Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Yokohama 1600

Elektroniske frustrationer hos Eilertsen

Yokohama 1600 
27/05/19 
Yokohama

Henrik Eilertsen tager fra Ring Djursland med en lidt underlig fornemmelse i maven.
Det var dog ikke de mange højdeskift på banen som gjorde det, men mere en sult efter point.
Teamet fra Espergærde følte ikke helt at de fik det med hjem fra 2. afdeling af Yokohama 1600 Challenge, som de egentlig havde farten til.
 

Lørdagen startede med en træning, hvor Henrik kørte trerdje hurtigste tid af alle. Det var en rigtig fin start på weekenden, men bilens elektronik begyndte at drille endnu en gang – ligesom det havde gjort ved åbningsløbet.


(Foto: JJ Media)

Eilertsen og chefmekaniker Frederik Hansen havde dog været en dag på Sturup Raceway for at teste, og efter lidt ændringer i forhold til sæsonstarten, lavede bilen ikke lavet nogen fejl. Så der blev grublet igennem inden kvalifikationen lørdag eftermiddag.

Med fint solskin og 15 grader var forholdene til kvalifikationen optimale. Alting burde passe perfekt til bilen og Henrik – og det gjorde det egentlig også, indtil den hvide og orange Peugeot 208 Hdi med nummer 20 i sideruden igen igen gik i nødprogram på motoren. Efter flere genstarter, fik Henrik dog sat en tid som rakte til 6. startposition, hvilket var et godt udgangspunkt for søndagens to løb.

Efter kvalifikationen fandt teamet ud af at der var en fejl på bremselyskontakten på bilen, så bilen troede at der var nogen der trådte på bremsen, og derved tog gassen af bilen – det var i hvert fald teorien på daværende tidspunkt. Så den kontakt blev skiftet inden løbet.


(Foto: JJ Media)

Vejret skiftede dog henover natten, så banen var våd til det første løb. Så der måtte regndæk på Simba, som teamet ynder at kalde raceren, og så ellers på med hjelmen og af sted.

Da de 5 røde lamper gik ud, holdt der pludselig en sølvfarvet forhindring i vejen for Henrik, da køreren lige foran var gået i stå. Hurtigt fik han drejet udenom, men måtte afgive et par pladser med undvigemanøvren.

Bedre blev det ikke, da dommerne havde vurderet at Eilertsen havde lavet en minimal tyvstart, og derfor måtte han ud på en lille omvej, som straf for det.

Nå, så var han efterhånden på 8. pladsen i løbet – indtil bilen igen gik i nødprogram. Resolut trak han ind til siden, fik startet og stoppet bilen, og så ellers tilbage for fuld gas igen – på 13. pladsen som hurtigt blev vekslet til en 7. plads.

Men der måtte endnu en genstart til, få omgange efter, som så var tilbage på 12. pladsen igen, mens han fik passeret målflaget på 9. pladsen, et sekund fra 8. pladsen.

Den 8. plads ville have været rar at have, da den havde givet Pole Position til løb 2 – men det var trods alt gode point på kontoen. I stedet skulle løbet startes fra 9. pladsen.


(Foto: JJ Media)

Holdet kunne dog glæde sig over at have kørt 3. hurtigst af alle i regnen. Så farten i bilen blev bestemt bevist – den skulle bare have holdt over alle 16 løbsomgange.

Til løb 2 søndag eftermiddag, var banen tørret helt op. Det blev til en langt bedre start for Henrik denne gang, og han var hurtigt oppe på 8. pladsen i løbet.

Men efter få omgange drillede elektronikken igen. Tilbage på 15. pladsen, endnu en genstart og nu hed den P16, endnu en genstart nogle omgange efter og P17.

De sidste 4 omgange i løbet kørte bilen dog uden problemer, så han kunne få kæmpet sig tilbage på 13. pladsen henover målstregen.


(Foto: JJ Media)

En yderst frustrerende weekend, som der ikke rigtig var noget at gøre ved, når elektronikken blot ville slå fra hele tiden.

Det blev til to tredje pladser i Oldboysmesterskabet, så Henrik nu indtager 3. pladsen, men kun 6 point fra P1 – og man får altså 10 for en sejr, så det kan stadig hentes.

I det generelle mesterskab hedder det nu P6, hvilket er to pladser længere nede end weekenden blev startet på.

Der er ingen tvivl om at der skal styr på elektronikken, inden at det næste løb køres om mindre end 14 dage på FDM Jyllandsringen – for nu skal der altså til at køres generelle podiepladser hjem, for ikke at tabe kontakten til medaljerne i Danmarksmesterskabet!

Team Eilertsen Racing

JJ Media


Læs mere om:
  • Henrik Eilertsen
  • Ring Djursland
  • 19/05/26 - Ring Djursland - Yokohama 1600
  •  
     

    Yokohama 1600 nyhederne på Motorsporten.dk er sponsoreret af: