Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Ferrari Challenge

Formula Racing i Bahrain: Suveræne triumfer i Ferrari Challenge

Ferrari Challenge 
19/02/19 

Succesfuld weekend på Bahrain International Circuit, hvor det danske Ferrari-team sikrede sig hele tre stærke sejre i årets første afdeling af Ferrari Challenge Europe.
 

Efter to vellykkede år med utallige sejre og flere mesterskaber, tog Formula Racing i weekenden hul på endnu en sæson i den eftertragtede og benhårde eksklusive mærkeserie, Ferrari Challenge Europe.

Det danske team, som nu har hjemme i Formula-koncernens nye domicil i Lyngby nord for København, sikrede sig allerede i sæsonåbneren i Bahrain tre sejre samt yderligere podieplaceringer. Hele ni kørere med forskellige nationaliteter repræsenterede holdet, som dermed fortsat kan kalde sig for verdens største Challenge-team.


(Foto: Formula Racing)

Det var Formula Racings nye italienske profil, Louis Prette, som satte dagsordenen i weekendens sidste runde i den hurtigste Trofeo Pirelli-klasse. Et nyt reglement betyder, at startplaceringen i weekendens andet løb bestemmes af en kombination af kvalifikationen samt kørerens resultat i første løb. Trods en pole i kvalifikationen måtte Louis Prette grundet sin tredjeplads i første løb således starte fra anden række, men kæmpede sig suverænt tilbage på førstepladsen, hvor han også sluttede. Både lørdag og søndag tog den unge italiener, som debuterede i Challenge-serien i 2017, desuden prisen ‘Move Of The Day’ for sine spektakulære overhalinger.


(Foto: Formula Racing)

Dansk debutant på sejrsskamlen
I Ferrari Challenge-seriens anden klasse, Coppa Shell, var libanesiske Tani Hanna flyvende fra start og sikrede en solid andenplads i lørdagens løb, som blev afviklet i aftenmørket. Hanna tog en andenplads i kvalifikationen til søndagens løb, hvor han grundet det nye reglement måtte starte i fjerde række, men efter en enestående kørsel kunne den garvede Formula Racing-kører, som debuterede i Challenge-serien i 2012, alligevel krydse målstregen som den første.


(Foto: Formula Racing)

Også danske Peter Christensen brillerede i Bahrain, hvor debutanten, som deltog i Club Challenge-programmet i 2018 og dermed kørte sit første løb denne weekend, sikrede sig en sejr i søndagens løb.


(Foto: Formula Racing)

Teamchef: Stærk indsats fra hele teamet
– Fantastisk at være tilbage på banen igen! Efter et stærkt 2018 har vi glædet os til at komme ud og forsvare vores resultater, og med en tidlig sæsonåbner har der været tryk på forberedelserne. Igen har teamet vist sig fra sin bedste side og leveret en enestående indsats. Vi deltager i Challenge-serien for at vinde, og en weekend med tre guldpokaler er bestemt godkendt. Især fantastisk at se vores nye kører Louis Prette gå så stærkt til stålet, mens Peter Christensen beviste, at man også kan tage en sejr i sin allerførste løbsweekend, lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.


(Foto: Formula Racing)

Næste opgave for Formula Racing er anden afdeling af Ferrari Challenge Europe, som finder sted den 29.-31. marts i Valencia.

Opdateringer, resultater og livestreaming: live.ferrari.com

Ferrari Challenge Europe 2019
15.-17. februar – Sakhir, Bahrain
29.-31. marts – Circuit de Valencia, Spanien
03.-05. maj – Red Bull Ring, Østrig
12.-15. juni – Le Mans, Frankrig
05.-07. juli – Nürburgring, Tyskland
27.-29. september – Imola, Italien
24.-27. oktober – Mugello Circuit, Italien

Formula Racing


Læs mere om:
  • Formula Racing
  •  



    Er din virksomhed klar til robotter?