Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Yokohama SuperCup

Begivenhedsrigt Grand Prix for Yokohama SuperCup

Yokohama
SuperCup 

29/08/18 
Yokohama

Yokohama SuperCup er som regel garant for spændende og seværdigt racerløb, og Grand Prix Danmark var bestemt ingen undtagelse.
 

Lad os starte med en kort gennemgang af de tre heats. Heat 1 blev kørt lørdag eftermiddag, og op til heatet var der stor usikkerhed om dækvalg, på grund af meget ustadigt vejr. Cirka halvdelen valgte regndæk, og den anden halvdel valgte slicksdæk. Selv efter løbet var der uenighed om, hvad der samlet var det bedste valg, for i første halvdel af løbet var regndækkene de hurtigste, og i anden halvdel var det slicks, der var hurtigst. På grund af en knækket trækaksel i tidtagningen måtte favoritten Michael Vesthave Jr. i BMW starte bagerst til heatet. Michael havde valgt regndæk, og han kørte sig hurtigt op igennem feltet, og kom helt op på andenpladsen lige bag Allan Kristensen i Seat Ibiza. Men så var banen ved at være tør, og regndækkene måtte give op. Michael måtte således kæmpe for at holde sin podieplads resten af heatet, men det lykkedes. Lige omvendt var det for Nicholai Eberhard i VW Polo. Han var på slicks og på en af de første omgange spandt han rundt om sig selv, fordi dækkene ikke havde grip. Men så tørrede banen op, og vupti så fungerede både Nicholai, bil og dæk. Og det lykkedes faktisk for Nicholai at køre sig helt i front og krydse målstregen først. Han var dog desværre kommet til at overhale i gul flagzone, og straffen på 20 sekunder betød, at han blev sendt ned på en fjerdeplads i slutresultatet. Også Lars Højris i Peugeot var ude på slicks, og nøjagtig som Nicholai spandt han rundt om sig selv i starten af heatet, og kørte sig derefter op igennem feltet. Han var faktisk meget tæt på at overhale Michael Vesthave Jr. mod slutningen, men han måtte tage til takke med en tredje plads. Vinderen af heatet Allan Kristensen havde også valgt slicks, og uden den store dramatik lykkedes det ham at komme hæderligt igennem første halvdel af heatet, hvor han holdt sig på en fjerdeplads, for så i sidste halvdel at køre sig i front. Dermed fik Allan sæsonens første heatsejr, hvilket han bestemt ikke var utilfreds med.

Heat 2 blev desværre forsinket med ca. en time, på grund af en ulykke i DTC, hvor en fotograf kom alvorligt til skade. I sådan en situation er det vigtigste naturligvis at få styr på ulykken, og det blev håndteret rigtig flot af Jyllandsringen. SuperCup ønsker god bedring til fotografen, og håber naturligvis, at han kommer sig 100%. Selve heatet var væsentlig mere roligt end heat 1, og ret hurtigt etablerede Michael Vesthave Jr sig front, med Lars Højris på en anden plads, og Martin Sørensen i BMW på en tredjeplads. Og sådan så de tre pladser ud fra omgang 2 og frem til målflaget. Fjerdepladsen derimod var der en meget flot og tæt kamp om, og den foregik mellem Mikael Kildevæld i Seat Leon samt Allan Kristensen og Rene Povlsen i Seat Ibiza. Den trekamp vandt Allan Kristensen, og desværre for Mikael Kildevæld måtte han se sig henvist til 6. pladsen af Rene, blot to omgange før målflaget. Martin Sørensen var før sæsonstart spået gode chancer for at kæmpe med i toppen af feltet, men desværre for Martin har han haft en del tekniske problemer, som har forhindret ham i at blande sig i toppen. Så det var en meget tilfreds Martin der kom på podiet og fik sin første pokal i Yokohama SuperCup.


Michael Vesthave Jr. tilbage øverst på podiet, ikke bare i weekenden, men også i den samlede stilling.
(Foto: Keld Dohm)

Som heat 2 var heat 3 også kortet ned fra 15 minutter til 10 minutter, og det kom helt tydeligt til at betyde noget. Michael Vesthave Jr. kom godt fra start, og kørte sig stille og roligt op igennem feltet til en sikker sejr. Thue Henriksen tog sig af andenpladsen, men han var meget hårdt presset af Rene Povlsen på tredjepladsen. Faktisk var Thue efter heatet ikke bleg for at indrømme, at havde heatet varet de normale 15 minutter, så havde han nok ikke kunnet holde Rene bag sig. Også Lars Højris fik en super flot start, men desværre for Lars, så havde han et mindre sammenstød med en konkurrent i forbindelse med en overhaling allerede på anden omgang. Selve sammenstødet var ikke specielt voldsomt, men det betød at Lars røg af banen, og derfor desværre måtte udgå.


Michael Vesthave Jr. tilbage øverst på podiet, ikke bare i weekenden, men også i den samlede stilling.
(Foto: Keld Dohm)

Der mangler nu kun to afdelinger af Yokohama SuperCup i år, og som det ser ud lige nu i stillingen, så har de 6 forreste skilt sig ud fra resten, og det bliver helt sikkert mellem disse 6 at mesterskabspokalerne skal fordeles. Michael Vesthave Jr. er med 249 point tilbage i front, Rene Povlsen havde ikke sin bedste weekend, men dog god nok til kun at ryge ned på andenpladsen. Tredje og fjerdepladsen indtages af sæsonens to mest stabile deltagere Allan Kristensen og Mikael Kildevæld. De to er de eneste der indtil nu har gennemført og scoret point i samtlige 14 kørte heats. Mikael Kildevæld indtager lige nu tredjepladsen, men kun med et enkelt point ned til Allan. På femte pladsen ligger Thue Henriksen med kun 4 point op til Allan, men reelt står Thue nok bedre end både Allan og Mikael, da sæsonens 3 dårligste heats skal trækkes fra ved sæsonafslutning, og Thue skal lige nu trække mindre fra end de to andre. På sjettepladsen finder vi Lars Højris, og var han ikke kørt af banen i heat 3, så havde han formentlig ligget på tredje eller fjerde pladsen nu, så det er forståeligt, at han var temmelig ærgerlig over at havne i sandkassen. Det viser lidt om hvor tæt det er i toppen af klassen.

Næste gang klassen skal i aktion bliver den 22. – 23. september på Ring Djursland. Intet er afgjort endnu, og alt tyder på, at det først bliver afgjort til finaleløbet den 5. – 6. oktober, så der venter to meget spændende afdelinger.

Yokohama SuperCup
www.supercup.dk

Keld O. Dohm


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 18/08/26 - Jyllandsringen - Yokohama SuperCup
  •  
     

    Yokohama SuperCup nyhederne på Motorsporten.dk er sponsoreret af:
     



    Er din virksomhed klar til robotter?