Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally

1, 2 , 3 - Det blev resultat for Venning Motorsport ved 3. afdeling Yokohama Øst i Slagelse

Rally 
28/08/18 

Med et godt resultat ville Chris og Nadia kunne kalde sig Yokohama Øst mestre 2018 efter 3. afdeling, så planen fra morgenstunden var, at gå til stålet fra første meter af.
 

Det skulle dog ikke gå helt så let som håbet. Efter Fiesta'en revnede en bremseskive ved sidste rallysprint i Fårvang, var der til dagens løb blevet monteret 2 standard reserve-skiver. Selvom de var forsøgt kørt til inden første heat, havde de ikke den optimale bremseevne. Det kunne også ses på tiden. Chris og Nadia måtte se sig slået i første heat, af en af klassens andre hurtigere deltagere, med hele 7 sekunder.

I andet heat føltes bremserne noget bedre, så nu kunne der fokuseres på at køre stærkt. Flowet føltes langt bedre, hvilket også kunne ses på tiden. 16 sekunders forbedring i forhold til heat 1, og 2 sekunder hurtigere end den førende i klassen. Så forskellen var nu nede på 5 sekunder.

I tredje heat blev prøven vendt, så nu skulle der køres den modsatte vej rundt. Det lykkedes ikke helt at finde det samme flow, der var i bilen i andet heat, hvilket også kostede begge sidespejle undervejs, men tiden blev alligevel fornuftig. Cirka 5 sekunder hurtigere end den førende i klassen, så nu var de kun 0.1 sekund fra første pladsen. Til fjerde og sidste heat blev der hevet alt hvad der kunne ud af Fiestaen og Dmack dækkene.

"De fejl vi fik lavet i tredje heat blev der rettet op på, og flowet blev meget bedre. Vi havde Rasmus Sørensen som "harre" under det meste af heatet, og vi kunne se, at vi kunne matche hans tempo. Så fornemmelsen var god, da han normalt kører rigtigt stærkt." udtaler Chris.

Tiden skulle også vise sig at være helt acceptabel. 6. hurtigste tid generelt i fjerde heat, og cirka 5 sekunder hurtigere end nærmeste konkurrent i klassen. Så slut regnestykket ender med en klassesejr til Chris og Nadia, og en flot samlet 8. plads generelt. Job done!

Chris og Nadia kan nu uofficielt kalde sig Yokohama Mestre Øst og Vest 2018 i Gr.E!
Næste løb for Chris og Nadia bliver FTZ Rallysprint i Roskilde d. 22. September.

TWINGO
Mere træning i den nye bil, det var overskriften for Casper og Michael. Det er kun tredje løb de prøver kræfter med den nye bil, så der er stadig en masse erfaring at hente. De to tidligere rallysprint har været nogle små snørklede prøver, som ikke rigtigt har passet Twingoen særlig godt. Så dagens prøve i Slagelse så ud til at være noget bedre, da der var flere længere strækninger. Her kunne bil og undervogn rigtig få lov til at arbejde, og der kunne blive slidt på andet end 1. og 2. gear.

Første heat var ikke helt uden problemer. Bilen var god, bremserne knap så meget. Det var en ikke helt tilfreds Casper der efter målflaget i første heat, kunne konstatere at en bremsepedal der går helt i bund hvert andet øjeblik man træder på den, ikke er vejen til succes. Til trods for problemerne blev tiden alligevel til en umiddelbar 3. plads i klassen, og endda 4 sekunder hurtigere end storebror Chris.

Bremserne blev luftet ud i pausen mellem første og andet heat, i håb om at få lidt bedre "pedal-feel". Og med en forbedring af tiden fra første heat, på hele 11 sekunder, var det tydeligt, at det havde hjulpet. Men stadig ikke helt der hvor Casper gerne vil have dem.

Vanen tro blev prøven kørt den modsatte vej rundt i tredje og fjerde heat. Det passede desværre ikke helt Casper og Twingoen. Det kneb med at finde flow, og bremserne begyndte at drille igen, ligesom i første heat. Tiden var dog god nok til at holde 3. pladsen i klassen.

Fjerde og sidste heat bød på lidt af det samme som tredje heat. Bremser der drillede, og et flow der aldrig helt indfandt sig. Tiden blev dog forbedret med cirka 5 sekunder i forhold til tredje heat. Til stor overraskelse ender Casper og Michael på en 2. plads i klassen, og en 10. plads generelt, da en af de førende konkurrenter i klassen knækker en trækaksel i sidste heat og må udgå. Så selvom Casper ikke var helt tilfreds, var der alligevel lidt glæde at spore over en podieplacering i den ellers hårde R2/tunede 1600 klasse.

Casper udtaler: "Når først vi får styr på bremserne, er jeg sikker på at vi nok skal kunne være med i toppen. Bilen er fantastisk at køre i, og der er meget mere at hente i den endnu."

Næste løb for Casper og Michael bliver DM5 i Midtjylland d. 8. September.

ESCORT
Målet var at forsøge at forsvare føringen i mesterskabet i klassen for historiske biler, men allerede da Escorten skulle læsses på traileren om morgenen, tydede det på at blive en dag med udfordringer. Først ville Escorten ikke starte, og værre endnu så var det næsten umuligt at få gearkassen til at tage andet gear. Start problemerne forsvandt efter den blev skubbet igang, men gearkasse problemet blev vurderet til at være en revnet synchromesh ring. Og sådan en var desværre ikke lige lagervare på det ellers store hobby værksted, så dagens løb måtte enten briste eller bære.

Første og andet heat gik nogenlunde, gearkassen holdt, men tempoet var mærket af at der skulle knokles for at få bilen i 2. gear. Så ved middagspausen måtte John og Karsten tage til takke med en umiddelbar 3. plads i klassen.

I tredje heat gik det så galt. Efter få omgang satte gearskiftet sig pludselig fast imellem andet og tredje gear. John forsøgte alt hvad han kunne, for at få skiftet til at gå fri, så bilen kunne komme i gear. Men intet virkede. Escorten måtte parkeres, og det så sort ud for resten af dagen. Efter små 10 minutter besluttede John sig for at give det endnu et forsøg, og til alt held lykkedes det at få gearskiftet til at gå fri, så bilen kunne komme i gear igen. Hurtigt på med hjelme og seler, og så direkte i mål. Det betød naturligvis en max-tid i tredje heat, men nu var der stadig en chance for at gennemføre og få point med hjem.

Det var med spænding i maven at John og Karsten rullede frem til start til fjerde og sidste heat. Gearkassen kunne ikke laves i pausen, så der blev krydset alt hvad der kunne krydses for at den kunne holde til mål. En top-placering i klassen var ikke i spil længere, så nu gjaldt det bare om at få bilen i mål. Og til alt held lykkedes det. Dog ikke uden kamp. Flere gange undervejs i fjerde heat, satte skiftet sig fast. Heldigvis kunne John få den fri igen uden at skulle ind og holde stille, så heatet blev gennemført, og John og Karsten måtte tage til takke med en 3. plads i klassen.

Mesterskabs stillingen er i skrivende stund at John og Karsten stadig fører, med samlet 47 point. Nærmeste konkurrent har efter løbet i slagelse 35 point. Næste løb for John og Karsten skulle have været DM5 i Midtjylland, men grundet problemerne med gearkassen, og begyndende olieforbrug i motoren, må de desværre melde afbud. Så nu er målet at få Escorten lavet inden sidste afdeling af Yokohama Øst d. 7. Oktober.

Venning Motorsport