Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Diverse Motorsport

DASU Elitenyt

Diverse 
26/07/21 

Godt med pokaler, og årets største GT3-løb i vente

Siden sidst: Ny sejr til Nicklas Nielsen. Fantastisk runde for Sebastian Øgaard. Fjerde gang var ikke lykkens gang for Christian Lundgaard. Topresultater til Lind, Schandorff og Grundtvig. Danskere til karting-EM.
Det sker: Vesti og Rasmussen i Ungarn. Rekorddeltagelse på Spa. Spansk F4 i Aragon. Tysk mesterskab i Belgien.
 

Siden sidst
Danske racerkørere fortsætter med at levere topresultater i sommervarmen. Her er et overblik over de sidste par ugers topresultater, samt hvad der er i vente næste weekend.

Ny sejr til Nicklas
Tredje afdeling af VM i langdistanceløb (WEC) blev kørt på Monza-banen i Italien forrige weekend. Bedst gik det for Nicklas Nielsen, der sammen med medkørerne Perrodo/Rovera vandt sæsonens anden sejr for Ferrari i klassen GTE Am, på trods af holdet startede sidst af de 36 deltagende biler. Dermed rykker holdet op på andenpladsen i den samlede stilling. I samme klasse kom Michelle Gatting og holdkammerater i mål som P6, mens danske High Class Racing med Anders Fjordbach, Dennis Andersen og Jan Magnussen blev P9 i LMP2.
Næste afdeling af WEC er 24-timers løbet på Le Mans 21-22. august.

Fantastisk runde for Øgaard
De danske deltagere i det åbne spanske F4-mesterskab fortsætter med at imponere. Denne gang på den krævende Formel 1-bane i Portimao (Portugal), hvor Sebastian Øgaard vandt to af de tre kørte løb 17 – 18. juli. Det var Sebastians første sejre i mesterskabet, og det rykker ham op på en samlet andenplads. Også Georg Kelstrup og Noah Degnbol scorede points i runden.

Fjerde gang var ikke lykkens gang for Lundgaard
Christian Lundgaards uheldsramte sæson i Formel 2 fortsatte i fjerde afdeling, der blev kørt på Silverstone i forbindelse med det britiske Grand Prix. Denne gang blev det dog til en podieplads (P3) i det ene af sprintløbene, men i hovedløbet søndag gik det atter galt. I forbindelse med det obligatoriske pitstop blev det ene hjul ikke fastspændt ordentlig og faldt af.

Topresultater til Lind, Schandorff og Grundtvig
To af Danmarks bedste GT-kørere fortsatte den forgangne weekend deres succesfulde 2021-sæson. På Spa-Francorchamp vandt Dennis Lind og hans britiske makker fjerde afdeling af British GT Championship, og er dermed i føring af mesterskabet. På samme bane hentede Mikkel Grundtvig en andenplads i et af løbene i British F3 Championship.
På Imola i Italien hentede Frederik Schandorff og holdkammerat fra Italien to andenpladser i løbsserien GT Open, og udbyggede dermed deres føring i den samlede stilling. Både Frederik og Dennis kører for Lamborghini. I samme løb vandt Jens Reno Møller klassen for GT Am og fører denne kategori.
Ligeledes på Imola hentede Conrad Laursen to pointgivende placeringer i afdeling af det italienske F4-mesterskab.

Danskere til karting-EM
Tredje og sidste runde af EM for klasserne OK og OK Junior blev kørt i Spanien sidste weekend. Bedst gik det for Sebastian Gravlund, der kom i mål som P23 i finalen for OK. I OK Junior nåede David Walther ligeledes finalen, men udgik, mens Julius Dinesen, Tobias Clausen og August Therbo desværre gled ud efter de indledende heats.

 

Det sker

Vesti og Rasmussen i Ungarn
Efter den flotte sejr i sidste runde af FIA International F3 Championship skal Frederik Vesti atter i aktion den kommende weekend. Denne gang i forbindelse med Ungarns Grand Prix på Hungaroring. Ligeledes til start er Oliver Rasmussen, der kørte sit hidtil bedste løb i kategorien i sidste afdeling.
Formatet er uændret to sprintløb lørdag, og hovedløb søndag, som alle kan følges på www.viasat.dk/tv-guide

Rekorddeltagelse på Spa
Det er tid for endnu et klassisk langdistanceløb, når 24 Hours of Spa for GT3-biler sættes i gang førstkommende lørdag kl. 16:30. Løbet blev kørt første gang i 1924. I år er nr. 74 i rækken, og har atter tiltrukket en række bilfabrikker og de bedste GT-kørere i verden. Danmark har aldrig været stærkere repræsenteret, og man kan bl.a. opleve genforening af ”Dane Train” Marco Sørensen & Nicki Thiim (Aston Martin), vinderen fra 2019 Michael Christensen (Porsche), Nicklas Nielsen (Ferrari), Dennis Lind (Audi), Nicolai Kjærgaard (Aston Martin), Mikkel O. Pedersen (Porsche) samt debutanterne Valdemar Eriksen (Audi), Bastian Buus (Porsche) og Oliver Goethe (Audi).
Der er 58 biler til start fordelt på ni mærker. Deltagerne er delt op i fire underkategorier; Pro, Silver, Pro Am, og Am. Løbet tæller endvidere til hele to mesterskaber; GT World Challenge Europe og Intercontinental GT Challenge.
Læs mere på løbets hjemmeside, hvor du også kan følge løbet.
I optaktsprogrammet er der også dansk deltagelse i Lamborghini Super Trofeo, TCR Europe og European GT4 Series.

Spansk F4 i Aragon
Blot to uger efter afdelingen i Portimao afvikles fjerde afdeling af det spanske F4-mesterskab; denne gang på banen i Aragon. De tre danske deltagere Sebastian Øgaard, Noah Degnbol og Georg Kelstrup klarer sig flot og er alle placeret i top-6 i den samlede stilling.
Se mere på seriens hjemmeside her.

Tysk mesterskab i Belgien
Tredje afdeling af Deutsche Kart Meisterschaft afvikles i Belgien, på banen i Genk. En halv snes danskere ventes at deltage i de forskellige kategorier.
Se mere på DKM's hjemmeside her.