Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser
ASETEK SIMSPORTS

Formel 1

Regn kostede sejren

Formel 1 
26/09/21 

Dramatisk løb endte med Hamilton sejr foran Verstappen
Der var det hele. Overhalinger, tætte dueller, overraskende føringer, langsomme pitstop, gode biler bagerst. Og så havde den også et regnvejr på de sidste omgange, og så blev alt vendt på hovedet - eller rettere - alt blev normalt igen og Hamilton vandt foran Verstappen.
 

Når nu man har set Lando Norris og Carlos Sainz duellere om føringen. Når man har set Hamilton være på kanten af midterfeltet, når man har set Verstappen sidde fast i en midtersump. Så er det lidt ærgerlig at det hele ender med en sejr til Hamilton foran Verstappen.

Det vejrgudernes skyld. De sendte regnen ind over banen. Først kun på udvalgte dele, senere på hele banen. Men regnen kom meget sent i løbet, og uanset hvad man valgte at gøre, ville det være et sats. Skiftede man til intermediates kunne man risikerer at regnen stoppede og man mistede alle muligheder for en god placering. Omvendt, hvis man valgte at køre videre på slicks, risikerede man at regnen tog til og man ikke ville kunne holde sin bil på banen.

Det var det, der skete for Lando Norris. Han satsede, teamet var ikke insisterende nok, han blev ude, da Hamilton trak i pit og fik intermediates på bilen. Og så kom vandet for alvor - og fra at kunne liste forsigtig rundt og have små udskridninger, mistede han kontrollen helt og måtte alligevel i pit og endte på en ganske skuffende 7. plads + et point for hurtigste omgang.

Om Hamilton skal det siges, at han efter en lidt svag start, hvor han efterfølgende sad fast omkring 6. pladsen, efter sit pitstop kørte sig selv på 2. pladsen og stille og roligt hentede ind på Norris. Norris sejr var, da regnen kom, ikke garanteret, og det pres Hamilton lagde på ham, har muligvis fået ham til at træffe den dybest set tåbelige beslutning om at køre videre på slicks.

For Verstappen var det en helt anden historie. Først havde han kørt sig godt op i felt, fra den 20. plads han var startet på. Men da han kom op i pointene, gik fremskridtet lidt mere i stå. Han lå til at tabe rigtigt mange point til Hamilton. Altså ind til regnen kom. Verstappen satsede og når man ligger på et-cifrede point og kæmper om VM, så skal man satse. Verstappen fik intermediates på, på det rigtige tidspunkt, og da andre ventede en omgang eller to, kom han forbi alle dem, han ellers sad fast bag - og fik på den måde sæsonens heldigste 2. plads.

Sainz på 3. pladsen havde været med i front i hele løbet, men var alligevel heldig med regnen. Inden regnen kom var han blevet overhalet af en velkørende Perez, og lå dermed udenfor podiepladserne.

Ricciardo kørte et godt løb og endte på 4. pladsen, mens Bottas havde kørt et elendigt løb og blev nr. 5. Finnen var en af de første der skiftede til intermediates, på et tidspunkt han lå langt uden for pointene. Resten af dagen havde han været langsom, og mens Leclerc og Verstappen var stormet igennem den tunge del af feltet, hængte Bottas fast i bunden. 5. pladsen var resultatet af det rigtige sats, men nok mere teamets end Bottas.

Alonso blev 6'er foran Norris. Alonso havde haft et godt løb og på et tidspunkt så det ud som om han kunne være med i kampen om podiet. Det kunne han dog ikke, men han var en af dem, der tabte på de sidste omgange - men ikke så meget som Norris. Så tæt på sin første sejr, og så alligevel så langt fra. Men mon ikke den unge englænder lærte et par ting i dag.

Raikkonen på 8. pladsen var omvendt en af de store vindere. Efter en anstændig indsats, blev han hjulpet godt på vej mod slutningen af, at vælge rigtigt. På 9. pladsen var Sergio Perez en af de af de store tabere. Mexicaneren havde kørt et godt løb og lå på 3. pladsen da kaos brød ud.

Det sidste point gik til Russell, der ellers var startet 3'er og længe holdt fast i den placering, men pitstoppet sendte ham bagud og på regnkaos tabte han en enkelt placering.

Undervejs var der også kiksede pitstop, drama på første omgang og et sammenstød mellem to Aston Martin racere, et team der også blev straffet af regnen. Stor underholdningsværdi, selvom resultatet lyder som et standard kedsommeligt løb. Men som det så ofte før - når tilfældet for alvor spiller ind, ender det med at de førende vinder alligevel!

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Sochi
  • 26/09/21 - Sochi - Formel 1 - FIA F1
  •  



    ASETEK SIMSPORTS