Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Citroën DS3 Cup

2018 afsluttet for MF-RACING

Citroën DS3 Cup 
10/10/18 

2018 sæsonen er netop blevet afsluttet for Mads Hedegaard Frederiksen, da finaleløbet i Citroen DS3 Cup blev kørt på FDM Jyllandsringen.
Årets 6. og sidste weekend blev kørt på den velkendte asfalt nær Silkeborg, som for tredje gang i denne sæson blev besøgt af de små rappe biler.
 

Teamet fra Skødstrup indtog inden weekenden 6. pladsen i Mesterskabet, med mulighed for at hoppe op på andenpladsen, såfremt alle resultaterne flaskede sig


(Foto: JJ Media)

Alle holdene måtte tage sig til takke med en våd asfalt, da træningen blev kørt lørdag formiddag. Mads ville ikke satse hele butikken, da det først var i søndagens to løb, at der skulle uddeles point, så det blev til en fornuftig 6. plads. Der var andre kørere i feltet som oversatsede lidt og endte i gruset, så det virkede til at være en klog disponering af den unge kører.

Banen var helt anderledes til kvalifikationen 13.35 lørdag eftermiddag. Tør asfalt med masser af greb var lige noget den 20-årige kører kunne lide, og han satte hurtigt en rigtig god tid, der holdt ham i allerforreste startrække indtil de døende sekunder, hvor det lige lykkedes en anden kører at skubbe Mads ned på 3. pladsen – blot 0,021 sekund fra andenpladsen.

Der var dog en god lang eftermiddag, og ikke mindst aften, til at få taktikken lagt. Og taktikken var egentlig rimelig enkel – fuld gas fremad, da det var den eneste mulighed for eventuel at erobre andenpladsen i Mesterskabet.


(Foto: JJ Media)

Banen var dog igen fugtig fra nattens regnvejr, men med solskin på himlen, var spørgsmålet om regndækkene ville holde hele løbet. Men MF-RACING turde ikke andet end at sætte 4 regndæk på den mørkeblå DS3 racer med nummer 44 i sideruden.

Det blev til en forsigtig start for Mads, hvor andre kørere i feltet satsede endnu mere. Derfor foregik det meste af løbet på 4. pladsen, og kun på den næstsidste omgang, var han lige nede at vinde kortvarigt på 5. pladsen, inden at han fik kæmpet sig tilbage som 4’er ved det ternede flag.

Af med regndækkene og på med slicks til sæsonfinalen søndag eftermiddag.


(Foto: JJ Media)

Fra 3. startposition blev der kæmpet med næb og klør, og her var Mads en kort overgang nede på 4. pladsen, men fik kørt sig tilbage på tredjepladsen på den 4. omgang.

Det så egentlig alt sammen meget godt ud – lige indtil der var en bagved kørende, som forsøgte at overhale to biler på samme tid. Resultatet – Mads blev ramt på bagskærmen og spandt rundt, ligesom ”synderen” samt endnu et offer.

Dermed blev Mads banket helt tilbage på 9. pladsen, og med en såret bil, var 8. pladsen alt hvad det kunne blive til i sæsonfinalen.

En rigtig øv, men faktisk også symptomatisk afslutning på sæsonen, hvor det desværre ikke var første gang, at en konkurrent ramte den mørkeblå racer.


(Foto: JJ Media)

Da slutstillingen i årets Mesterskab blev offentliggjort, var det med Mads Hedegaard Frederiksen på en samlet 6. plads, 17 point fra en bronzemedalje. Men man må bare konstatere, at marginalerne desværre ikke var på holdets side i år.

Hele MF-RACING vil gerne takke for opbakningen fra såvel samarbejdspartnere, og fra familie, venner og bekendte, der har rejst land og rige rundt – og nogle gange endda også over landegrænserne – for at støtte op omkring teamet i Danmark, Norge og Sverige.

Planerne for 2019 er stadig i støbeskeen, så det kommer vi til at høre mere om i de kommende måneder, når alting falder på plads.

Tak for 2018 – vi ses på banerne i 2019.

MF-RACING

JJ Media


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 07/10/18 - Jyllandsringen - Citroën DS3 Cup
  •