Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Legend Car Cup

Padborg Park Light Race blev favoritternes fald

Legends Cup 
14/09/20 

Legends Car CupKlassens to regerende mestre holdt alligevel fast i deres mesterskabsføringer
Før Padborg Park Light Race førte Magnus Madsen, Ringkøbing, og Lars Bohnensach Ebbesen, Varde, henholdsvis OK Mobil 1 Legend Car Cuppen og oldboys-divisionen. Det gør duoen også efter løbsweekenden i det sønderjyske. Men det var ikke en løbsweekend, som leverede op til deres normale standarder. Begge måtte således for første gang indkassere sæsonens første nulscorer.
 

Magnus Madsen startede første løb fra 18. pladsen. En af hans værste titelrivaler – Mathias H. Jensen, Hinnerup – havde startposition 20, men det var sidstnævnte, som klarede udfordringerne og de mange overhalinger bedst. Han fik ikke blot passeret den regerende mester. Han fik også kørt sig helt i front og samtidig også lagt Theis Kroot, Sønderborg, mellem sig og Magnus Madsen over målstregen.


Side om side førte Magnus Madsen (195) og Mathias H. Jensen (6) feltet an på Padborg Park
(Foto: Henning Smed)

Netop Mathias H. Jensen og Magnus Madsen startede fra forreste række i andet løb, men det foregik på våd asfalt, og her var det oldboys-køreren Mike Nordby Mathiesen, Varde, som var bedst af alle. Han vandt løbet generelt med næsten fire sekunders forspring til Magnus Madsen, og disse to distancerede feltet i en sådan grad, at der næsten var et halvt minuts forspring til tredje kører over målstregen. Det var oldboys-køreren Thomas Iversen, Horsens, som var stærkt kørende.

At slå alle 30 konkurrenter i feltet i andet løb var én succes, som Mike Nordby Mathiesen kunne notere sig. En anden var, at han ligesom i første løb var bedre end Lars Bohnensach Ebbesen. Afstanden mellem de to i oldboysklassementet var dermed blevet reduceret, men det blev yderligere formindsket under det tredje og sidste løb.

I tredje og sidste løb stod kampen om føringen mellem Magnus Madsen og Mathias H. Jensen. Indledningsvist var det Magnus Madsen, som førte, men på den fjerde omgang blev han passeret. Magnus Madsen forsøgte at hænge på, men pludselig på løbets niende omgang måtte han trække ind til siden og udgå med en teknisk defekt.

Selv om en del af spændingen dermed forsvandt, var der stadig masser af nærkampe i feltet. Thomas Iversen var startet løbet fra en 12. plads, men han var utroligt godt kørende og kunne kæmpe sig forbi den ene konkurrent efter den anden. På niende omgang havde han således fået lagt sidste års DM-toer, Mirza Ahmetagic, Randers, bag sig, og nu havde han kun Mathias H. Jensen og Mike Nordby Mathiesen foran sig. Mathias H. Jensen var over alle bjerge, men selv om det lykkedes Thomas Iversen at lukke hullet til Mike Nordby Mathiesen, kunne han ikke angribe ham, for nu kom han selv under pres. Presset kom fra Frederik Valdemar Schrøder, Aalborg, og Jakob Steffensen, Viborg, som fra startpositioner som henholdsvis nummer 15 og 16 også havde leveret flotte avancementer, hvilket udløste en tæt finish, hvor der var blot 1,4 sekunder fra Mike Nordby Mathiesen på andenpladsen og Jakob Steffensen på femtepladsen!


Theis Kroot, Jesper Juul Sørensen og Lars Bohnensach Ebbesen var uheldige at blive elimineret i en startkollision.
(Foto: Henning Smed)

Magnus Madsen var ikke den eneste kører, som ikke fik det ternede flag at se i det afsluttende løb. Således blev Theis Kroot, Jesper Juul Sørensen, Korsør, og Lars Bohnensach Ebbesen elimineret i en startkollision, men alligevel er det stadig Magnus Madsen og Lars Bohnensach Ebbesen, der fører de to tabeller an, inden næste afdeling af OK Mobil 1 Legend Car Cuppen køres på Ring Djursland den 26.-27. september.

Padborg Park I/S

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 12/09/20 - Padborg Park - Legends Cup
  •