Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 4 DK

Alex Frederichsen er ny dansk F4-promotor

Formel 4 DK 
22/12/20 

Formula 4 DKFormel 4-klassen får i 2021 et nyt ansigt udadtil. Alex Frederichsen overtager promotorrollen for talentklassen fra årsskiftet med fokus på at videreudvikle Formel 4 og Formel 5-klasserne.
 


Alex Frederichsen
(Foto: Boxengasse)

Den nykårede promotor er ganske velbevandret i klassen såvel som i den danske formelsport. Siden starten af Formel 4-klassen har han stået bag FSP-teamet, som også fortsætter i den kommende sæson. Arbejdet med at videreudvikle klassen kommer i stor grad til at handle om at fortsætte de initiativer, som er sat i gang:

"Der er allerede startet flere ting i løbet af den seneste sæson, på trods af den meget afkortede kalender. Vi fortsætter med den seriøse PR-indsats, ligesom vi også næste år skal have en professionel teknisk kontrol, så vi sikrer en fair og jævnbyrdig konkurrence i klassen", fortæller Alex Frederichsen.


Der skal også fremover satses på bredden og eliten i dansk Formel 4
(Foto: Boxengasse)

Som hidtil skal klassen stå på tre ben; den nationale bredde, som gør det muligt for mange at deltage i klassen, den nationale elite, der er med til at skabe morgendagens internationale talenter - og de internationale kørere.

"Driver du en banesportsklasse i Danmark er du nødt til at tænke på bredden. Vi har netop i Formel 4 og 5 set hvordan bredden og eliten trives ved at køre sammen, og det skal vi dyrke endnu mere. Samtidig har mange kørere fra andre lande fået øjnene op for dansk Formel 4 efter vi har haft Juju Noda på besøg i 2020 - klassen har nogle styrker, som gør den attraktiv for internationale kørere med ambitioner, og det kan være med til at styrke de danske deltagere", fortæller Alex Frederichsen.

Løbskalenderen for 2021-sæsonen byder på gensyn med alle permanente danske racerbaner, ligesom Sturup Raceway ved Malmö lægger asfalt til et løb lige før sommerpausen. Med syv løbsweekender er der udsigt til en spændende sæson for de danske formelkørere.


Dansk Formel 4 er spændende for udenlandske formelkørere
(Foto: Boxengasse)

Løbskalender Formel 4 2021
24.-25. apr. Padborg Park
15.-16. maj Padborg Park
12.-13. jun. Sturup Raceway
20.-22. aug. FDM Jyllandsringen (Grand Prix Danmark)
4.-5. sep. Padborg Park (Night Race)
18. sep. Ring Djursland
2.-3. okt. FDM Jyllandsringen

Formel 4 Danmark