Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

GT4 European Series

Kæmpetriumf for Bastian Buus på Nürburgring: Dobbelt løbssejr og mesterskabsføring

GT4 European Series 
07/09/20 

Porsche-køreren Bastian Buus var flyvende i weekendens afdeling af GT4 European Series på Nürburgring, hvor den danske rookie slog de hurtigere teams i både løb og kvalifikation.
 

Bastian Buus bliver ved med at imponere i det europæiske GT4-mesterskab, hvor den 17-årige Porsche-kører nu har erobret mesterskabsføringen i Pro-Am-klassen efter en succesfuld weekend på Nürburgring. Buus sikrede sammen med teamkammeraten fra Allied-Racing, Jan Kasperlik, en sejr i begge weekendens løb – og især lørdag fik danskeren demonstreret sit supertalent ved at tage en generel pole position foran bilerne fra den hurtigere Silver Cup-klasse.

Også i weekendens andet løb begejstrede Buus, da han sammen med Kasperlik tog den generelle sejr – hvilket ikke er sket for en Pro-Am-bil siden 2017.

– Det var uden tvivl en af mine bedste weekender på en racerbane nogensinde! Faktisk startede det lidt skidt, da vi havde nogle tekniske udfordringer med undervognen i træningen. Men vi løste problemet, og jeg satte hurtigste tid af alle biler i min kvalifikation, hvilket var så fantastisk, som det kunne blive, lyder det fra Bastian Buus.

Weekendens første løb begyndte lettere kaotisk, og Jan Kasperlik, som startede fra en tredjeplads, missede nogle positioner i trafikken. Bastian Buus sørgede imidlertid for at hente det tabte tilbage, da han overtog bilen midtvejs i løbet og brugte den sidste halve time til at køre sig helt op til en føring i Pro-Am-klassen – og fra en ottendeplads til en femteplads generelt.

I weekendens andet løb startede danskeren pole position, men måtte midlertidigt afgive føringen til teamets anden bil. Bastian Buus havde dog overskud nok til både at hænge på konkurrenten og samtidig spare på sine dæk, og under pitstoppet lykkedes det for crewet at få sendt den blå Porsche 718 Cayman GT4 tilbage på banen som den førende.

– Vi kan slet ikke få armene ned. Stærkt arbejde af teamet hele vejen rundt. Med weekendens resultater har vi skabt os en solid føring i mesterskabet og ikke mindst et stærkt moment, som vi kan tage med os videre til anden halvdel af mesterskabet.

Efter tre afdelinger er Bastian Buus nu halvvejs i årets udgave af GT4 European Series, som fortsætter med fjerde afdeling på den hollandske Formel 1-bane, Zandvoort, i weekenden 25.-27. september.


Bastian Buus

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj

Læs mere om:
  • Bastian Buus
  • Nürburgring
  •