Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

1600 Challenge

DM Bronze til Mikkel Njor

1600 Challenge 
09/10/18 

Med en helt fantastisk afslutning på sæsonen, lykkedes det Mikkel Njor at vinde DIF DM Bronze i Yokohama 1600 Challenge.
Inden weekenden skulle der hentes 22 point, for at hente manden på 3. pladsen, og selvom det kunne virke som en svær opgave, er intet umuligt i motorsport.
 

Den 19-årige kører fra Vejle havde 4 kørsler på FDM Jyllandsringen henover weekenden, til at få hentet de afgørende point.


(Foto: JJ Media)

Træningen lørdag formiddag foregik på regnvåd, men optørrende bane. Derfor valgte holdet også bare at sende bilen ud på slicks, for ikke at slide unødigt på de dyre regndæk. Vejrudsigten havde lovet tørvejr resten af weekenden, så teamet ville alligevel ikke lære så meget af at køre rundt derude. Så Mikkel snuppede halvanden omgang, inden han kørte i pit og parkerede bilen der.

Banen var helt tør klokken 12.45, hvor kvalifikationen blev kørt. Med de manglende tørre omgange, var det lidt et skud i tågen med hensyn til bilens opsætning. Asfalten var meget køligere end til Grand Prix Danmark på den samme bane, i slutningen af august.

Men to næsten identiske omgange rakte til 7. startposition. Faktisk var der blot 0,046 sekund op til P6, mens P8 var 0,040 bagved! Så det var marginalerne der afgjorde det i midterfeltet.

Heldigvis var han fortrøstningsfuld i forhold til søndagens to heats, hvor der skulle skrabes en masse point sammen.


(Foto: JJ Media)

Heat 1 startede i strålende solskin, og på trods af en turbulent første omgang, lykkedes det faktisk at fuldføre denne på 6. pladsen. Der kom imidlertid Safety Car på banen, som tog små 10 minutter ud af løbstiden. Derfor var der også begrænset tid til at vinde flere placeringer. Heldigvis lykkedes det på allersidste omgang, hvor Mikkel fik kørt sig op på 5. pladsen, med en flot udbremsning.

Herefter var der 3 timers ventetid til årets finaleheat skulle køres. Fra 4. startposition, var den sorte Suzuki Swift Sport med startnummer 16 hurtigt oppe på 3. pladsen, hvor den havde nogle tætte dueller med konkurrenterne. Der blev kæmpet skærm mod skærm, og det var først da dagens anden Safety Car periode kom midt i løbet, at der var tid til at trække vejret lidt.

Da løbet igen blev givet frit, lå Mikkel midt i en klump biler, hvor der både skulle angribes og forsvares. Det kombineret med et fordæk, som havde et mindre flatspot, var ikke just den bedste kombination, hvilket gjorde at han var faldet tilbage på 7. pladsen, da det ternede flag blev passeret.


(Foto: JJ Media)

Og herefter skulle lommeregneren i gang. Med 30 indkørte point i denne afdeling, og en meget beskeden pointhøst for de nærmeste konkurrenter, betød det at Mikkel Njor kunne tage DIF DM Bronzen med 5 points margin til 4. pladsen. En virkelig flot præstation af det lille team, som blot havde en halv sæsons erfaring inden denne – og det var endda tilbage i 2015, i en helt anden bil.

Selvom sæsonen også til tider har været en kamp, ikke kun mod konkurrenterne, men også mod teknikken, som da et gasspjæld pludselig ikke virkede i Tyskland, men det alligevel lykkedes at få fremskaffes stumperne og blive køreklare, eller som da han kom hjem fra løbet i Tyskland, og hele højre side af bilen lignede noget der var løgn, greb teamets mekanikere blot værktøjet, og knyede på, helt ude på de sene aftentimer.


(Foto: JJ Media)

Njor Racing vil gerne sende en stor tak til alle dem der har støttet op omkring teamet i denne sæson, og gjort det muligt at deltage ved alle weekenderne, og så endda helt fremme i feltet.

Statussen på sæsonen var to generelle podiepladser, og ellers 9 andre placeringer i top-10, ud af de 14 løb – og ja, så det allervigtigste – DM Bronzen.

Hvad Sæson 2019 byder på, må tiden vise. Indtil videre har bilen været til salg i en måneds tid, men hvis ikke den bliver solgt, er det da ikke utænkeligt, at det bliver til flere løb i den sorte Suzuki Swift Sport.

Mikkel Njor og resten af Njor Racing glæder sig til at se jer alle sammen igen til foråret.

Njor Racing

JJ Media


Læs mere om:
  • Mikkel Njor
  • Jyllandsringen
  • 07/10/18 - Jyllandsringen - 1600 Challenge
  •