Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Hamilton vinder i Ungarn

Formel 1 
29/07/18 

Trivielt løb på Hungaroring
Fra pole vandt Lewis Hamilton årets udgave af Det Ungarske Grand Prix. Det var ikke et løb uden spænding og dramatik. Spændingen var dog mest på den akademiske måde, mens dramaet kom på de sidste par omgange. Ferrari-kørerne kom begge på podiet.
 

Det var et af de løb, der blev afgjort om lørdagen. Ikke så meget fordi Hamilton fik pole. Pole er altid vigtigt. Men det afgørende var at Bottas blev nr. 2 i kvalifikationen - og samtidig formåede at holde den placering da starten gik. Dermed blev han Hamiltons skjold mod Vettel, der muligvis var hurtigere. Bottas sørgede for, at Vettel ved pitstoppet var så langt bagefter Hamilton at englænderen kunne glide tilbage i front, mens tyskeren skiftede gummi.

Vettel kunne selvfølgelig have fundet en vej forbi Bottas - men overhalinger og Ungarn passer ikke så godt sammen. Hvilket sjovt nok er derfor man husker overhalinger på Hungaroring - de er så svære at lave, at de faktisk kræver en indsats - og derfor huskes de. Men spændingen om sejren, var der i teorien stadig, når alle havde været i pit, for hvis Vettel virkelig var hurtigere, så kunne han måske nå frem til Hamilton og vi kunne måske få en af disse legendariske dueller rundt på en bane, hvor man ikke kan overhale. Specielt fordi Vettel stoppede sidst og derfor burde have de friskeste dæk.

Men al den teoretiske spænding fløj ud af sin imaginære ballon allerede da Vettel kom ud på banen efter sit pitstop, for lige foran var, igen, Valtteri Bottas. Så altså var situationen status quo. Og Vettel kunne ikke finde en vej forbi Bottas, endsige komme tæt nok på til at prøve. Bagfra kom Raikkonen, der havde stoppet to gange. Begge var de tydeligere hurtigere end Bottas. Mod slutningen begyndte Bottas så at have problemer med sine efterhånden efterløns-modne dæk. Det udnyttede Vettel og satte et angreb ind på finnen ved enden af langsiden. Han pressede sig forbi, men da finnen ikke bremsede som han nok burde have gjort, ramte han ind i Vettel, knækkede sin frontvinge og endte med også at lukke Raikkonen forbi. Men Hamilton var for langt væk, så løbet var nu sådan set afgjort.

Bottas havde dog gjort livet svært for sig selv - den beskadigede vinge gjorde ham langsom og han blev indhentet af Ricciardo, der efter en dårlig kvalifikation havde snittet sig vej gennem feltet til en 5. plads. Og nu var han lige i bagvingen på den haltende Mercedes. Igen for enden af langsiden trak australieren den lange vej udenom, Bottas ville bremse sent, men at bremse sent når frontvingen er knækket, er ikke så let, så han torpederede ind i siden på Ricciardo. Begge biler kunne dog køre videre, Bottas nu med flere skader. Fra pitten fik han at vide, at han skulle give pladsen til Ricciardo, hvilket han ikke helt var enig i. Det lykkedes dog Ricciardo at komme forbi på sidste omgang og slutte med en ret heldig 4. plads.

Den sidste kører, der naturligt hører til i top 6 er Max Versappen, han kom dog bare ikke så langt i dag, da motoren tidligt i løbet sagde farvel og tak. I stedet blev det en Toro Rosso med de Honda motorer, som Red Bull også skal køre med næste år, der fik en 6. plads. Endnu en god dag for unge Gasly. På 7. pladsen kom Kevin Magnussen i Haas. Danskeren fik en god start, og snuppede et par placeringer på første omgang - og så var det, sådan set det.

På en 8. plads kom Fernando Alonso i McLaren, efter en rimelig anonym indsats, mens Carlos Sainz gled fra en 5. plads på gridden og ned til 9. pladsen i løbet. Ikke specielt imponerende. Det sidste point gik Romain Grosjean, der i virkeligheden ikke havde den bedste dag. Men at få et point på en halvskidt dag, i en Haas, er sådan set ganske godkendt.

I VM stillingen er Hamilton nu et pænt stykke foran Vettel. Ferrari skal nok bruge de næste par ugers ferie, på at overveje hvordan de egentlig kommer tilbage i VM kampen. For ikke så længe så det ud til, at de havde bragt sig i førersædet, ikke bare pointmæssigt, men også præstationsmæssigt. Lige nu er den bold rullet tilbage til Mercedes.

Næste løb er i Belgien, den 26. august. Så mens vi andre begynder at knokle igen, kan F1 feltet holde en sikkert voldsomt tiltrængt ferie. Vi ses...

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Hungaroring
  • 29/07/18 - Hungaroring - Formel 1 - FIA F1
  •