Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Speedway

Esbjerg Vikings står over i sæsonen 2020

Speedway 
10/07/20 

Grundet den usikre situation omkring effekterne af Covid-19 deltager Esbjerg Vikings ikke i Metal Speedway League i 2020, men går derimod efter at være stærkt tilbage i 2021.
 

På grund af effekterne af Covid-19 har Esbjerg Vikings valgt at stå over i denne sæson sammen med Grindsted Speedway Klub, og selvom mandskabet stod stærkt efter sidste års sølvmedaljer, så bliver det først i 2021, at vikingerne igen indtager Granly Speedway Arena.


(Foto: Benny Skou)

- Det har ikke været nogen nem beslutning, men vi står i en situation, hvor der stadig er mange restriktioner omkring tilskuere, og der er en række faktorer, der spiller ind. Det er nødvendigt at tage hensyn til økonomi og ikke mindst sundhed, ligesom det efterhånden ligner et ekstremt stramt program. Med de nuværende restriktioner ville vi risikere for meget i forhold til klubbens økonomi, da der sandsynligvis vil være en del ekstra udgifter forbundet med at tage selv mindre grupper af tilskuere ind, og vi ville heller ikke kunne levere det samme produkt overfor vores sponsorer, som giver os et godt og solidt fundament at stå på. Vi har taget dialogen med dem, og de viser heldigvis stor opbakning til os, så de også er med på holdet i 2021, forklarer direktør i Esbjerg Vikings, Lars Guldager Dyhr, der netop kigger fremad, når nu det ikke bliver til liga-speedway i år for Esbjerg Vikings.

- Sammen med øvrige klubber har vi afventet udviklingen, men vi har også hele tiden haft dette tidspunkt som en deadline for, hvornår det gav mening for os at arbejde videre. Vi savner i den grad at køre løb på Granly Speedway Arena, og derfor er det vores pligt at komme så stærkt som muligt tilbage i 2021. Vi går efter at komme tilbage med vores stærke, danske stamme, som vi alle sammen har en god dialog med. Alle klubber skal selvfølgelig se på, hvordan tingene hænger bedst sammen for dem, og vi ønsker de resterende klubber held og lykke med sæsonen, siger Lars Guldager Dyhr, som sammen med resten af klubben har taget fat på de mange praktiske opgaver, som stadig fylder dagligdagen.

- Nu tager vi selvfølgelig dialogen med vores sæsonkortholdere, som kan få tilbagebetalt beløbet eller vælge at overføre det til næste sæson, og vi vil bruge den kommende tid på at se på nye tiltag, så vi arbejder videre, men det bliver selvfølgelig på en noget anden måde, end vi havde håbet på. Vi har gennemført en økonomisk turn around det seneste år, så derfor står vi fornuftigt, og det er den kurs, som vi skal holde fast i, så vi også er her på den lange bane. Vi vil også gerne takke for den flotte opbakning, som vi mærker fra fans, sponsorer og alle mulige andre, og det giver os blod på tanden, så vi kan vende stærkt tilbage.

Lars Guldager Dyhr