Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Youngtimer Challenge

Dødsfald: Kenneth Engelberg Olsen er gået bort

Youngtimer 
26/08/20 

Youngtimer
Det er med stor sorg at kunne meddele, at Kenneth efter længere tids sygdom er gået bort, Kenneth blev blot 61 år.
 

Motorsport var Kenneths store interesse, i mange år omkring Næstved motorklub, og sidenhen på asfaltbanerne med Youngtimerne. Kenneth var altid nysgerrig, interesseret i at lære ny teknik at kende, eller prøve grænser af i andre grene af motorsporten, dette bragte Kenneth omkring Motocross, Stockcar, Folkerace, Rallycross, Road Racing, Legend Car og Youngtimer.

Kenneths Youngtimer Golf er et kørende eksempel på Kenneths imponerende kvaliteter som håndværker, ikke prangende eller flashy, men omhyggeligt, pertentligt og tålmodigt konstrueret, med en sjælden og imponerende sans for funktionalitet og detaljer, noget der måske kendetegnede Kenneth ganske godt.

På banen var Kenneth både en fair sportsmand, og en lynhurtig chauffør, som ikke sjældent kunne udfordre gutterne i klassen over. Kenneth var ambitiøs, velforberedt og tog motorløbet alvorligt, men var altid hjælpsom og klar med gode råd og tips, også til konkurrenterne.
Når Kenneth delte ud af sine guldkorn, eller viden om mekanik, så vidste man, at det var værd at høre efter.

Når Kenneth en sjælden gang imellem havde tekniske problemer eller fik buler, tog han det med ophøjet ro og et træk på skuldrene, for Kenneth var timerne hjemme på værkstedet en lige så vigtig del af motorsport.

I depotet har vores team altid forsøgt at placere os som naboer til Kenneth og resten af ”Team 4K”, Kenneth var kendetegnet ved en begavet og lun humor, og vi er taknemmelige for at have nydt mange gode, hyggelige, og ikke mindst sjove stunder i Kenneths selskab på banerne rundt omkring.

Vores dybeste medfølelse og tanker går til Kenneths datter, familie og nærmeste venner.
Æret være hans minde.

På vegne af Youngtimerne sørger vi for en buket til Kenneths bisættelse.

-Frederik, Christian og Thomas