Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Klubrally

2018-finale i traditionsrigt klubrally-løb

Klubrally 
07/11/18 

Rutinerede rat-jonglører fra hele Jylland stævnede til Ejnar Hessel - Herregårdsløbet 2018. Motorsport Nordjylland (MNJ) afsluttede klubrally-sæsonen med himmerlændingenes traditionsrige arrangement, som har været afviklet uafbrudt gennem mere end 50 år.
 


Kim og Maike Naujokat Jensen hjemkørte et frontresultat på hjemmebane

- Mange klubrally-mandskaber ser frem til denne afrunding af årets sæson, oplyser løbsleder Henrik Ladefoged. – Her på kanten til efteråret/vinteren giver det deltagerne ekstra udfordringer omkring dækvalg og ideallinjer. Med udgangspunkt fra Erhvervsskolerne i Års blev startfeltet præsenteret for 5 prøvearealer, som hver blev gennemkørt 2 gange.


Ejnar Hessel - Herregårdsløbet 2018 afsluttede en spændende sæson for Kim og Maike Naujokat Jensen

Det lokale Års-mandskab: Kim og Maike Naujokat Jensen (Peugeot 206) gik til makronerne, og vandt standardbils-klassen med klassede dæk.

- Klassede betegner et Yokohama-dæk, som alle i klassen kører med, forklarer Kim Naujokat Jensen. – I al beskedenhed var vi hurtigere end alle deltagerne i klassen for frie dæk. Ejnar Hessel - Herregårdsløbet 2018 var desuden en ekstra kolorit på DM for lærlinge, som blev afviklet på Erhvervsskolerne i Års, og mange tilskuere benyttede muligheden for at kikke på lærlinge-konkurrence og motorløb.


Rookierne: Kennet Larsen og Peter Bjørn Christensen scorede en flot tredjeplads

Rookierne: Kennet Larsen og Peter Bjørn Kristensen fra Års/Skivum i Volvo 850 kørte et flot løb i begynder-klassen, og scorede en tredjeplads.


Christian André L.F. Christensen og Andreas Nielsen gik til makronerne i deres Peugeot 106

I rallybil-klassen op til 1,6 liters motorvolumen kørte MNJ’erne: Christian André F.L. Christensen og Andreas Nielsen et fejlfrit løb i deres Peugeot 106, hvilket blev belønnet med en toer.


Peugeot 106-parret var godt tilfredse med deres indsats i Ejner Hessel – Herregårdsløbet 2018

- I rallybilerne er der installeret sikkerhedsbur, fortsætter Kim Naujokat Jensen. – I samme klasse scorede klubkammeraterne: Johnni Bragenholdt Christensen og Thomas Hjorth Østergaard en sjetteplads i deres nyerhvervede Peugeot 206. De fik ekstra strafsekunder ved en fejlkørt prøve.


Johnni Bragenholdt Christensen og Thomas Hjorth Østergaard er i fuld gang med testningen af deres Peugeot 206’er
(Foto: Allan Post Christiansen)


En såkaldt fejl bane på en af prøverne gav ekstra strafsekunder til Johnni Bragenholdt Christensen og Thomas Hjorth Østergaard
(Foto: Allan Post Christiansen)

Hurtigste MNJ-mandskab blev Niels og Inger Bjerre i Peugeot 306. De vandt klassede dæk-klassen for rallybiler over 1,6 liter, og blev nr. 4 generelt. Samtidig hjemkørte de den traditionsrige Herregårdspokal som bedste MNJ-team.


På næsten-hjemmebane scorede Niels og Inger Bjerre et topresultat og vandt samtidig den traditionsrige Herregårdspokal

I debutant-klassen vandt Thomas Vigh Sørensen og Jacob Bjerregaard (Peugeot 206 GTI) foran Johnny Nielsen og Tom Møller, som udgik med motorproblemer i deres VW Golf 4.


Niels og Inger Bjerre hygger sig med klubrally

- Sædvanen tro betød det kølige efterårsvejr fugtigt og fedtet underlag på prøverne i Ejnar Hessel - Herregårdsløbet 2018, afslutter Kim Naujokat Jensen. - Kørerne kæmpede derfor lidt med manglende vejgreb og hjulspind om formiddagen. Til anden gennemkørsel af prøverne var asfalten tørret op i det flotte november-vejr, hvilket bevirkede noget hurtigere prøvetider i 2. runde.

Motorsport Nordjylland

Åge Keseler Kirketerp
 
 

Klubrally nyhederne på Motorsporten.dk er sponsoreret af:
 



Er din virksomhed klar til robotter?