Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Diverse Motorsport

DASU Elitenyt

Diverse 
14/09/20 

Læs i DASUs elitenyhedsbrev: Danskersejre på Mugello, Red Bull Ring, Mid-Ohio og Le Mans 2020!
 

Siden sidst

Danske formeltalenter gør det igen

Der er i den grad grøde blandt fremtidens formeltalenter. Også denne weekend fejrede flere af morgendagens stjerner triumfer i Italien, Østrig og USA.

Fantastisk weekend på Mugello

Frederik Vesti indledte danskerfesten ved at vinde lørdagens hovedløb for Formel 3 på den fantastiske Mugello-bane i Toscana. Den 18-årige dansker tog føringen på allersidste omgang efter intelligent og hurtig kørsel til sin tredje sejr i et ”main-race” i år. Det har ingen andre i feltet præsteret, og da det var sidste afdeling af FIA International Formula 3 Championship betød det samtidig en samlet fjerdeplads i det prestigefyldte mesterskab. I søndagens sprintløb blev det til en niendeplads og hurtigste omgang.

Se stillingen i FIA Formula 3 Championship her.

I Formel 2 startede Christian Lundgaard med at sikre sig pole position til hovedløbet, som han herefter førte indtil næstsidste omgang hvor han desværre blev overhalet af kørere på en anden strategi. Christian endte P6, men tog kraftig revanche ved at vinde søndagens sprintløb i overlegen stil. Han er nu på en samlet tredjeplads før de sidste tre runder af mesterskabet.

Stort crash for Kevin

Desværre oplevede Kevin Magnussen ikke samme succes i Formel 1-løbet på samme bane. Kevin blev impliceret i et større crash efter en safety-car periode sammen med tre andre kørere. Heldigvis var der kun materiel skade, men ingen points til Kevin og Haas F1.

Løbet blev vundet af en gammel kending – Lewis Hamilton. Det var hans Grand Prix sejr nr. 90!

Sejr i Østrig

På Red Bull Ring i Østrig hentede Oliver Rasmussen sin anden sejr i FIA Regional F3 Championship foran bl.a. Arthur Leclerc, lillebror til Ferrari-stjernen Charles Leclerc. Sammen med yderligere to tredjepladser er den i Frankrig bosiddende dansker fortsat på tredjepladsen i serien.

På samme bane hentede Sebastian Øgaard tre gode placeringer i midterfeltet i afdeling af det italienske Formel 4-mesterskab.

Sejr i Ohio

Efter nogle løb præget af uheld kom Christian Rasmussen tilbage på sporet da han vandt rundens tredje løb i USF2000 på Mid-Ohio Sports Car Course. Det var Christians syvende sæsonsejr og han fører fortsat mesterskabet før de sidste to runder.

Læs mere her.

Tredje runde af EM

Tredje runde af EM i karting for klasserne OK og OK Junior blev kørt på banen i Wackersdorf nær München. Bedst gik det for Noah Degnbol med en P14 i finalen i OK.

Anden runde af DM Formel 4

Padborg Park lagde asfalt til tredje runde af DIF-DM for Formel 4. De tre løb blev vundet af Conrad Laursen, William Wulf og Benjamin Frislund.


(Foto: Joe Portlock / Getty Images)


(Foto: Porsche AG)

Det sker

Le Mans 2020

Normalt afvikles det klassiske 24-timers løb på Le Mans i juni måned, men intet er som bekendt normalt i år. Den 88. udgave køres den kommende weekend, men uden tilskuere.

Der er hele otte danskere til start, og flere af disse er blandt favoritterne i deres respektive klasser.

De otte er anført af verdensmester og Le Mans-vinder Michael Christensen, der sammen med Marco Sørensen og Nicki Thiim starter i klassen GTE Pro. I GTE Am er Nicklas Nielsen, Jan Magnussen og Michelle Gatting klar, og endelig er Anders Fjordbach og Mikkel Jensen klar i LMP 2.

Løbet starter lørdag kl. 14.30. Forinden er der træning og kvalifikation torsdag og fredag. Løbets hjemmeside er www.lemans.org . DASU udsender en nærmere præsentation af løbet med deltagerinfo, tv-oversigt m.m.

I rammeprogrammet til selve Le Mans er der også dansk deltagelse i det såkaldte ”Road to Le Mans” for LMP 3 og GT3. Her er den blot 16-årige Thybo Malthe Jakobsen samt Michael Jensen til start i de to løb. Læs mere her på seriens hjemmeside.

DIF-DM i karting

Mens nutidens stjerner kæmper på Le Mans mødes morgendagens til danmarksmesterskabet i karting den kommende weekend. Det sker når Rødby Karting Ring lægger asfalt til årets største, hjemlige gokart løb. De ca. 90 deltagere er fordelt på fem klasser, nemlig Cadett Mini, Cadett Junior, OK Junior, OK og KZ2.

Læs mere her om løbene.

EM rallycross i Estland

Anden afdeling af FIA European Rallycross Championship 2020 køres på Biķernieki Sport Complex ved Riga, Letland. Tobias Daarbak ventes til start.

Følg det på fiaworldrallycross.com

Italiensk Endurance

Når tredje afdeling af det italienske GT Endurance-mesterskab afvikles den kommende weekend på Vallelunga er det med Frederik Schandorff til start sammen med Kroes/Tujula for Vincenzo Sospiris Lamborghini-team.

Formel 4 i Spanien

Tredje afdeling af det spanske Formel 4-mesterskab køres på Jerez. Valdemar Eriksen og Oliver Gøthe er til start.

Støt Racing for Denmark

Du kan støtte Racing for Denmarks udvalgte kørere. Klik ind på siden www.racingfordenmark.com og se det fine udvalg af merchandise, eller hent den opdaterede Racing for Denmark-app.