Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Blancpain GT Series Asia

Travl Christina Nielsen klar til nye Blancpain-udfordringer på Fuji

Blancpain GT
Series Asia 

05/07/19 

Ny weekend, nyt løb for Christina Nielsen, som igen udforsker nye territorier, når hun sammen med Darryl O’Young og Craft-Bamboo Racing stiller op til fjerde afdeling af det asiatiske Blancpain-mesterskab på den tidligere japanske Formel 1-bane Fuji kommende weekend.
 


(Foto: Christina Nielsen Racing)

Christina Nielsen er en travl racerkører for tiden. Med et GT3-løb på Fuji den kommende weekend vil hun på blot én uge have været i aktion på tre berømte racerbaner på tre forskellige kontinenter: Sekstimersløbet på Watkins Glen i USA den forgangne weekend, en netop overstået test på Spa-Francorchamps forud for det belgiske 24-timersløb – og de kommende dage en afdeling af Blancpain GT World Challenge Asia på den tidligere japanske Formel 1-bane Fuji.

– Det er blevet til en del flyveture den senere tid, men det er alle rejserne værd. Denne sæson er ubetinget den mest travle i min karriere, men det giver erfaring at omstille sig mellem forskellige racerbiler og teams på så kort tid, og samtidig er jeg alle steder havnet på topprofessionelle hold, som håndterer tingene helt optimalt, lyder det fra Christina Nielsen.


(Foto: Christina Nielsen Racing)

Den 27-årige racerkører, som er to gange mester i den amerikanske IMSA-serie, og som tre gange har gennemført 24-timersløbet på Le Mans, deltager i år i tre forskellige GT3-mesterskaber. Danskeren er en del af det Hongkong-baserede Mercedes-AMG-team, Craft-Bamboo Racing, som deltager i det asiatiske Blancpain-mesterskab, ligesom hun deltager i Intercontinental GT Challenge med britiske Strakka Racing. Samtidig har hun kørt 24-timersløbet på Daytona, 12-timersløb på Sebring og udvalgte langdistanceløb i den amerikanske IMSA-serie for Meyer Shank Racing.

Christina Nielsen: En bane, som virkelig udfordrer
– Kontrakten med Craft-Bamboo betyder, at jeg oplever baner, som jeg har hørt rigtig meget om, men som jeg aldrig har kørt på. I tredje afdeling af Blancpain-mesterskabet var det Suzuka, og denne gang er det så Fuji. Jeg har trænet en del i simulatoren, og umiddelbart lever den op til beskrivelsen af en meget hurtig bane med lange lige stræk og ultrahurtige sving. Det er en krævende bane, som virkelig udfordrer bilerne på setup og balance, og ikke mindst kørerne. Det virker som en bane, vores Mercedes-AMG GT3 vil performe godt på, så jeg glæder mig til at komme i gang med de første sessions og se, hvor vi ligger i forhold til konkurrenterne.


(Foto: Christina Nielsen Racing)

Blancpain GT World Challenge Asia hører til blandt de højst profilerede GT3-serier i verden og byder på hård konkurrence mellem fabrikssupporterede racerbiler fra producenter som Mercedes-AMG, Ferrari, McLaren, Porsche og Lamborghini. Hver afdeling afvikles á to 60-minuttersløb, og til løbet på Fuji, som afvikles på det tidligere Formel 1-anlæg ved foden af bjerget, som banen er opkaldt efter, består det samlede felt af 31 biler.

TIDSPLAN – BLANCPAIN GT WC ASIA – FUJI
Fredag 5. juli
Kl. 12.40 (05.40) – Træning #1 (45 min)
Kl. 16.55 (09.55) – Træning #2 (45 min)

Lørdag 6. juli
Kl. 08.00 (01.00) – Træning #3 (30 min)
Kl. 11.12 (04.12) – Kvalifikation #1 (15 min)
Kl. 11.34 (04.34) – Kvalifikation #2 (15 min)
Kl. 15.45 (08.45) – RACE #1 (60 min)

Søndag 7. juli
Kl. 13.05 (06.05) – RACE #2 (60 min)

Livetiming: https://www.gt-world-challenge-asia.com/live#live-timing
Livestreaming: https://www.gt-world-challenge-asia.com/live


Læs mere om:
  • Christina Nielsen
  • Fuji
  • 19/07/07 - Fuji - Blancpain GT Series Asia
  •