Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Kører- & baneinformation

DASU - Åbent brev til medlemmer, klubber og sporten generelt

Kører- & baneinfo 
02/04/20 

Kære medlemmer, klubber – kære motorsportsfans,
Danmark og den øvrige verden er i en alvorlig situation, en situation der naturligvis også har ramt vores kære sport, motorsporten.
 

Det totale stop for aktiviteter i vores sport siden begyndelsen af marts medfører, at både aktiviteter, indmeldelser, licenser og udstedelse af dokumenter, herunder vognbøger uden varsel er bremset helt op.

Disse er DASUs primære indtægtskilder. Derfor har bestyrelsen og ledelsen i DASU løbende vurderet situationen og tager nu en række skridt for at sikre det økonomiske fundament under sporten.

De frivillige i DASU får årligt et beløb, et frivillighedshonorar, der skal dække bl.a. telefonregningen og udgifter til hjemmekontor. Vi har besluttet, at vi i første omgang kun udbetaler halvdelen af dette honorar. Den samlede bestyrelse har valgt ikke at modtage honoraret, ligesom en del udvalgsmedlemmer allerede har meddelt, at de klarer sig uden honoraret i år.

Sekretariatets medarbejdere har solidarisk valgt at reducere arbejdstid og løn til 80%, foreløbigt i april. Det har naturligvis stor indflydelse på deres personlige økonomi, og der må ikke være tvivl om, at bestyrelsen sætter stor pris på denne hjælp til at sikre DASUs fremtid.

Medlemsmagasinet Autosport #3, der er planlagt til at udgives medio juni, udgives ikke for at spare udgifterne hertil.

Disse tiltag bidrager alle til, at den økonomiske situation i DASU, på kort sigt er reddet. Der kan komme flere tiltag, eftersom vi løbende justerer vores udgifter i det omfang, det er muligt.

I mellemtiden vil vi gerne, som både DIF og DGI gør, appellere til, at man fortsat støtter sin klub og sporten generelt ved at forny medlemskab, indløse licens og det, man ellers vil få brug for på den anden side af denne krisetid.

Vi håber på jeres forståelse i disse tider. Vi ses senere til arrangementer i hele landet!

På bestyrelsens vegne

Henrik Møller-Nielsen Formand