Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser
ASETEK SIMSPORTS

Formel 1

Verstappen kæmper sig til sejren

Formel 1 
30/06/19 

Spænding! I et F1 løb?
Den er god nok. Det var spændende. Det var ikke en dag, hvor man skulle sidde med en lup og lede efter noget, man kunne kalde spændende. Det her var spænding classic. Det var spænding om hvem der ville vinde, og det var på de sidste omgange. Det er såmænd bare det vi gerne vil se. Og jo, det var egentlig meget rart, at det ikke var to Mercedes biler, der kæmpede om sejren.
 

Leclerc havde pole position, Hamilton var blevet to'er, men sendt nogle pladser tilbage efter en straf. Det betød at Verstappen var rykket ind på første startrække. Og fik han ikke meget ud af. Da starten gik, kørte alle de andre, mens Verstappen reagerede som århusiansk søndagsbilist med blød har, der skulle have stillet kaffekoppen før han kunne køre. Dermed så det ud til, at Verstappen ikke ville blive en faktor i det her løb, men at det skulle afgøres mellem Leclerc og de to Mercedes racere. Det skulle det bare ikke.

Hamilton røg ud af konkurrencen om sejren, da han fik problemer med sin frontvinge. Han havde ellers satset på at skifte dæk lidt senere end andre, og lå i front, da han blev lidt langsommere. Han meldte en frontvinge fejl til teamet, der var klar da han kom i pit. Men operationen kostede tid og tid er alt i F1. Ude på banen var Verstappen forrest, fordi han ikke have skiftet dæk endnu, men han var stadig lidt irrelevant. Han smuttede i pit og kom ud efter Leclerc, Bottas og Vettel. Men det var sådan set også ok, i betragtning af, hvor dårlig en start han faktisk havde lavet.

Tanken fra Red Bull var tydelig - et senere dækskifte ville potentielt give en fordel senere i løbet. Fair nok - måske kunne han hente en plads eller to, men faktum er, at det sjældent lykkes i F1 med den slags strategi. Men i dag var en af de sjældne.

Først var det Vettel. På det tidspunkt var der 21 omgange tilbage af løbet og det var tydeligt, at Red Bull raceren var hurtigst og Vettel næppe ville kunne holde hele vejen hjem. Men han forsvarede sig gennem den ene DRS zone efter den anden, men på et tidspunkt, var der ikke mere i Ferrari raceren og forbi kom hollænderen. Vettel reagerede ved at smutte i pit og hente nogle nye dæk.

Næste mand var Bottas - en fem - seks omgange senere. Undervejs fik Verstappen dog lidt problemer med motoren og en anvisning på hvilke knapper han skulle trykke på, og så kørte bilen igen. Og så var han forbi Bottas, der ikke havde dæk til at tage kampen op.

Så var det kampen mod Leclerc. Flere gange gik Verstappen til angreb og flere gange afviste Leclerc. Men på 69. omgang kom overhalingen, men ikke uden kontroverser. Verstappen dykkede på indersiden af Leclerc, og side om side forsøgte de at være igennem et sving, men pladsen blev lidt snæver, og dækkene ramlede sammen og Leclerc blev skubbet lidt af banen. I skrivende stund er de stadig ved at kigge på den hændelse, for at se om den skal straffes.

Længere nede kom Vettel forbi Hamilton og havde der været en omgang til, var han også kommet forbi Bottas, men han måtte altså nøjes med 4. pladsen, mens Hamilton blev 5'er. På 6. pladsen kom Lando Norris efter stærkt kørt løb, hvor også han fik fornøjelsen af, at ligge foran den senere vinder.

7. pladsen gik til Gasly, der endnu en gang viste hvor svært han har det, mens søsterbilen vinder. Han er presset i teamet, og det hjælper ikke altid på selvtilliden. Det store spørgsmål er, hvem der i virkeligheden skal afløse ham. Kvjat har de tidligere brugt, og fyret. Red Bull mangler talent i deres kørerportefølje.

På 8. pladsen kom Carlos Sainz, der rundede en god McLaren dag af, mens Alfa Romeo tog de sidste to pointgivende pladser, med Raikkonen foran Giovinazzi.

Men efter det katastrofalt kedelige løb i Frankrig, var det befriende at se, hvad det er F1 burde stræbe mod at være. Så er der så diskussionen om lovligheden af Verstappens sidste overhaling. F1 har ikke brug for skrivebordsafgørelser. Og der er heller ikke brug for flere afgørelser, der straffer folk for at satse indenfor rimelighedens grænse. F1 har brug for dramaet. På banen. Ikke bagefter!

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Red Bull Ring
  • 30/06/19 - Red Bull Ring - Formel 1 - FIA F1
  •  



    ASETEK SIMSPORTS