Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser
ASETEK SIMSPORTS

FIA Formula 2

Første danske sejr i Formel 2 - Christian Lundgaard vinder på Red Bull Ring

FIA Formula 2 
12/07/20 

Den danske Formel 1 aspirant Christian Lundgaard vandt i dag karrierens største sejr, da han på Red Bull Ring i Østrig vandt Formel 2 løbet foran alle Formel 1 bosserne. Med sejren rykker Christian Lundgaard op på en delt andenplads i Formel 2 mesterskabet.
 

Christian Lundgaard, der er tilknyttet Renault Formel 1 teamets juniorprogram, startede søndagens løb fra tredje position, efter en sjetteplads i lørdagens løb. En stærk start bragte Lundgaard op på andenpladsen i hans Formel 2 racer fra ART Grand Prix og allerede på 4. af de 28 omgange tog han føringen efter en flot overhaling af Williams F1 juniorkøreren Dan Ticktum. Herefter udbyggede Lundgaard føringen til omkring 3 sekunder og han kontrollerede flot løbet til mål. Sejren er den første danske sejr i Formel 2 siden den nye klasse blev indført i 2017. Med sejren - og hurtigst omgang af i top otte - har Christian Lundgaard nu scoret point i alle sæsonens fire løb og den solide sæsonstart har bragt Lundgaard på en delt andenplads i mesterskabet, kun 5 point efter den førende Robert Shwartzman, der er tilknyttet Ferrari Formel 1 teamets juniorprogram.


(Foto: Getty Images)

I lørdagens løb havde Lundgaard også bragt opmærksomhed på sig selv, da han i kraftigt regnvejr kørte sig fra ottende position op som nummer fire inden hans obligatoriske pitstop. Desværre kostede et problem med venstre forhjul i pitten dyrebar tid og Lundgaard måtte kæmpe sig frem igen. I en duel måtte han en tur igennem grusset for at undvige et sammenstød, men sluttede løbet på sjettepladsen.

"Det kan jeg bestemt ikke klage over" sagde en glad Christian Lundgaard efterfølgende med et smil. "Alt fungerede bare. Bilen var ekstremt god i dag og særligt var vi stærke under nedbremsningerne. Så da jeg satte overhalingen ind, tror jeg Dan (Ticktum - red.) blev lidt overrasket over, hvor sent jeg kunne bremse, men nogle gange må man tage lidt ekstra risiko. Derefter var det bare at bygge et forspring og så passe på dækkene, da det var nyt for mig at køre på de her dæk over en løbsdistance, så jeg vidste ikke hvor længe de kunne holde. Men alt gik perfekt og jeg er super glad for at få den første sejr og for at have fået point i de fire første løb".

Næste løb for Christian Lundgaard er den kommende weekend 17.-19. juli, hvor tredje afdeling af Formel 2 afvikles på Hungaroring i Ungarn.


(Foto: Getty Images)

Lundgaard Racing

Jan Kaiser

Læs mere om:
  • Christian Lundgaard
  • Red Bull Ring
  • 12/07/20 - Red Bull Ring - FIA Formula 2
  •  



    ASETEK SIMSPORTS