Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Youngtimer Challenge

Sæsonens første Sverige tur for YTCC

Youngtimer 
11/06/19 

I forgangene weekend var Youngtimer Touring Car Challenge, også kendt som YTCC, draget til Sverige for første gang i 2019.
32 biler havde taget turen over en eller flere broer, for at komme til Sturup Raceway i det sydsvenske.
 

Alle kørerne fik mulighed for en ekstra træning lørdag formiddag, men ikke alle benyttede sig af muligheden, da asfalten var en anelse fugtig fra en regnbyge.

Hver af de tre divisioner fik separat kvalifikation, mens Division 1 og 3 skulle køre løb sammen.


Benny Lund Christensens Volvo kunne rigtig godt lide at komme tilbage til hjemlandet. Der var i hvert fald god fart i den på svensk asfalt i Division 1.
(Foto: JJ Media)

Resultatet af kvalifikationerne fik Gunnar Hildorf på Pole Position i Division 1, med den fine Alfa Romeo Alfasud, foran Martin Sørensen i BMW 325i og Sebastian Petersen i Toyota Supra.

I Division 2 var Henrik Have Jakobsen i Lexus IS200 den hurtigste mand foran Kim König i Peugeot 306 GTI og Ole Sondrup i BMW 330i.

Nick Stentved var den hurtigste mand i Division 3 i BMW E46, foran Michael Terkildsen i en BMW 323 CI, mens Troels Kock Nielsen i Alfa Romeo 156 brød BMW dominansen lidt op på P3.


Henrik Have Jakobsen er for alvor ved at finde farten i Division 2, med Pole til løb 1 og tre top-3 placeringer gennem weekenden
(Foto: JJ Media)

I Division 3 blev slutresultatet af det første løb præcis det samme som kvalifikationen, men Lars Henrik Leed og Ole Knudsen havde en tæt duel omkring 4. pladsen – en duel som Leed vandt med lige godt et sekund.

Der var til gengæld flere skift i Division 1, hvor det godt nok var Gunnar Hildorf som kørte en forholdsvis sikker 4 sekunders sejr hjem, men det var foran Chris Leonhard, med Philip Schou som treer. Martin Sørensen var oprindelig sluttet treer, men der var lidt problemer med bilens vægt/effekt målinger, og så blev han diskvalificeret fra det løb. Dan Pedersen så desværre ikke målflaget, da han udgik på løbets første omgang, mens Sebastian Petersen udgik med 3 omgange tilbage af løbet.


Det er ikke så tit at Troels Kock Nielsen kommer med den flotte Alfa Romeo 156 i Division 3 – men måske han burde gøre det noget oftere, da han har farten til at være med helt fremme
(Foto: JJ Media)

Henrik Have Jakobsen og Thomas Bakke havde en tæt duel omkring sejren i Division 2, med Jakobsen først over stregen, mens Anders Tage Jensen og Kim König havde en ligeså tæt duel, med Jensen som P3 i mål. Ole Sondrup måtte udgå efter 3 omgange af løbet, hvilket kostede dyrt på mesterskabskontoen, som han førte an inden weekenden.

Sondrup kom dog stærkt igen, da heat 2 blev kørt søndag formiddag, hvor han sluttede 4’er, efter han var startet 15’er. Han kunne dog ikke fange Thomas Bakke der vandt løbet, foran Anders Tage Jensen og Henrik Have Jakobsen. Her var Kim König desværre den eneste mand som måtte strække våben halvvejs gennem løbet.


Efter en svær sæsonstart, må man sige at Philip Schou fik sit gennembrud i Division 1 denne gang, med flot kørsel i alle tre løb – undtagen en lidt for frisk start i løb 2
(Foto: JJ Media)

Gunnar Hildorf fortsatte dominansen i Division 1, med endnu en sejr, mens Philip Schou havde krydset målstregen som toer. Dog havde Schou været lige vaks nok på koblingen ved starten, og fik derfor 5 sekunders tidsstraf, hvilket sendte ham ned som P4 – bag Chris Leonhard og Sebastian Petersen. Der var et stort mandefald i Division 1, da Dan Pedersen ikke kom til start, mens både Kenneth Germann Thomsen og Martin Sørensen måtte udgå undervejs i løbet.


Ole Sondrup havde det ikke let gennem weekenden, og han måtte virkelig kæmpe for at få sejren i hus i heat 3
(Foto: JJ Media)

I Division 3 fik Michael Terkildsen kørt sejren hjem, foran Nick Stentved, mens Lars Henrik Leed fik has på Troels Kock Nielsen i duellen om den sidste podieplads.

Weekendens sidste heat blev kørt søndag eftermiddag, og her tog Michael Terkildsen sidste stik foran Nick Stentved og Troels Kock Nielsen, som havde haft endnu en tæt kamp med Lars Henrik Leed.


Lars Henrik Leed fik hentet en masse point i mesterskabet i Division 3 på Peder Skipper, som ikke var til stede i Sverige. Dog er reglerne at man skal smide en weekend væk, så det udligner sig måske sidst på sæsonen.
(Foto: JJ Media)

I Division 1 var der til gengæld overraskelser i vente. Weekendens hurtigste mand hidtil, Gunnar Hildorf, måtte udgå halvvejs gennem heat 3, mens samme skæbne overgik Chris Leonhard. Det betød at Sebastian Petersen kunne afslutte weekenden som vinder foran Philip Schou og Benny Lund Christensen.

Ole Sondrup sluttede weekenden af med at vinde i Division 2, men med Henrik Have Jakobsen og Thomas Bakke lige bag sig. De tre kørere sluttede mindre en 2 sekunder fra hinanden, efter en god omgang racerløb. Desværre kom Anders Tage Jensen ikke til start i heatet, for ellers havde han nok også kunnet blande sig i den strid, mens vi også mistede Claus Svanholm og Kim König undervejs – også potentielle podie kandidater.


Thomas Bakke gjorde igen god figur i Division 2. Det blå lyn var i top 3 i alle tre heats.
(Foto: JJ Media)

Der bliver dog ikke megen tid til at få armene ned for weekendens vindere, da der allerede er løb igen i den kommende weekend, hvor Padborg Park afholder historisk weekend. Division 2 kørerne skal være de mest morgenfriske, da de skal i gang tidligt begge dage.


Gunnar Hildorf kunne desværre ikke rydde bordet fuldstændigt denne weekend, men han var uden tvivl weekendens hurtigste i Division 1
(Foto: JJ Media)

Tidsplanen er som følger (med forbehold for ændringer):

Lørdag
Tidtagning Division 2 08:50
Tidtagning Division 1+3 10:55

Løb 1 Division 2 13:15
Løb 1 Division 1+3 16:10

Søndag
Løb 2 Division 2 09:25
Løb 2 Division 1+3 11:05

Løb 3 Division 2 13:00
Løb 3 Division 1+3 14:15

Kørerforeningen YTCC
Youngtimer Touring Car Challenge

JJ Media


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • Sturup Raceway
  • 09/06/19 - Sturup Raceway - Youngtimer - DM
  • 16/06/19 - Padborg Park - Youngtimer - DM
  •