Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Intercontinental GT Challenge

Mikkel Jensen debuterer i USA for BMW Motorsport

Intercontinental
GT Challenge 

27/03/19 

BMW-fabrikskøreren Mikkel Jensen stiller i weekenden op til 8 Hours of California på Laguna Seca. Det bliver USA-debut for danskeren, som håber på et stærkt comeback efter sæsonpremieren i Australien.
 

Det bliver amerikansk debut for den danske BMW-fabrikskører Mikkel Jensen, når han den kommende weekend stiller op i anden afdeling af Intercontinental GT Challenge, som afvikles på Laguna Seca-banen i Californien. Den 24-årige racerkører vil repræsentere tyske Walkenhorst Motorsport i teamets BMW M6 GT3.

– Det bliver min racerdebut i USA, endda på en af de mest berømte baner, og det glæder jeg mig naturligvis til. Intercontinental-serien er i det hele taget noget særligt, da jeg får mulighed for at komme hele verden rundt og køre på baner, som jeg aldrig tidligere har oplevet. På Laguna Seca har jeg kørt adskillige omgange, men kun i simulator og på PlayStation, så jeg er spændt på at opleve, hvordan banen føles i virkeligheden, lyder det fra Mikkel Jensen.


(Foto: Mikkel Jensen Racing)

Danskeren skal dele bilen med den 31-årige hollandske fabrikskører Nick Catsburg og den 28-årige nordmand Christian Krognes. Trioen håber på et stærkt comeback efter nederlaget i mesterskabets første afdeling på Bathurst i Australien, hvor mekaniske udfordringer tvang de tre kørere til at udgå undervejs i løbet.

Gode forudsætninger for stærkt resultat
– Målet er naturligvis en sejr eller en podieplads, men kan vi slutte blandt de fem hurtigste, vil det faktisk også være tilfredsstillende. Netop på Laguna Seca har vores BMW M6 GT3 ikke vist sig så stærk som på andre af seriens baner, men med BMW Motorsport og deres mange data i ryggen er jeg sikker på, at vi har de bedste forudsætninger for et stærkt resultat, forklarer Mikkel Jensen.

Jensen kommer godt forberedt fra sidste weekends VLN-løb på Nürburgring, hvor han efter fire timers hård battle på den berygtede tyske racerbane sammen med Rowe Racing krydsede målstregen på en tredjeplads.

– Med kun én uge mellem to løb er jeg helt klart i bedre træning end på Bathurst, hvor vi jo stillede op efter en lang vinterpause. På Laguna Seca kan vi derfor fokusere mindre på bilen og mere på selve løbet, hvilket kun gør det hele endnu mere spændende.


(Foto: Mikkel Jensen Racing)

Tidsplan – 8 Hours of California – Laguna Seca

Torsdag 28. marts
Kl. 11.35 (19.35) – Træning #1 (90 min)
Kl. 15.05 (23.05) – Prækvalifikation (90 min)

Fredag 29. marts
Kl. 11.20 (19.20) – Kvalifikation #1 (15 min)
Kl. 11.42 (19.42) – Kvalifikation #2 (15 min)
Kl. 12.05 (20.05) – Kvalifikation #3 (15 min)
Kl. 15.40 (23.40) – Pole Shootout Top 10 (15 min)

Lørdag 30. marts
Kl. 08.30 (16.30) – RACE (8 timer)

Livetiming: www.intercontinentalgtchallenge.com/live#live-timing
Livestreaming: www.intercontinentalgtchallenge.com/live

Mikkel Jensen Racing


Læs mere om:
  • Mikkel Jensen
  • Laguna Seca
  • 30/03/19 - Laguna Seca - Intercontinental GT Challenge
  •