Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Dødsfald: Johnny Dumfries

Formel 1 
22/03/21 

1958 - 2021

Den tidligere F1 kører, Johnny Dumfries er død, 62 år gammel.
 

Egentlig hed han John Colum Crichton-Stuart, 7. Markis af Bute. Men i forhold til racerløb valgte han at holde lidt lav profil og valgte derfor navnet "Dumfries". Første gang han rigtig gjorde opmærksom på sig selv var i Det Britiske F3 mesteskab i 1984, hvor han vandt titlen - og 14 sejre. Det var det mesterskab Ayrton Senna havde vundet foran Martin Brundle året før. I EM blev han nr. 2.

I 1985 kom han til den nye F3000 serie, hvor han ikke rigtig slog igennem. Et enkelt point blev det til. Der var altså ikke meget der tydede på, at Dumfries var en kommende F1 kører.

Men det var han. Ayrton Senna mente efter 1985 sæsonen ikke at Lotus var i stand til at fokusere på to biler i den skarpe ende af feltet, hvilket han måske havde lidt ret i. Derfor nedlagde han veto mod at få Derek Warwick som teamkammerat i 1986. I stedet pegede han på den brasilianske F3 kører Mauricio Gugelmin, men han var alligevel for ubeskrevet et blad (senere kom Gugelmin til March/Leyton House og det gjorde det ok). Kompromiset blev så Johnny Dumfries. Mens Senna kæmpede om VM fik Dumfries tre point og ingen fornyelse af sin kontrakt - Lotus skiftede til Honda motorer og som en del af den aftale, fulgte Saturo Nakajima med.

Dumfries skiftede til sportsvogne. Han vandt Le Mans i 1988 for Jaguar, sammen med Andy Wallace og Jan Lammers. Senere kørte han nogle gange for Toyota. Det var hos dem, at man under Le Mans 1989, at han fik problemer med sin bil - og med radiovejledning fra mekanikerne stod og skruede i bilen. Da den var klar hoppede han tilbage i bilen, smækkede døren i og fræsede afsted. Uheldigvis var ledningen til fotografens tv-kamera kommet i klemme i døren, så det møgdyre kamera blev slæbt efter bilen. Claus Borres forundring og Kris Nissens latter, står klart i erindringen.

Martin Møller-Thomsen