Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Diverse Motorsport

DASU Elitenyt - BIG Mag på podiet

Diverse 
17/09/19 

Den forgangne weekend var en række danske GT-kørere i aktion verden over.
Bedst gik det for Jan Magnussen, der sammen med sin faste makker hos Corvette Racing, Antonio Garcia, besatte tredjepladsen i GT LM på Laguna Seca (Weathertech Raceway) i Californien.
I GT D kom Christina Nielsen og Katherine Legge i mål på sjettepladsen. Løbet var næstsidste afdeling af IMSA WeatherTech SportsCar Championship 2019.
 


(Foto: Richard Prince / GM)

Dennis bedste dansker på Donington
På Donington Park i England blev Dennis Lind med en fjerdeplads bedste dansker i finaleløbet for British GT Championship 2019.

Ingen topresultater i Tyskland eller Italien

Nicolai Sylvest og Jens Klingmann havde ikke nogen god weekend, da næstsidste afdeling af ADAC GT Masters blev afviklet på Nürburgring. BMW-holdet sluttede uden point.

Endelig kom Nicklas Nielsen og holdkammerater i mål på 11. pladsen i afdeling af det italienske GT-mesterskab.

Det sker
Der er masser af danske banekørere i aktion den kommende weekend, over hele kloden. Flere af disse indtager nøgleroller i deres respektive løbsserier.

Grand Prix i Singapore
Selv om det kun er ca. 10 år siden løbet første gang blev kørt, har Singapores Grand Prix allerede opnået at blive ikonisk. Det skyldes primært at løbet køres om aftenen lokal tid, under kunstig belysning, hvilket giver en helt særlig og spektakulær aura. Samtidig er løbet et af de fysisk mest krævende løb for kørerne, grundet sædvanligvis høj luftfugtighed og temperaturer. Kevin Magnussen og Haas F1 Team skal igen forsøge at hente nogle hårdt tiltrængte points.

Danskerinvasion på Spa
Næstsidste afdeling af løbsserierne European Le Mans Series (ELMS) og Le Mans Cup afvikles den kommende weekend på Spa-Francorchamps, og som vanligt er der masser af danskere til start.

Lørdag afvikles Le Mans Cup, hvor Mikkel Mac og holdkammerat Fabien Lavergne hos Luzich Racing (Ferrari) er i føring af GT-klassen. I LMP3 starter Christian Olsen og Michael Markussen for RLR M Sport.

Søndag er det så ELMS, der er på banen i Belgien, og også her er der danskere i hovedrollerne.
GT-klassen føres samlet af Nicklas Nielsen og holdkammerater hos Ferrari Pier Guidi/Lavergne. Michelle Gatting og hendes kvindelige medkørere Gostner/Frey hos Kessel Racing (Ferrari) har gjort det fornemt i deres debutsæson og er inden løbet på tredjepladsen.

I LMP3 skal Mikkel Jensen og hans tyske holdkammerat hos Eurointernational forsøge at indhente det førende hold efter sejren i sidste runde på Silverstone. De får følgeskab i klassen af Christian Olsen og Martin Vedel Mortensen.

Endelig skal det rent danske LMP2-hold High Class Racing med Anders Fjordbach/Dennis Andersen forsøge at få points på kontoen, efter en række uheld i sæsonens løb. Løbet, der køres over fire timer søndag, kan følges på europeanlemanseries.com

Linnemann i finaleløb
Sidste afdeling af RallyX Nordic for Supercars køres næste weekend på banen i Tierp, Sverige. Ulrik Linnemann er inden løbet på fjerdepladsen.

Gang i den i Barcelona
Grand Prix-banen Circuit de Barcelona-Catalunya lægger asfalt til runder af tre internationale løbsserier i weekenden, og også her er der dansk deltagelse, i form af tre af DASUs Team Danmark Eliteatleter.
Efter en imponerende sæson med foreløbig ni sejre er Frederik Vesti klar til sjette runde af FIA Regional F3 Championship. Sydjyden har i kraft af sine mange sejre opbygget en stor føring i mesterskabet.

I næstsidste runde af løbsserien Euroformula Open skal Nicolai Kjærgaard forsøge at følge op på sidste rundes succes, hvor esbjergenseren hentede to podiepladser på Silverstone.
Nicolai er inden løbet på en samlet ottendeplads, læs mere på euroformulaopen.net

Endelig er også Frederik Schandorff i Barcelona for at deltage i løbsserien GT Open, hvor det også drejer sig om næstsidste afdeling. Frederik er i spil til en topplacering for Lamborghini i Pro/Am klassen. Mere på gtopen.dk.

Christian Rasmussen i Californien
Efter sidste weekendens afdeling af IMSA GT Championship på Laguna Seca, er det den kommende weekend Christian Rasmussens tur til at stifte bekendtskab med banen i Californien, og den berømte ”Corkscrew”. Christian har haft en fin anden halvdel af sæsonen med flere sejre i løbsserien USF2000, og kan med gode resultater i finaleløbet sikre sig en slutplacering i top-3.

Karting i Thy og Italien
Thy Karting Center lægger den kommende weekend asfalt til fjerde og sidste afdeling af Dansk Super Kart 2019, hvor syv mesterskaber skal afgøres.
Læs mere på dansksuperkart.dkog følg løbene live på zibrasport.dk.

Danmarks repræsentant i FIA Academy, Magnus Germansen Daae, er med, når sidste afdeling af mesterskabet køres i Lonato, Italien. Magnus er inden løbet placeret på en flot syvendeplads.

Formel 4 på Djursland
Den krævende og kuperede Ring Djursland er den kommende weekend stedet for næstsidste afdeling af DM for Formel 4. Malthe Jakobsen har overtaget føringen i mesterskabet foran Jonas Lindhart og Mads Hoe.
Læs mere på formel4.dk

Løbet er samtidig sjette afdeling af årets DTC-mesterskab.

DASUs hold til FIA Motorsport Games er klar, se under her hvem der er med.


(Foto: DASU)