Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DM i Rally

Bedste tid trods hul i køleren

DM Rally 
06/04/18 

Lasse M. Sørensen/Mette Jensen kom stærkt igen i påskens Rally Horsens
For Lasse M. Sørensen/Mette Jensen begyndte sæsonen for alvor i påsken, hvor de deltog i Rally Horsens, der var første afdeling af Danmarksmesterskabet i rally. Det blev et løb, hvor det gik bedre og bedre for mandskabet i Opel Adam R2-raceren i takt med, at løbet skred frem.
 

”Vi havde en del udfordringer i den første halvdel af løbet, men i den anden halvdel gik det langt bedre,” forklarer Lasse M. Sørensen. ”Vi begyndte at køre hurtige tider, og ved den syvende prøve, som fandt sted i industrikvarteret, så tiderne helt anderledes ud.”

Den syvende hastighedsprøve blev netop løbets højdepunkt for Lasse M. Sørensen/Mette Jensen i Rally Horsens. I et felt med 60 startende satte de tiendebedste tid, og deres tid var den bedste i deres klasse, som havde 14 deltagere. Da makkerparret samtidigt præsterede markante forbedringer på hastighedsprøverne ved anden gennemkørsel i forhold til første gennemkørsel, rykkede de trods den dårligste start frem, så de kunne slutte på en sjetteplads i R2-klassen, hvor 11 af de 14 hold kom i mål.

”Første del af løbet var præget af, at vi ikke rigtigt kunne finde det rette flow,” forklarer Lasse M. Sørensen. ”Bilen bremsede mærkeligt, og vi havde ikke det samme greb rundt i svingene, som vi plejer.”

”Der blev kørt fire hastighedsprøver, og på den anden af dem var der et hop, hvor bilen lettede. Anden gang, vi kom der, slog bilen simpelthen næsen ned i asfalten, så det røg og dampede lidt. Der var kommet et lille hul i køleren – ikke et særlig stort hul – men vi valgte at fortsætte og holde øje med vandet og temperaturen.”

Det lykkedes holdet at komme igennem til servicepausen, hvor den defekte køler blev lappet, så holdet kunne fuldføre løbet.

”Vi kom i mål, fik forbedret os og fik værdifulde point med hjem til mesterskabet, så det gik alligevel godt,” siger Lasse M. Sørensen.

Lasse Murmann Sørensen