Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Endurance Championship

Stærk weekend på Jyllandsringen sluttede før tid

Danish Endurance
Championship 

05/07/21 

DEC - Danish Endurance ChampionshipEn påkørsel sendte STEP Motorsport på sommerferie før tid, da teamet i weekenden deltog i tredje afdeling af Danish Endurance Championship på FDM Jyllandsringen. Hverken farten eller udviklingen fejlede til gengæld noget.
 

Uden en forudgående testdag til at lære banen at kende, måtte både Silas Rytter og Mads Riis sætte deres lid til de erfaringer og informationer som de har tilegnet sig ved hjælp af Youtube-videoer fra banen og en gåtur banen rundt inden løbsweekenden startede. Det gik til gengæld rigtig fint, og med henholdsvis fjerde og femte startplacering til de to løb, var forarbejdet lavet til topkarakter.

Lørdag eftermiddag blev det første løb kørt, og selvom der ikke var meget drama på banen, blev der leveret en solid indsats fra teamets to kørere. Mads Riis startede i bilen og måtte bruge dyrebar tid på at komme forbi langsommere konkurrenter, mens Silas Rytter sidst i sit stint med en velplaceret overhaling sikrede en fjerdeplads.

Der var god tid til at træne pitstop og kørerskifte inden søndagens løb, som startede kort før middagstid. Fra sjettepladsen holdt Silas Rytter meget kort afstand til de forankørende, og i lang tid så det ud til at den lille Ginetta G40 ville være med i kampen om podieplaceringerne.


Silas Rytter lagde en stærk indsats igen på Jyllandsringen.

Det var lige indtil en konkurrent i en optimistisk overhaling endte med at trække ind i siden på Ginettaen og påførte alvorlige skader på bilen. Silas Rytter måtte kæmpe bilen tilbage i pitten, hvor mekanikerne hurtigt måtte kaste håndklædet i ringen - det var umuligt at få bilen tilbage på banen.

- Det var bare sindssygt ærgerligt. Jeg synes at der var god fart i bilen, og jeg tror at vi kunne have fået et godt resultat med hjem. Det her er også en del af gamet, men jeg synes at det er surt at måtte udgå på den måde, siger Silas Rytter, som trods alt ikke blev mødt af sure miner fra Mads Riis, som ikke nåede at sætte sig i bilen i weekendens andet løb:

- Silas gjorde et super stykke arbejde i sit stint, så selvfølgelig er det vildt surt ikke at kunne færdiggøre arbejdet. Jeg synes at det er gået rigtig godt hele weekenden, hvor vi begge har rykket os hver gang, vi har været i bilen, så på den måde har det været en god oplevelse, siger Mads Riis.


En ærgerlig slutning på et godt DEC-løb.

For teamchefen og mekanikerne venter nu en sommerpause, hvor bilen skal have en ekstra portion kærlighed, inden sæsonen fortsætter om to måneder på Padborg Park.

- Jeg synes ikke at den kedelige afslutning skal definere weekenden. Både Silas og Mads har igen leveret en stærk og professionel indsats, og det har været tydeligt at se hvordan de har udviklet sig gennem weekenden. De havde en stor opgave foran sig med en for dem ukendt racerbane, hvor nærmest alle konkurrenter allerede har kørt hundredevis af omgange - alligevel var de hurtigt oppe i fart og blev hele tiden bedre. For mig tæller det meget højere end om vi måske, måske ikke, havde fået en pokal med hjem, fortæller Morten Dons, som dog også glæder sig til sommerferien:

- Vi har en bil, som skal have et grundigt eftersyn og lidt reparationer efter dagens løb. Nu har vi kørt tre af sæsonens fem løbsweekender på seks uger, så jeg tror vi alle glæder os til lige at få lidt pusterum og så komme endnu stærkere tilbage til de sidste to løb på kalenderen, slutter Dons.

STEP Sports Management


Læs mere om:
  • Mads Riis
  • Silas Rytter
  • STEP Sports Management
  • Jyllandsringen
  • 04/07/21 - Jyllandsringen - Danish Endurance Championship
  •