Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Touring Car Racing Denmark

TCR Denmark vender tilbage med dobbeltbrag

TCR Denmark 
04/09/20 

TCR DenmarkSommerferien er slut i Danmarks nye motorsportsserie TCR Denmark, som i denne weekend, den 5-6. september, vender tilbage til asfalten efter sommerpausen.
 

Det sker med en weekend, der kan gå hen at blive en afgørende faktor i årets mesterskab, for weekendens løb er to afdelinger i én weekend. Det betyder, at der skal køres fem heats i stedet for tre - og nok så vigtigt er der masser af mesterskabspoint på højkant.

Premieren tilbage i juni efterlod Kasper H. Jensen og Honda-teamet Massive Motorsport med en førsteplads i kørernes mesterskab, da østjyden stak af med sejren i sæsonens første heat og sidenhen finalen på mesterskabets første weekend.

En stærk start, som Kasper H. Jensen og Massive Motorsport i øvrigt markerede ved at annoncere, at Kasper H. Jensen har forlænget sin kontrakt til og med 2021.

Hos LM Racing fik Nicolai Sylvest en godkendt åbning på sæsonen og er toer i tabellen, mens Jan Magnussen tabte afgørende point på en teknisk defekt ved Åbningsløbet og aktuelt er syver. Volkswagen-teamet har arbejdet intenst over sommeren med at finde mere fart i holdets to Volkswagen Golf VII TCR, og der blev også vist lovende takter fra både Sylvest og Magnussen ved de to officielle testdage, som feltet var ude på i august.

Weekenden byder desuden på to spændende comebacks til dansk motorsport. Casper Elgaard er på plads med den nye Honda-satsning fra svenske TPR Motorsport, og hos Peugeot Sport har man hentet forstærkninger ind fra Frankrig. Her er franske Julien Briché til start - Briché har tidligere kørt i DTC her i Danmark, og så er han nok så vigtigt en kører, der har gjort store bidrag til udviklingen af netop Peugeots 308 TCR.

Tæt duel i vente

Én, som ikke nåede ret meget test, men til gengæld leverede en bundsolid præstation ved Åbningsløbet, er Insight Racings Jacob Mathiassen. Hobrogenseren er treer i mesterskabsstillingen, men det kunne for så vidt være blevet til meget mere for Alfa Romeo-køreren, hvis kvalifikationen havde slået fejl. I stedet kørte Mathiassen sig frem i rækkerne og landede sidenhen en anden- og en tredjeplads.

Farten er der, og nordjyden forventer sig åbenlyst mere denne weekend, hvor der er lagt op til en meget direkte duel mellem mærkerne.


Jacob Mathiassen fik en stærk sæsonstart på trods af, at kvalifikationen aldrig blev et hit for nordjyden. Insight Racing viste sig trods begrænsede testkilometer stærke, og Mathiassen venter også, at der er mere i vente fra Alfa Romeoen denne weekend.

Et fjerde mærke, som især gjorde sig bemærket ved testen i august, er Hyundai. Martin Andersen satte testens hurtigste tid, og det ambitiøse team fra Viborg er ét, man roligt kan holde øje med, når det går løs i weekenden på FDM Jyllandsringen.

Top fem i kørernes mesterskab afrundes af Michael Markussen og Peugeot. Peugeot havde langt fra en smertefri premiere, hvor bremseproblemer kostede dyrt - men Michael Markussen blev ikke ramt af problemerne, og kunne med stabile resultater sikre sig et fornuftigt udgangspunkt til den videre færd i sæsonen.


Michael Markussen blev i sin Peugeot ikke forfulgt af bremseproblemerne ved første afdeling. Men koldingenseren lagde omvendt ikke skjul på, at der er mere at hente i den nye 308, og det er blandt andet derfor Peugeot Sport har hentet Julien Briché ind til weekendens løb.

Kan Meteor Racing holde føringen i Trophy?

I klassen for biler med DSG-gearkasser, Trophy, skete der lidt af hvert i første afdeling, og der er således lagt op til både forsvar og angreb i den kommende weekend.

Meteor Racing kom for René Povlsens vedkommende strygende fra start, og herningenseren kunne da også sætte et vaskeægte hattrick ind på kontoen efter første afdeling tilbage i juni. Tre sejre og titlen som klassens absolutte topscorer. Til gengæld er der andre toner i den anden side af garagen, for Allan Kristensen blev uforvarende indblandet i et stort sammenstød, da bremserne svigtede på Michelle Gattings Peugeot.


René Povlsen, #41, kom klart bedst fra start i Trophy.

Michael Carlsen fik et godt comeback til motorsporten og kunne med to andenpladser sikre sig andenpladsen i Trophy efter en god weekend, mens Jonas Lindhard er treer i tabellen. Nordjyske Lindhard har arbejdet på både bilen og forberedelserne gennem sommerpausen, og det bliver spændende at se, hvad det unge talent kan udrette i denne weekend.

Massive Motorsports Kenn Bach var at regne som én af favoritterne i Trophy, men han havde langt fra en god premiereweekend. Bach udgik i det ene heat og tabte et vigtigt skridt i forhold til sine titelambitioner - men omvendt er han absolut at regne som et stærkt kort til denne weekend på FDM Jyllandsringen.

Lørdagens løb kan følges i ord og billeder via seriens hjemmeside og Facebook, www.facebook.com/tcrdenmark, mens DPlay og 6’eren sender live søndag.

Tidsplan lørdag den 5/9:
14.30-14.55: Heat 1
16.25-16.50: Heat 2

Tidsplan søndag den 6/9:
12.30-12.50: Heat 1
14.20-14.40: Heat 2
15.20-15.40: Heat 3

Løbene kan søndag følges på DPlay og live på 6’eren søndag fra klokken 14.00.

TCR Denmark

Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 06/09/20 - Jyllandsringen - TCR Denmark
  •