Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Super GT Danmark

Ny tv-aftale med 6’eren er det store gennembrud for Super GT

Super GT
Danmark 

15/12/18 

Super GT DanmarkFå dage efter, at Super GT Danmark har præsenteret den hidtil mest ambitiøse sæsonkalender med blandt andet løb på både Jyllandsringen og i København i 2019, har klassen nu kørt det næste scoop ind. En ny tv-aftale med den populære kanal 6’eren er intet mindre end et gennembrud for serien, der blev hentet til Danmark af promotor Tom Gaarde Pedersen for blot fire år siden.
 

6’eren er kendt for det bedste fra engelsk fodbold, Europa League og VM-kvalifikationen med kommentatorer som Brian Laudrup, Thomas Graversen, Morten Bruun og John Faxe Jensen. Når kanalen ikke viser action fra fodboldens verden, står den på actionfilm fra Hollywood og de største udenlandske serier.

Det er Discovery Networks Danmark, som står bag 6’eren.

På kontoret på Padborg Park sidder manden bag Super GT Danmark og er en fuldtidslykkelig mand.

- Det har været vigtigt for mig at indgå i en tv-aftale, der i sig selv er en anerkendelse af Super GT Danmark, og med en fantastisk løbskalender for 2019 og nu også med en super tv-aftale med 6’eren, som hele tiden har været min drøm, så har vi nu alle muligheder for at kunne præsentere det hidtil bedste i dansk motorsport, udtaler Tom Gaarde Pedersen.

Discovery glæder sig til samarbejdet med Super GT Danmark.

- Vi ser frem til at give vores seere motorsportsaction på DPlay og på 6’eren. Super GT-klassen er i stærk udvikling, og motorsport er godt tv, der passer perfekt til den profil, som 6’eren har i vores samlede kanaludbud, siger COO i Discovery Anders Antonsen.

Esbjerg-virksomheden Boch & Bjerre er en god kending af Super GT Danmark, og det bliver selskabets OBDK Outside Broadcast Denmark, der skal producere transmissionerne fra løbene.

- Vi er meget beæret over at skulle levere fra en så succesfuld klasse til en så stor broadcaster som Discovery/Eurosport, siger Carsten Boch, der investerer i en ny OB-vogn. Super GT Danmark afvikles i 2019-sæsonen udelukkende i V6-racere, og det betyder, at feltet bliver hurtigere end nogensinde. Som det ser ud nu, bliver det en klasse med 20-25 kørere, og dermed vil klassen på alle måder leve op til sit super-navn.

Super GT Danmark