Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Youngtimer Challenge

Stort YTCC felt på FDM Jyllandsringen

Youngtimer 
17/05/18 

YoungtimerYoungtimer Touring Car Challenge besøgte FDM Jyllandsringen med flotte felter, da den anden afdeling af årets mesterskab blev kørt.
21 biler var til start i Division 2, mens den kombinerede Division 1 og 3 grid også talte 21 biler.
 

Mick Søgaard var den førende i mesterskabet i Division 1 foran Bent Dyhre Hansen og Keld Graabæk. I Division 2 lå Anders Tage Jensen i front, efterfulgt af Ole Sondrup og Søren Anker. Peder Skipper førte Division 3 foran Sebastian Belli og Niels Lindberg Møller.

Division 1 og 3 var de første på banen lørdag formiddag, og her fortsatte Mick Søgaard dominansen fra åbningsløbet blandt de hurtige Division 1 biler, mens Oliver Clarke i sin Mazda RX7 brød BMW’erne, efterfulgt af Bent Dyhre Hansen i en BMW.


Søren Christensen har en af feltets flotteste biler – men det er ikke kun udseende, men der er bestemt også godt med fart på BMW E46 raceren
(Foto: JJ Media)

Kenneth Engelberg Olsen var den hurtigste mand i Division 3 foran Michael Terkildsen, der vendte tilbage til klassen, med den bil som han kørte Division 1 med sidste år – dog i en ombygget version, så vægt/effekten passede til Division 3. Den mesterskabsførende Peder Skipper skulle starte fra 3. position.

Små to timer senere havde Division 2 deres kvalifikation, og her var sidste års Division 3 mester Michael Nymark den hurtigste mand foran Ole Sondrup og Søren Christensen.

Det var dog først lørdag eftermiddag at løbene skulle køres.


Christian Schandorff manglede lidt fart denne weekend, men fik alligevel kørt en masse gode point hjem til mesterskabet
(Foto: JJ Media)

Søren Christensen fik den bedste start, og begav sig ud i en løbslang duel med holdkammeraten Ole Sondrup. De to byttede pladser undervejs, så det var Sondrup der krydsede målstregen først foran Christensen, mens Kim Sørensen havde fået kørt sig op på 3. pladsen, få centimeter foran Thomas Bakke på 4. pladsen.

I Division 3 havde Kenneth Engelberg Olsen og Michael Terkildsen en tæt duel igennem løbet, hvor det lykkedes Terkildsen at komme forbi halvvejs i løbet, og derefter krydse målstregen forrest. Sebastian Belli fik avanceret sig to pladser i forhold til kvalifikationen, og kom i mål på 3. pladsen, lige foran Peder Skipper.


Peder Skipper har Division 3 rimeligt under kontrol – i hvert fald ligger han stadig i top efter weekendens kørsler
(Foto: JJ Media)

Division 1 blev en ren opvisning af Mick Søgaard ude i front. Han blev efterfulgt af Bent Dyhre Hansen, der var smuttet forbi Oliver Clarke i starten. Christian Schandorff havde kørt sig op på 3. pladsen, efter blot at være startet 9’er.

Alle kørerne havde indtil søndag formiddag til at få slappet af, og måske få justeret lidt på bilernes opsætninger.


Erik Holgersen er lige ved og næsten – han ligger altid og lurer lige udenfor podiepladserne, men mon ikke snart at han finder vej til Division 1 podiet?
(Foto: JJ Media)

En kører som ikke behøvede at justere noget som helst var Mick Søgaard – han vandt også heat 2, mens Bent Dyhre Hansen og Christian Schandorff også fulgte efter i denne omgang.

Michael Terkildsen førte fra start til slut i Division 3, men ikke uden pres fra Kenneth Engelberg Olsen. De to havde en herrefight ude foran, mens Peder Skipper og Sebastian Belli kæmpede videre omkring den sidste podieplads – denne gang med Skipper som vinder af den duel.

Ole Sondrup og Søren Christensen fortsatte deres duel fra løb 1, hvor de byttede pladser adskillige gange i løbet af de 12 omgange som løbet varede. Sondrup havde igen overtaget, mens Christensen havde et 3 sekunders forspring ned til Anders Tage Jensen på 3. pladsen.


Sebastian Belli har fået rigtig god fart i den lille VW Lupo, men var uheldig at udgå fra finaleløbet, og har derfor et lille pointmæssigt hul op til førstepladsen i Division 3
(Foto: JJ Media)

Weekendens sidste heat i Division 2 blev til et trekantsdrama mellem Sondrup, Jensen og Christensen. Ole Sondrup havde en rigtig dårlig start på løbet, og faldt helt ned på 3. pladsen, inden at han fik kæmpet sig tilbage til weekendens 3. sejr ud af 3 mulige. Anders Tage Jensen fortsatte fremgangen henover weekenden, og efter en 4. og en 3. plads, blev det til andenpladsen i heat 3. Søren Christensen måtte tage til takke med 3. pladsen denne gang. Kim König leverede en flot opkørsel fra 17. startposition til 8. pladsen – dog matchet af Arne Hansen, der kørte fra 19. pladsen til 10. pladsen i sin Renault Clio.

Mick Søgaard tog weekendens 3. sejr ud 3 mulige, og har derved vundet samtlige heats i år! Virkelig flot præstation. Der var straks mere kamp om andenpladsen, hvor Christian Schandorff fik sin Porsches snude foran Bent Dyhre Hansen. Erik Hawaleschka Madsen fik den blå Mini Cooper kørt op fra en 13. plads i det blandede Division 1 og 3 felt til 6. pladsen. Så det ser ud til at han er ved at være oppe i fart igen efter hans tidlige Padborg exit.

I Division 3 fik Kenneth Engelberg Olsen endelig has på Michael Terkildsen, der kunne køre andenpladsen hjem foran Peder Skipper. Hans ”legekammerat” gennem hele weekenden, Sebastian Belli, måtte desværre udgå midtvejs i løbet.


Anders Tage Jensen måtte afgive føringen i Division 2 mesterskabet, men han er ikke mange point bagude
(Foto: JJ Media)

Weekendens resultater har givet visse forskydelser i mesterskabsstillingerne.

Mick Søgaard fører Division 1 med maksimalt pointantal foran Bent Dyhre Hansen, mens Christian Schandorff er hoppet op på 3. pladsen foran Keld Graabæk, som havde en lidt anonym weekend med en 7. plads og to 4. pladser.

Ole Sondrup er fortsat i front af Division 2, med Anders Tage Jensen på andenpladsen foran Søren Christensen og Søren Anker. Tre Graabæk kørere i top 4 er helt sikkert noget som teamchefen kan godt lide.

Peder Skipper forsvarede føringen i Division 3, mens Sebastian Belli holder andenpladsen foran Lars Lundgaard, der havde en stabil weekend med to 6. pladser og en 5. plads i finaleheatet.

Nu får nogle af YTCC kørerne mulighed for at sunde sig lidt inden at den næste tællende DM afdeling skal køres på svenske Ring Knutstorp den 2. og 3. juni.

Inden da er der dog 36 kørere som har valgt at stille op ved Classic Race Aarhus, hvor hele YTCC feltet kører fælles løb, med alle klasser på banen samtidig. Der er garanti for masser af action, så det vil være en rigtig god ide at tage turen til Aarhus og se en masse godt ræs, og nyde den friske strandluft eller den flotte Mindepark, som banen køres rundt omkring.

Kørerforeningen YTCC
Youngtimer Touring Car Challenge

JJ Media


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 06/05/18 - Jyllandsringen - Youngtimer
  •