Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Diverse Motorsport

Nok et opråb

Diverse 
13/11/18 

Vi har fra en af vore mange læsere modtaget nedenstående.
 

Nok en gang må den danske befolkning se på, at statens resurser bruges på at ryde op efter en gang superliga fodbold. Uro og optøjer koster hvert år den danske stat millioner af skattekroner, når hooligans og fans går amok, laver hærværk og begår vold før, under eller efter en kamp.

Større eller mindre politistyrker klædt på som til en mindre krig, kommanderes ud for at holde styr på og rydde gader, veje, værtshuse mm efter bøllernes hærgen. Regningen sendes meget belejligt til skatteyderne, og den følgende weekenden kan fodboldtilskuere larme igen og hooligans vederlagsfrit fortsætte, hvor de slap.

For os, der dyrker og elsker motorsport, er situationen helt anderledes. Motorsport er ikke særlig velset i Danmark. Det larmer og forurener åbenbart for meget til, at myndigheder og politikere generelt ikke er meget for at tillade de mange tusinde, der interesserer sig for motorsport, kan få lov til at deltage eller overvære 2- eller 4-hjulet motorsport - helt legalt.

Der spilles masser af superliga kampe hvert år, hvor politiet talstærkt må møde op for at prøve at holde ro og orden. Det koster årligt staten millioner af kroner - og politiets resurser kunne sikkert bruges til et bedre formål.

Måske er det fordi fodbold er nationalsport i Danmark, måske er det fordi, der er mange penge i fodbold, at det accepteres, at staten bruger umådeligt mange resurser på at rydde op efter fodbold-uordenen.

I motorsport har vi et beskedent ønske om, at vi kan få de samme muligheder som de, der spiller fodbold eller håndbold, basketball, tennis m. v. Hvorfor skal man ikke kunne gå til motorsport ligesom man går til fodbold? Det er ikke tilfældet masser af steder i Danmark.
I den motorsportsgren, jeg har dyrket i mere end 15 år - drag racing -, har vi ikke en fast bane at køre på i Danmark.

Masser af engagerede ledere har i årevis kæmpet for at få en fast bane, men det virker som om politikerne har berøringsangst, når det handler om motorsport. Uha, det larmer og støjer, og måske kan det genere en eller anden butsnudet frø eller en sjælden blomst i et ellers afsidesliggende område, der ellers er egnet til motorsportsformål. Indimellem f.eks. når politiet har lavet razziaer, stiller politikere op til tv tid og udtrykker forargelse over unge mennesker, der kører for stærkt på vejene, og at noget skal gøres.

Efter få dage er den problematik gået i glemmebogen. Lad os få et ordentligt motorsportcenter i Danmark, hvor man kan gå til motorsport, ligesom de, der går til fodbold, gymnastik, håndbold, badmin, tennis osv.

Se mere her og her

Mange venlige hilsner/Best regards
Mogens Lund

* Ovenstående er ikke nødvendigvis et udtryk for Motorsporten.dk's holdning