Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Youngtimer Challenge

Youngtimer ”Classic” - tilbage til rødderne

Youngtimer 
20/03/19 

YoungtimerYoungtimer klassen startede livet som ”Club Race” for snart 20 år siden, indtil den for 10 år siden blev en mesterskabsklasse, og i den forbindelse skiftede navn til Youngtimer.
Grundingredienserne er for så vidt stadig de samme, klassen skal være let tilgængelig, og der køres i mange forskellige bilmodeller, som indplaceres i tre klasser efter vægt/effekt forhold.
 

Det tekniske reglement har altid været relativt frit, hvilket til tider har fordret nogle spændende konstruktioner, men i mange tilfælde givet deltagerne gode muligheder for at anvende den bil de nu engang havde en veneration for, og de dele som var nemt tilgængelige.

Oprindelig skulle bilmodellerne være minimum 15 år gamle, dvs. at bilerne i de første år, var fra start 80’erne.
Allerede i midten af nullerne, var Club Race felterne ganske pæne, her kørte de ”nye” drenge i biler som Alfa 75, Porsche 944, BMW E30, Peugeot 205 og Golf 2, og skulle tage kampen op med de gamle vanevindere i AlfaSud, Alfa 33 og Mini’er.


(Foto: Motorsporten.dk)

I dag er Youngtimer hovedsagligt præget af bilmodeller fra 90’erne, og der ikke mange af 80’er bilerne tilbage i Youngtimer klassen, måske er bilerne gået til, måske er de i mellemtiden blevet for værdifulde at bruge til race, eller måske er det alligevel en udfordring at få teknik fra 80’erne til at hamle op med de nyere Youngtimer biler.

I et forsøg på at få nogle flere af de oprindelige youngtimere på banen igen, er klassen ” YT-Classic” oprettet, reglementet tager udgangspunkt i det nuværende Youngtimer reglement, men begrænser sig ved at være for bilmodeller fra før 1991, med motorvolumen på max. 2 liter, og med en vægt/effekt på min. 6,4kg/HK.


(Foto: Gummi Kaj)

Det er tanken at YT-Classic afvikles sammen med de øvrige YT-klasser.

På papiret passer klassen perfekt til mange af 80’ernes ny-klassikere som fx Peugeot 205 GTI, VW Golf GTI, Alfa 75, Bmw E30 320i, Toyota Corolla og mange andre, som så vil kunne konkurrere med andre biler i samme kategori.
YT-Classic vil teknisk og økonomisk set være lettere tilgængelig end fx den nyligt åbnede Historiske 90’er klasse (Periode J 1982-1990), som forhåbentlig også kommer godt i gang i 2019.

Læs reglementer på Dasu.dk, eller kontakt Historisk Motorsport for mere information.

Thomas Bakke Jacobsen