Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DM i Rally

Hyundai Danmark og Simon Vallentin bag nyt dansk rallyteam

DM Rally 
15/04/21 

Hyundai Rally Team Danmark satser på topklassen i Dansk Super Rally 2021
Med Simon Vallentin bag rattet i en toptrimmet Hyundai i20 R5 er det nye Hyundai Rally Team Danmark klar til den første runde af dette års mesterskab i Dansk Super Rally udskrevet af Dansk Automobil Sports Union.
 

Simon Vallentin og co-driver Peter Egholm stiller den 17. april til start i det nordjyske Rally Himmerland, som er det første af i alt seks afdelinger tællende til det danske mesterskab i 2021.

Duoen stiller op i den absolutte topklasse, som præsenterer det stærkeste felt i mange år. Blandt de kvalificerede kandidater til sejren i Dansk Super Rally 2021 er der ikke færre end 11 tidligere DM-vindere. Så der bliver kamp om placeringerne!


(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)

På grund af COVID-19-pandemien fik Simon Vallentin ikke kørt ret meget i fjor, men nu er han i samarbejde med Hyundai Danmark og det polske Kowax 2B Rally Team klar til start i den 4-hjulstrukne Hyundai i20 R5, hvormed det finske talenthold Jari Huttunen og Mikka Lukka sidste år vandt det internationale WRC 3-mesterskab.

- Jeg har arbejdet hen imod dette siden 2018, så det er med glæde og stolthed, at vi nu kan præsentere Hyundai Rally Team Danmark. Det er en drøm, der er blevet til virkelighed, og jeg har set frem til at komme i aktion igen, fastslår Simon Vallentin, som vil satse benhårdt på at indfri både sine egne og partnernes forventninger.

Simon Vallentin er fuldstændig klar over, at han står overfor en stor udfordring med de mange kvalificerede konkurrenter i hurtige R5-rallybiler, men han og co-driver Peter Egholm har en krystalklar målsætning. De kører for at vinde!


(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)

For Simon Vallentin er samarbejdet med Hyundai Danmark og Kowax 2B Rally Team fundamentet i det nye projekt. Det polske team har et professionelt samarbejde med det officielle Hyundai Motorsport Customer Racing og står bag flere Hyundai-baserede rallyteam i privat regi. Også Hyundai Danmark ser frem til at følge Hyundai Rally Team Danmark og den ivrige i20 R5.

- Hyundai har en bred vifte af teknologier, der har bevist deres værd – også inden for motorsport. De sportslige detaljer fra N-serien har fundet vej til mange af vores modeller. Og med de mange nye N-modeller på vej forstærker Hyundai sin sportslige profil, og derfor var det et oplagt projekt for os at støtte, da Simon Vallentin og hans team præsenterede os for ideen, siger Annegrethe Skovby, pressechef i Hyundai Danmark.

Dansk Super Rally og WRC afvikles på forskellige datoer, så Simon Vallentin og Jari Huttunen skiftes til at køre rallybilen. Det danske team får derved en unik mulighed for trække på de finske kollegers erfaringer:

- Huttunen har været med til at udvikle bilen, så han kender den og ved, hvordan den skal køres. Det kan blive en fordel for os, understreger Simon Vallentin og tilføjer:

- Vi har fået nogle særdeles gode betingelser for denne sæson, og satser på at udnytte dem til det yderste i jagten på nye sejre.

Ved åbningsløbet i Rally Himmerland starter Simon Vallentin i sit hidtil stærkeste set-up og ser frem til at komme i aktion på ny.


(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)

Simon Vallentin cv
Status: 30 år, karrosseritekniker, fra Holbæk
Karrieren kort
2009: Rallydebut
2011: Årets rallykører og rallytalent
2016: Danmarksmester i Gruppe E
2017: 2. plads i den internationale TER2 Cup
2018: Banerekord og 3. plads med Hyundai i20 R5 i KOMO Rallysprint
2019: 3. plads i DM-klasse 5 og 3. plads i KOMO rallysprint

Hyundai Rally Team Danmark kører i 2021:
Dansk Super Rally
17.4. DSR 1, Rally Himmerland, Nysum
15.5. DSR 2, Rally Stoholm, Viborg
05.6. DSR 3, KOMO Rally, Kalundborg
26.6. DSR 4, Sydjysk Rally, Esbjerg
24.7. KOMO Rallyshow, Gammelrand
27.8. DSR 5, Sydhavsrally, Nykøbing F.
9.10. DSR 6, Ikast

Hyundai i20 R5
Motor: 4-cylindret, 1,6-liter, turboladet
Effekt: 290 hk/440 Nm, 4,24 kg/hk
Transmission: 4-hjulstræk, 5-trins semiautomatisk gearkasse
Bremser: For/bag, 355 mm ventilerede skiver, 4-stemplede calipre
Hjulophæng: For/bag uafhængigt, justerbare McPherson skruefjederben
Hjul: 8x18” på asfalt, 7x15” på grus, 5,5x16” på sne/is
Vægt: 1230 kg
Kabine: Specialsæder, 6-punkts S-seler, sikkerhedsbur, ildslukningsudstyr

Simon Vallentin Motorsport / Hyundai Rally Team Danmark

Morten Dam - autoMOTIV/specialpress

Læs mere om:
  • Simon Vallentin
  • Himmerland
  • 17/04/21 - Himmerland - DM Rally - DM
  •