Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rallycross

Endelig en dansker i offroadens Formel 1

Rallycross 
05/02/18 

I fredags kunne Ulrik Linnemann endelig offentliggøre hvad 2018 sæsonen byder på i hans racingkarriere. Efter 7 år i top 5 i Europamesterskabet i Super 1600-klassen skal Ulrik Linnemann nu endelig prøve kræfter med kongeklassen indenfor Rallycross, nemlig SuperCar.
 

”SuperCar er hvad der svarer til Formel 1 i offroadverdenen og det bliver en hård kamp, men jeg er mere end klar!” fortæller Ulrik Linnemann. Teamet har indkøbt en VW Polo med 600 HK, for at Ulrik Linnemann kan være konkurrencedygtig i det hårde felt, mellem Europas bedste racerkørere.

Inden sæsonstart har Ulrik haft travlt, han har nemlig været i kontakt med flere mulige teams og bilmærker, inden valget landte på VW bilen. Ulrik har før testet 3 forskellige andre Supercars, hvor han har følt sig tæt på et Supercar sæde, men efter weekenden hvor han endelig kunne side i sit eget sæde, er det ved at gå op for ham at drømmen endelig er gået i opfyldelse.

”Man kan sammenligne oplevelsen ved at accelerere i den her racerbil med et fly i acceleration, det er en mega fed følelse” fortæller Ulrik om oplevelsen ved at køre en bil som er hurtigere fra 0-100 end en Formel 1 bil. Det prøvede Ulrik i weekenden til Motorshow i Herning, hvor den nye racerbil blev vist til offentligheden for første gang.

Den erfarne racerkører Casper Elgaard var også imponeret, efter at sidde i passagersædet i Ulriks nyindkøbte racerbil i weekenden. Han postede efterfølgende en video inde fra bilen på sine sociale medier med teksten ”600 hk, 4 hjulstræk og Ulrik Linnemann fra 0-100 på møj vild vis.” Racerbilen gav så stor genlyd på hele motorsportsmessen, så selveste Kevin Magnussens fanklub meldte sig på banen med et sponsorat til Ulrik Linnemann.

Den nyindkøbte racerbil har en spændende historie inden for sporten. I 2013 kørte Carlos Sainz i bilen, mens det i 2014 var tidligere Formel 1-kører Scott Speed som kørte i den.

Den 24. februar skal Ulrik deltage med bilen i et testløb i det belgiske mesterskab, for at lære bilen at kende inden Europamesterskabet starter i Spanien d. 14. april.

Linnemann Motorsport