Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Historisk Rally

Succes for midtfynboer i old timer-løb

Historisk Rally 
13/11/19 

Turneringen: FDM DASU Classic er et landsdækkende tilbud til old timer-entusiasterne, som gerne vil bruge deres biler - med ældre registreringsattester - til lidt mere end udstilling og kørsel i godt vejr. Her har midtfynboerne, Benny Koch og Hans Oluf Nielsen, i 2019-sæsonen gjort sig flot bemærket i den næstskrappeste klasse: Sport med deres BMW 1602.
 

- Vi var selv tilrettelæggere af FDC-premieren 2019, oplyser kortlæser Hans Oluf Nielsen. - I et arrangement indgår typisk en rute med 200 km. let orientering, men samtidig er sognevejene på Fyn en ekstra oplevelse for deltagerne. Vejene kringler sig både lodret og vandret i et kuperet terræn.


Benny Koch og Hans Oluf Nielsen har arrangeret og kørt FDC-arrangementer gennem flere år

- Undervejs udfordres deltagerne af såkaldte sekund-etaper, supplerer chauffør Benny Koch. - Her skal deltagerne prøve på at overholde en given gennemsnitshastighed over en længere strækning. Dette kan være svært, men er samtidig en god konkurrence-udfordring.


Benny Koch og Hans Oluf Nielsen overvandt småproblemerne undervejs og scorede en flot FDC-sølv i Sport-klassen

Bilernes speedometer er ikke nøjagtige nok til konkurrencebrug. Old timerne i de skrappeste klasser måler derfor den kørte afstand med en triptæller, som har forbindelse til et ikketrækkende hjul.

- Triptælleren er pænt nøjagtig, fortsætter Hans Oluf Nielsen. - Usikkerheden er under 10 meter, selv om den målte afstand nærmer sig 10 kilometer! Vi blev imidlertid sat skakmat i den efterfølgende FDC-afdeling omkring Slagelse, idet triptæller-forbindelsen gik i stykker på vores BMW 1602.


BMW-parret har efterhånden fundet en god konkurrencerytme til at overholde snitfarten

Jævnbyrdigheden er stor i Sport-klassen, og i efterårets første FDC-løb omkring Lemvig tog midtfynboerne grundigt revanche.

- Vi fandt ind i en sikker konkurrencerytme, konkluderer Benny Koch. - På ruten var der udsat 40 tidskontrollanter, og vi ramte disse inden for et sekunds afvigelse! Det sker ikke så tit, at man får denne oplevelse, og samtidig var vi bedre end hele startfeltet i den skrappeste klasse (Expert)!


Der bliver også lejlighed til en gratis undervognsvask på ruten

Ruterne i FDM DASU Classic foregår på offentlige veje - i den almindelige trafik. Derfor kan konkurrencerytmen blive spoleret af trafikmæssige forsinkelser, hvilket ramte midtfynboerne i Vestsjælland ved næstsidste FDC-afdeling.

- Man kan aldrig gardere sig mod disse ting, forklarer Hans Oluf Nielsen. - Det er en del af gamet, at man i sjældne tilfælde bliver forhindret i at overholde snitfarten. Løbsledelsen havde heller ikke mulighed for at neutralisere den efterfølgende tidskontrol, fordi vi var det eneste mandskab, som blev ramt på dette sted. Slutresultatet blev en firer, og hvor vi ellers var pænt på vej mod en placering i TOP 2.


I FDC-løbene oplever deltagerne mange flotte steder på Danmarks sogneveje

BMW-parret havde fornuftige chancer for at blive vice-danmarksmestre i Sport-klassen, hvilket krævede en skarp slutspurt.

- DM-titlen var allerede blevet hjemkørt af et nordsjællandsk mandskab, oplyser Benny Koch. - Vi skulle i FDC-finalen omkring Århus slutte blandt de 2 første for at være helt sikker på sølvmedaljerne. Triptælleren fik derfor et grundigt eftersyn inden arrangementet.

- Vi scorede en enkelt fejlkørsel, afslutter Hans Oluf Nielsen. - Det kostede nogle strafsekunder. Alligevel blev slutresultatet en sikker klassesejr og dermed DM-sølv i Sport-klassen.

Åge Keseler Kirketerp
 
 

Historisk Rally nyhederne på Motorsporten.dk er sponsoreret af: