Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

MC sport

Michael Møller: 2018 - Et år uden Superbike

MC sport 
22/12/18 

Et helt år er gået siden jeg sidst har siddet på min Superbike, men hvorfor så det?
Har jeg mistet lysten? - NEJ!
Det har været rigtig hårdt for mig at undvære mit “hjerteblod”, det, som jeg brænder allermest for. Men jeg har i 2018 måtte erkende at mine ambitioner ikke stemte overens med budgettet.
 

Efter i tre år at have kørt den Spanske FIM CEV serie, en serie på et generelt rigtigt højt niveau, blev det en lidt tom fornemmelse at vende tilbage til DM Superbike serien.

DM Superbike serien kommer man absolut ikke sovende til, men det gav bare ikke rigtigt den samme summen i maven og spænding op til løbene.

Da jeg ikke bryder mig om at “gøre det halvt” valgte jeg at tage en sæson uden Superbike løb, med håbet om at kunne samle budget og vende tilbage til de Spanske konkurrencer som virkelig tænder ilden inde i mig.

- Et håb som jeg ikke har sluppet, men som stadig ligger et godt stenkast ude i horisonten.

Nyt vendepunkt for sporten i Danmark?

På trods af min Superbike stilstand, har jeg alligevel været rigtigt travlt beskæftiget hele sæsonen, med et andet projekt som jeg også virkelig brænder for.

For et års tid siden, committede mig til et nyt projekt som går ud på at få arbejdet det nye Ohvale GP-0 projekt op i Dansk Mini Road Racing.

Et projekt som jeg tror på, på sigt, kan være med til igen at løfte sporten i hele Norden.

I grove træk er der tale om èen motorcykel, med 4 forskellige motorer i 3 forskellige motorstørrelser, med og uden gear. Ohvale klasserne kører verden over som standard klasser og med muligheder for at vinde officielle nationale og internationale mesterskaber (heriblandt europamesterskabet).

- Altså en rigtig god mulighed for unge talenter for at køre i en klasse hvor det er køreren og ikke cyklen, der gør forskellen.

Allerede i 2018 fik vi kørt to klasser ved DM, en 110cc. klasse og en 190cc. klasse, med 26 forskellige deltagere hen over sæsonen, hvilket må betragtes som en kæmpe success på første sæson.

Efter mange anstrengelser ser det ud til at klasserne har slået rødder, og nu også har åbnet muligheden for at starte op i Sverige og Norge.

Vi havde 4 Danske deltagere ved Mini Road Racing Europamesterskabet, hvor der blev kørt en sølvmedalje hjem i 190cc. klassen.

Ikke mindst har arbejdet med Ohvale givet mig mulighed for at lære en masse friske drenge, piger og forældre at kende, som alle går til stålet med en utrolig gejst! - fedt!

Hvad bringer 2019?
I 2019 kommer jeg igen til at arbejde en masse med Ohvale projektet, og måske, hvis alt går som det skal, kan det lykkes at komme ud at køre noget rigtig Superbike i sydens sol igen.

Jeg har en masse muligheder for at komme tilbage til den Spanske CEV, men det koster flere penge, ikke mindst til at rejse frem og tilbage. Logistikken dernede bærer også sin del af omkostningerne. Derfor har jeg brug for alt den økonomiske hjælp jeg kan få, for at det skal kunne lykkes, så hvis nogle har en god ide, eller har lyst til at høre mere om hvordan et sponsorat kan strikkes sammen, så tag endelig fat i mig på michael@tmp.dk eller +45 22263458

Med denne korte beretning, vil jeg ønske alle en rigtig glædelig jul og et lynhurtigt nytår!

Venlig hilsen
Michael Møller Pedersen


Læs mere om:
  • Michael Møller Pedersen
  •