Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DM i Rally

Marco Gersager: ”En total fed weekend”

DM Rally 
08/06/21 

Lørdagens Glad Rally Kalundborg var det foreløbige sportslige højdepunkt for samarbejdet mellem Marco Gersager og Carina Møller. I deres farvestrålende Skoda Fabia R5 sluttede de på en generel fjerdeplads i løbet, blev tredjebedste danske mandskab i løbet og var blot 23 sekunder efter det vindende mandskab efter mere end tre kvarters intens kørsel.
 

”Det var en total fed weekend. Det var bare spot on,” siger Marco Gersager, ”også selv om jeg må indrømme, at jeg efter en travl arbejdsuge ikke følte mig helt veloplagt, da lørdagen begyndte.”


Startnummeret var 12, men Marco Gersager og Carina Møller sluttede Glad Rally Kalundborg som nummer 4 generelt.
(Foto: Jokum Tord Larsen)

Grundlaget for det gode resultat skabte Marco Gersager og Carina Møller i den tilgang, de valgte til løbets hastighedsprøver.

”Som altid holdt vi fuld fokus på hastighedsprøvens forløb, men når vi var kommet i mål, valgte vi ikke at checke tiden som det første. I stedet prøvede vi at fokusere på de forskellige elementer af den enkelte hastighedsprøve og så fokusere på, hvad vi kunne gøre bedre. Det lærte vi rigtig meget af,” siger Marco Gersager.

Rallyduoen gjorde derfor markante fremskridt i anden del af Glad Rally Kalundborg. Ved første gennemkørsel på løbets første hastighedsprøve var de blevet nummer 6. Ved anden gennemkørsel var de tredjebedst af alle. På næste hastighedsprøve forbedrede de sig fra ottende- til femtepladsen, mens parret rykkede sig fra femte- til fjerdepladsen på den tredje hastighedsprøve.

”I de løb, vi hidtil har kørt, har vi vist, at vi kan være hurtige på asfalt, og men samtidig også, at vi har været kyllinger på grusstykker, men her synes vi bare, at det hele sad spot on,” siger Marco Gersager. ”Det var på prøver med grus eller løst underlag, at vi satte tid til under DM2, men her fik vi sat nogle rigtigt fine tider i grusgraven ved Gammelrand. Vi havde frygtet, at vi ville tabe meget, men vi fandt et godt flow. Ved første gennemkørsel hentede vi en anden bil med en omgang, så vi måtte slippe gassen, fordi vi ikke kunne se noget. Men anden gang var det hele perfekt. Vi fik virkelig vist, at der er mere i os og bilen. Og Carina, mekanikerne og jeg ved, at der er mere endnu.”

Marco Gersager og Carina Møller sluttede som nævnt 23 sekunder efter de generelle vindere af det 81 km lange løb – det svarede til en afstand på bare tre tiendedele af et sekund pr. kilometer hastighedsprøve. Det vidner om et løb, som var problemfrit.

”To gange var jeg lige ved at snurre rundt om mig selv i det samme sving, men hver gang reddede jeg den, og det kostede minimalt. Det var de to eneste missere, jeg havde i hele rallyet,” siger Marco Gersager.

”Løbet havde mange toppe og mange hop, hvor bilen skulle placeres rigtigt, og det fik vi luret godt af. Vi fik lavet nogle gode noter, og det går meget stærkere end, hvad vi før var vant til, men jeg føler, at vi hele tiden gør fremskridt.”

Næste fremskridt skal Marco Gersager, Carina Møller og det øvrige GM Motorsport gøre den 26. juni, hvor de stiller til start i fjerde afdeling af Dansk Super Rally ved Esbjerg.

GM Motorsport


Læs mere om:
  • Carina V. Møller
  • Marco Gersager
  • Kalundborg
  • 05/06/21 - Kalundborg - DM Rally - DM
  •