Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Bilorientering

NM serie indledt med 2. og 3. plads

Bilorientering 
24/04/18 

De forsvarende Danmarks Mestre, Børge Holm og Jørn Mørup, fik ikke den ønskede sejr med fra de danske afdelinger om NM.
Nordisk Mesterskab i bilorientering er den daglige omtale af det mesterskab som det internationales bilsportsforbund FIA afvikler i den nordeuropæiske zone.
 

NM serien afvikles over 6 afdelinger med 2 afdelinger i Danmark, 2 i Sverige og 2 i Finland. De 2 danske afdelinger blev afviklet i den forgangne weekend, mens de svenske og finske afdelinger først køres i september og oktober.

For Danmarks Mestrene fra de sidste 4 sæsoner Thisted kører Børge Holm, Thy Motor Sport og kortlæser Jørn Mørup fra Struer & Omegns Motor Sport var det vigtigt at komme fra start i serien med en sejr i en af de to afdelinger. Når pointstillingen skal gøres op ved årets udgang er der nemlig kun en af de to afdelinger i hjemlandet, der kan tælle med i det samlede mesterskab.


De forsvarende Danmarks Mestre Børge Holm og Jørn Mørup fik ikke den ønskede sejr med fra de danske afdelinger om Nordisk Mesterskab, men fører fortsat i kampen om DM
(Foto: Bjarne Andersen)

De sidste to år har Holm og Mørup vundet begge danske afdelinger, der var derfor optimisme forud for weekendens to afdelinger, der fredag og lørdag blev afviklet med udgangspunkt fra Gjern i det midtjyske og begge dage, var det Aarhus Automobil Sport, der var arrangør.

Det blev dog ikke til en gentagelse fra de sidste par år for Thisted / Struer mandskabet. I fredagens afdeling blev det lokale mandskab nr. 3, og selv om de målt i strafpoint, var længere fra sejren om lørdagen var det faktisk der Holm og Mørup var tættest på sejren.

Da 6 af 7 etaper var afviklet i lørdagens afdeling, var Børge Holm og Jørn Mørup i spidsen af løbet og med et forspring på 21 strafpoint ned til de senere vindere af løbet. Men 3 stress fejl på rutebogens sidste side blev dyre for Thisted / Struer mandskabet. Holdet mistede 3 rutekontroller på fejlene og måtte i stedet glæde sig over, at de trods alt var i stand til at holde fast i løbets 2. plads.

Begge afdelinger blev vundet af de forsvarende nordiske mestre, Ikast brødrene, Harald og Jan Søndergaard.

For det andet Struer mandskab i NM serien, Morten Jäger og Bent Mikkelsen blev det heller ikke til den ønskede start i deres kamp for at forbedre sidste års NM bronze medaljer. Jäger og Mikkelsen blev nr. 4 i fredagens afdeling og nr. 5 om lørdagen.

Til gengæld var der stor tilfredshed af spore hos kortlæser Ole Skov fra Thy Motor Sport. Ole Skov deltager i NM serien sammen med Roskilde køreren Rene Hansen. Hansen og Skov var meget tilfredse med 3. pladsen i lørdagens NM afdeling.

Sidste lokale islæt stod Struer kører Michael Nystrup Larsen og kortlæser Henrik Møller-Nielsen, Århus for. Holdet blev nr. 7 i fredagens afdeling og nr. 9 om lørdagen.

De to løb fredag og lørdag var også tællende som henholdsvis 2. og 3. afdeling om Danmarks Mesterskabet. Her vandt Børge Holm og Jørn Mørup for nogle uger siden årets første DM afdeling og med weekendens placeringer holder Holm og Mørup fast i DM føringen.

Årets NM serie fortsætter i Sverige og Finland i efteråret, mens 4. afdeling om DM afvikles på Sydsjælland i juni måned.

Struer & Omegns Motor Sport