Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Legends Car Cup

Perfekt søndag for Legend Car-mesteren Magnus Madsen

Legends Car 
05/07/20 

På Padborg Park var Magnus Madsen suveræn uanset vejr- og baneforhold
Deltagerne i årets anden afdeling af OK Mobil 1 Legend Car Cuppen blev såvel vejr- som banemæssigt udsat for lidt af hver. Søndagen på Padborg Park startede med regnbyger og kraftig blæst, men sluttede i tørvejr og reduceret vindstyrke. Men uanset forholdene var der ingen, som kunne slå Magnus Madsen, Ringkøbing, som scorede maksimumpoint og dermed overtog mesterskabsføringen.
 

I den våde tidtagning var den forsvarende mester således godt ni tiendedele af et sekund hurtigere end næsthurtigste kører, Mathias Laursen, Mørke. Det gav ham de første 25 point til kontoen, men betød også, at han skulle starte søndagens første heat fra 20. pladsen. Den udfordring klarede han også. På en nu tør Padborg Park foretog han syv overhalinger på første omgang. Fire omgange senere var han nu fremme på femtepladsen, og efter yderligere fire overhalinger lå han på ottende omgang nu i front. Men Magnus Madsen stoppede ikke her. Han var så suveræn, at han over de resterende fire omgange trak så meget fra feltet, at han fik det ternede flag 7,7 sekunder foran løbets generelle toer, Lars Bohnensach Ebbesen, Varde. Denne havde også foretaget mange overhalinger, da han var startet løbet som nummer 15, og han blev bedste oldboys-kører.


Med en perfekt weekend på Padborg Park overtog Magnus Madsen føringen i OK Mobil 1 Legend Car Cuppen
(Foto: Henning Smed)

Magnus Madsens dominans var om noget endnu større i det andet heat. Dette førte han fra start til mål og vandt med 12,4 sekunders margen til toeren. Det var Mike Mathiesen, Varde, der gennem det meste af løbet havde kæmpet med bysbarnet Lars Bohnensach Ebbesen, og da Mike Mathiesen sluttede heatet som bedste oldboys-kører, var han den første, som tog point fra Lars Bohnensach Ebbesen, som indtil da havde været ubesejret.

Også tredje heat vandt Magnus Madsen, selv om han på den første omgange kortvarigt var blevet passeret af Lars Bohnensach Ebbesen, men da han havde tilbageerobret føringen, kunne han trække fra forfølgerne og her vinde med 3,8 sekunders forspring. Bag ham måtte Lars Bohnensach Ebbesen kæmpe hårdt for den generelle andenplads, da han blev udsat for hårdt pres fra Joachim Lee Holmstoel, Silkeborg, og Mirza Ahmetagic, Randers.


Theis Groot (54) og Brian Steen kæmpede om føringen i det første heat på Padborg Park
(Foto: Henning Smed)

Den perfekte søndag gav Magnus Madsen føringen i mesterskabet foran Joachim Lee Holmstoel og Mathias H. Jensen, Hinnerup. Sidstnævnte var ankommet til det sønderjyske som mesterskabsførende, men havde en miserabel dag. Efter at have været tredjehurtigst i træningen kunne han ikke starte sin bil til tidtagningen og måtte således starte første heat fra 24. og sidstepladsen. Imidlertid formåede han ikke at levere det helt store antal overhaling i de to første heat, og søndagen endte før tid, da hans bil pludselig gik i stå midt på langsiden med teknisk defekt.

Padborg Park

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 05/07/20 - Padborg Park - Legends Car
  •