Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Youngtimer Challenge

Få point afgjorde mesterskaberne

Youngtimer 
29/10/20 

Det blev en ufattelig tæt afslutning på Youngtimer Touring Car Challenge sæsonen 2020, da de fire mesterskaber skulle afgøres på FDM Jyllandsringen.
 

Den normale YTCC sæson på 7 tællende weekender, var blevet forkortet ned til fire grundet COVID-19, og pludselig var vi nede på 3 weekender, da sæsonens næstsidste planlagte løb, måtte aflyses få dage inden det skulle køres.

Heldigvis kunne sæsonfinalen blive afviklet, selvom det hele blev klemt sammen til blot at være en enkelt dag.


Lørdagen sluttede med mørkekørsel, hvor både Tom Jørgensen (217) og Mickey Mikkelsen (230) måtte have lygterne tændt.
(Foto: JJ Media)

Mesterskabsstillingerne var utroligt tætte, da reglementet foreskriver, at sæsonens 3 dårligste resultater skal smides væk inden sæsonfinalen køres – og dermed blev 3 ud af 6 kørte heats i 2020 slettet fra pointregnskabet.

Derfor kunne ingen af titelkandidaterne vide sig sikker inden weekenden startede, da samtlige kørere i teorien var i spil til titlen.


Martin Sørensen skulle forsøge at genvinde titlen fra sidste år. Han åbnede også finaleweekenden med at vinde heat 1.
(Foto: JJ Media)

Årets sidste løbsdag startede 9.05 med en kvalifikation, der foregik på en meget våd bane. De kolde temperaturer, og næsten ingen vind, gjorde at fugten blev på asfalten, og selv 33 racerbiler kunne ikke for alvor hvirvle det af banen, på trods af regndæk. Det blev kun yderligere kompliceret af, at visse bilers ruder duggede helt vildt, i de kølige og fugtige temperaturer.

Sebastian Petersen tog Pole Position blandt Division 1 bilerne, foran Martin Sørensen og Kim König. Det skulle til gengæld også være det sidste at vi så til König, da han røg i sandkassen, hvilket endte med at motoren døde, da han ikke fik stoppet den hurtigt nok – game over.


Lars Henrik Leed kørte ikke sæsonens første YTCC løb, men viste rigtig god fart i de 6 efterfølgende heats, som han har deltaget i gennem 2020 efteråret.
(Foto: JJ Media)

Blandt Division 2 bilerne var Arne Hansen ikke overraskende hurtigst. Han og Renault Clio 2’eren gør det altid godt på våd asfalt – men at han ligefrem kvalificerede sig næsthurtigst af samtlige kørere i feltet, var måske lidt af en overraskelse. Claus Svanholm var næsthurtigst, mens Kurt Poulsen var 3. hurtigst.

I Division 3 var Ole Knudsen hurtigste mand, foran Bjørn Honore og Lars Henrik Leed.


Frankie Jørgensen har en forkærlighed for VW mærket, så nu har han bygget en Golf 4, med en ret heftig motor i. Der skal dog stadig justeres og optimeres en anelse, da det ikke er meningen, at der skal komme helt så meget ild ud af udstødningen.
(Foto: JJ Media)

Det var ikke kun König, at vi måtte takke af med, allerede efter kvalifikationen. Mik Henriksen var uheldig at få bilen smadret, så han ikke kunne køre videre i weekenden. John Hansen måtte også strække våben, allerede efter kvalen, med et point på hans BMW.

Små to timer senere skulle heat 1 køres. Asfalten var endnu ikke tørret helt op, og det blandet op med et oliespild, og dertilhørende kattegrus, gjorde at det var en utrolig vanskelig bane at køre på. Det resulterede blandt andet i en tur i sandkassen for Michael Bertelsen, hvilket slukkede hans titeldrømme endegyldigt. Det resulterede i en Safety Car periode, så hans BMW kunne blive fjernet.

Bjørn Honore var bedst til at navigere igennem disse udfordringer blandt Division 3 bilerne, foran Lars Henrik Leed og Ole Knudsen.


Kurt Poulsen (266) var togfører i Division 2 på dette billede fra Heat 1, men senere på dagen kunne han lægge god afstand til Claus Svanholm (270) og Nick Stentved (292).
(Foto: JJ Media)

Martin Sørensen fik has på Sebastian Petersen allerede tidligt i løbet, og kunne herefter holde føringen i resten af løbet, mens Petersen sluttede toer, og Ole Sondrup sluttede treer, efter en utrolig tæt kamp gennem de 10 omgange af løbet. Vi undgik med nød og næppe Safety Car nummer 2, da Keld Graabæk spandt af banen i Sving 1.

Det var dog IKKE en Division 1 bil som vandt løbet generelt. Det blev derimod Arne Hansen, som snød alt og alle i Division Clio’en, mens Nick Stentved kom ind på andenpladsen, og Dennis Steffensen på 3. pladsen.


Det var desværre hurtigt farvel til Kim König, så den blå og røde ”Porschø” var bestemt savnet i de tre løb.
(Foto: JJ Media)

Asfalten var tørret op til heat 2, og derfor skulle der slicks på alle bilerne.

Den chance lod Ole Sondrup ikke gå fra sig, og strøg af sted i front af Division 1, og satte resten af feltet på plads. Sebastian Petersen fik andenpladsen kørt hjem, mens Martin Sørensen var heldig med at komme hjem på 3. pladsen, da han havde et yderst dramatisk spin, for enden af langsiden.

Kurt Poulsen viste noget af den fart, som man ofte ser fra VW Polo raceren, og vandt Division 2, foran Polo kollegaen Mickey Mikkelsen, mens Henrik Eilertsen fik kørt sig frem til 3. pladsen.


Arne Hansen og Clio 2’eren kan bare et eller andet i regnvejr. Det er meget længe siden, at en Division 2 bil har vundet et Youngtimer løb generelt, når de tre (fire) Divisioner vel og mærke har kørt sammen.
(Foto: JJ Media)

Bjørn Honore beviste, at han ikke blot var hurtig på våd bane, men bestemt også på tør asfalt. Han vandt Division 3 heatet, uden for alvor at være presset af Lars Henrik Leed på andenpladsen, som fik holdt Michael Bertelsen nede på P3.

Det lykkedes dog ikke Honore at gøre rent bord, da Lars Henrik Leed tog sejren i det sidste heat. Det var dog ikke nogen nem sejr for Leed, som havde lidt kontakt med en konkurrent på første omgang, og med en masse indebrændthed fik kæmpet sig hele vejen tilbage til front, og vandt med lidt over et sekund til Bjørn Honore. Michael Bertelsen tog endnu en 3. plads.

Kurt Poulsen havde godt styr på Division 2 delen af løbet, men blev presset hårdt af Nick Stentved. Stentved blev dog fjernet fra resultatlisten i finalen, da dataloggeren sagde at vægt/effekt forholdet ikke var blevet overholdt. Dermed arvede Claus Svanholm andenpladsen, foran Mickey Mikkelsen.


Tommy Dam Kieffer – Division 4 mester 2020.
(Foto: JJ Media)

Ole Sondrup lukkede sæsonen af med endnu en sejr, hvor han rimelig hurtigt trak væk fra Sebastian Petersen, som sluttede toer, mens Martin Sørensen fik humpet sig hjem på 3. pladsen, med en motor som døde på vej ud af sidste sving, og han nærmest måtte trille over målstregen i gåtempo, få sekunder foran Keld Graabæk.

Herefter skulle der gang i den helt store kugleramme, for at udregne stillingerne i tre ud af de fire Divisioner. Tommy Dam Kieffer var sæsonens eneste kører i Division 4, så han sikrede sig titlen uden konkurrence.


Bjørn Honore – Division 3 mester 2020.
(Foto: JJ Media)

I Division 3 lykkedes det Bjørn Honore at vinde titlen, kun 4 point foran Ole Knudsen, som ellers førte mesterskabet an forud for weekenden. Lars Henrik Leed kørte sig til 3. pladsen i mesterskabet, efter den hurtige finalelørdag for Porsche køreren.

Nick Stentved fik med nød og næppe Division 2 titlen hevet hjem, kun 4 point foran Kurt Poulsen, og yderligere to point foran Mickey Mikkelsen. Det er anden titel på to år for Stentved, som vandt Division 3 titlen sidste år. De aktuelle planer er dog ikke at gå efter Division 1 i 2021, men lad os se til foråret.


Nick Stentved – Division 2 mester 2020.
(Foto: JJ Media)

Ole Sondrup vandt Division 1 mesterskabet, foran Martin Sørensen og Sebastian Petersen. Her var det lidt ærgerligt at Kim König blev sat ud af spillet, da det ellers var blevet en 4-vejs kamp.

Det var afslutningen på en meget forkortet sæson. Men de i alt 53 Youngtimer kørere, som har været på banen i 2020 sæsonen, er med sikkerhed alle sammen glade for at kunne køre ræs i det hele taget, efter hele forårssæsonen blev strøget fra kalenderen. Derfor skal der også lyde en tak til banerne som har været værter for YTCC klassen i år, og alle dem som har hjulpet med at arrangere weekenderne.


Ole Sondrup – Division 1 mester 2020.
(Foto: JJ Media)

Kalenderen for 2021 sæsonen er ikke på plads endnu, men forhåbentlig vender alting tilbage til normalen.

Vi ses igen i 2021.

Kørerforeningen YTCC
Youngtimer Touring Car Challenge

JJ Media


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 25/10/20 - Jyllandsringen - Youngtimer
  •