Sejr til Mikkel i sæsonfinale (Foto: Clément Marin)
Siden sidst
Oliver melder sig ind i topstrid
Sjette afdeling af FIA Regional Formula 3 Championship i Barcelona blev domineret af danske Oliver Rasmussen, der med to sejre og en femteplads i rundens tre løb for alvor meldte sig ind i kampen om den samlede sejr. Med weekendens sejre har Oliver nu vundet fem løb i år for PREMA.
Der resterer to afdelinger. Læs mere på f3regional.com
Sejr til Mikkel i sæsonfinale
I sidste runde af European Le Mans Series lykkedes det endelig for Mikkel Jensen og hans G-Drive LMP2 team at nå det højeste trin på podiet. Sammen med Rusinov/de Vries sejrede danskeren ikke blot i LMP2-klassen, men også i generalklassementet. Med sejren sluttede teamet på tredjepladsen i mesterskabet, hvor danske High Class Racing og Dennis Andersen/Anders Fjordbach med en sjetteplads søndag sluttede samlet nr. otte.
I LMP3 sluttede Malthe Jakobsen og holdkammerater hos RLR MSport med en ærgerlig udgået efter mekanisk bøvl, og i GTE blev det til en sjetteplads for Michelle Gatting og hendes Iron Lynx Ferrari-team. Samlet blev det til P4. Løbet blev kørt på banen i Portimao, Portugal.
Læs mere her
Ingen points til Kevin
Heller ikke i årets trettende F1 Grand Prix havde Kevin Magnussen heldet på sin side. Efter en af sine flotte starter blev han halvvejs rundt på første omgang i Imola ramt af Sebastian Vettel og udgik senere med følgeskader efter uheldet.
Lewis Hamilton vandt, og resultatet betyder, at Mercedes vinder konstruktørmesterskabet for syvende år i træk – det er en ny rekord.
Der resterer fire afdelinger af VM. Se mere på formula1.com
Sejr og avancement til Nicolaj
På Lausitzring i Tyskland kørtes næstsidste afdeling af ADAC GT4. Nicolaj Møller Madsen og hans tyske makker Jan Kasperlik hentede en sejr- og en femteplads i weekendens to løb, og avancerede dermed til andenpladsen i den samlede stilling.
F4 i Spanien, Conrad Laursen danmarksmester
Efter sjette afdeling af det spanske F4-mesterskab på banen i Aragon indtager Oliver Goethe og Valdemar Eriksen hhv. fjerde- og ottendepladsen i den samlede stilling.
Den planlagte sæsonfinale i DM Formel 4 på Sturup Raceway måtte desværre aflyses grundet de seneste corona-restriktioner. Dermed kan Conrad Laursen kåres som Danmarksmester foran Benjamin Frislund og Sebastian Øgaard. Læs mere her.
Oliver Rasmussen (midten) sejrer på Circuit de Barcelona-Catalunya. (Foto: Prema)
Det sker
VM i karting
Portimao i det sydlige Portugal har været omdrejningspunkt for international motorsport de sidste par uger, og den kommende weekend er ingen undtagelse.
På Kartodromo Internacional Do Algarve afvikles nemlig VM i klasserne OK og OK Junior med god dansk deltagelse.
I seniorklassen OK er Mikkel Højgaard Petersen, Rasmus Andersen, Sebastian Gravlund, Noah Degnbol ogAlexander Hartvig til start, og i juniorkategorien er Jonathan Weywadt, Julius Dinesen, Frederik Lund, Tobias Clausen, Mathias Bjerre Jakobsen og August Therbo tilmeldt. Begivenhederne kan følges live på fiakarting.com
Flertallet af de danske deltagere deltog i weekenden i et opvarmningsløb på banen. Her blev Degnbol bedste dansker med en sjetteplads i finalen for OK.
GT4-finaler
Sidste afdeling af British GT4 Championship har dansker i hovedrollen i GT4. Patrik Matthiesen indtager sammen med britiske Jordan Collard inden finalen andenpladsen i den samlede stilling for GT4 i deres McLaren 570, kun få points efter de førende. Løbet køres på Silverstone.
Også på Oschersleben i Tyskland er der danskere i hovedrollen. Nicolaj Møller Madsen og hans tyske makker indtager ligeledes andenpladsen i ADAC GT4 Meisterschaft i deres Porsche, men her er der lidt længere op til de førende. |