Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Anmeldelser af bøger, spil, CD'er, m.m.

Le Mans '66 - historien om ildsjæle

Anmeldelser 
30/03/20 

Filmen er netop udkommet på blu-ray i en flot udgave
Le Mans '66 fungerer som racerfilm, fordi den fungerer som film. Prægtige billeder af gamle racerbiler og historien om to passionerede menneskers arbejde med at skabe en vinderbil gør det ikke alene når man skal fylde to og en halv time ud. Der skal være en mening med galskaben, der skal være en historie der rækker ud over motorsporten - og det er der!
 

Da jeg var lille og blev passet af min nabo - fru Juhl - læste hun gamle eventyr for mig. En af historierne var Lille Claus og Store Claus. Le Mans '66 er historien om hvad der sker når de to slår sig sammen og skaber gnister og resultater.

Filmen handler om arbejdet med at gøre Ford til en vinder på Le Mans. Den handler om Carroll Shelby og Ken Miles. Der er detaljer der ikke er korrekte. Mest graverende at Ken Miles ikke får lov til at køre Le Mans '65 - selvom han i virkeligheden deltog i løbet. Men i film baseret på virkelige begivenheder må virkeligheden vige for den historie man egentlig vil fortælle. Afvigelsen fra fakta giver mulighed for en sekvens hvor Ken Miles trisser rundt hjemme på værkstedet og hører Le Mans i radioen.

Den historie man virkelig vil fortælle er historien om hvordan den lille mand, manden med passionen og de gode idéer skal kæmpe mod det store selskab hvor man har penge og vanetænkning i rigt mål. Instruktøren James Mangold fortæller i ekstra materialet om hvordan hele situationen minder om processen med at lave film. Altså at instruktøren og forfatterne er Miles og Shelby, mens de store filmselskaber er visionsløse Ford, der er mere interesseret i pengene og de hurtige løsninger, end i kvalitet.

Problemet, og det er egentlig filmens eneste problem, er, at Fords bitterhed mod Ken Miles bliver irrationel og kommer længere ud end virkeligheden kan bære. Man fornemmer her måske filmfolkenes personlige oplevelser med produktionsselskaber fik lov at styre manuskriptet.


(Foto: PRNORDIC)

Til gengæld er filmen fyldt med gode præstationer hele vejen rundt. Matt Damon har gennem snart 25 år vist sig som en driftsikker skuespiller, der kan være lige hvad det skal være. Hans Carroll Shelby er sympatisk og forsøger at være pragmatisk, selvom det sommetider går mod hans instinkter. Som modsætningen står den dogmatiske Ken Miles - der stoler fuldt ud på sine instinkter og ikke er bekymret over at komme på tværs af andre eller trampe hårdt på ligtorne. Christian Bale går et fortrinligt job, og skaber et helt menneske over en person der i udgangspunktet vil være nemt at gøre til ensidig. Måske Bales bedste præstation.

Slipsedyrene fra Ford er mindre nuancerede. 80'er management guruen Lee Iacocca er den mest sympatiske, i Jon Bernthals skikkelse. Henry Ford II bliver fremragende spillet af Tracy Letts, som en mand der er vant til at få sin vilje, selv når hans ordrer bliver modstridende. Han har visioner, men er ikke for meget forretningsmand og for lidt sportsmand til at give at overlade styringen til dem har forstand på det.

Mest skuffet var Leo Beebes efterkommere. De brød sig ikke om fremstillingen af ham som den store skurk, en mand der tror, at sejre i motorløb bliver vundet på direktionsgangen. Josh Lucas bruger en masse mimik til at styrke indtrykket af en slesk og inkompetent mand, mens virkeligheden helt sikkert har været mere nuanceret.

Som racefan er der både nostalgi, smukt filmede racesekvenser og klassiske bil i fri dressur at se på. Det er fra en uskyldig tid hvor racerløb handlede om kørere med vilje og talent, og om mekanik. Elektronik og computere var ikke en del af sporten.

Med lidt over to og en halv time er filmen lang. Der er historien om hvordan Ford forsøger at købe Ferrari, interessant, men i virkeligheden unødvendig. Og så er der slutningerne. Der er to. Der er afslutningen af Le Mans '66 og så er der Ken Miles' tragiske farvel til verden. Det sidste var unødvendigt. En slutning hvor Enzo letter på hatten for Ken Miles, havde været den rigtige.

Filmen er ikke bare værd at se, men et must-have for racerfans. Blu-ray udgaven kommer i en metalboks - og de er altid lækre - med både en Blu-ray og en 4K udgave. Extra materialet svinger fra den almindelige amerikanske lovprisning af de andres indsats - som næsten kommer til at stå i kontrast til filmens upolerede helt Ken Miles - og til detaljer om bilerne og arbejdet med at få dem til at se autentiske ud, og hvordan man teknisk skaber illusionen om, at der bliver kørt racerløb i filmen.

Filmen bliver udgivet af PR Nordic/20th Century Fox, og man kan købe den der hvor du plejer at købe film. Udgivelsesdatoen er d. 30. marts 2020. God fornøjelse.

Martin Møller-Thomsen