Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Go Kart

Tidligere racerkører overtager Odense Gokart Hal

Go Kart 
25/01/18 

Den tidligere racerkører Michael Schröter har sammen med Maria Louise Jensen købt Odense Gokart Hal pr. 23. januar. Parret sætter fra start masser af fart og nye initiativer i gang i gokarthallen, som var Danmarks første indendørs gokartbane, da den startede tilbage i 1993 i nogle gamle lagerbygninger bag Odense Banegård. I år 2000 flyttede Odense Gokart Hal i helt nye lokaler bygget til formålet på adressen Cikorievej 32 Odense SØ.
 

Mere spændende bane på vej
I den nærmeste fremtid vil der blive tænkt i baneudvidelse, men ifølge de nye ejere så handler det ikke om at få flest meter på banen, men derimod at lave den sjoveste og mest spændende bane i Danmark, så det på den måde også bliver attraktivt til vintertræning for udendørs kørere.

”Helt generelt går vi i gang med at udvikle hallen til et moderne gokartcenter, hvor vi vil opdatere lokaler og faciliteter og skabe et lækkert cafemiljø. Vi vil gøre det nemt for kunderne at benytte banen, og derfor skal vi investere i et nyt it-system med bl.a. onlinebooking og live timing systemer i hallen. Der vil blive indkøbt nye gokarts, herunder børnekarts som børn helt ned til 7 år kan køre, det har ikke før været muligt,” forklarer Maria Louise Jensen.

Gokart for alle
”Vores udgangspunkt er, at gokart skal være muligt for alle. Derfor starter vi blandt andet Gokart Børnehold og seniorhold, hvor børn og voksne i Odense og omegn kan gå til gokart og få køreundervisning,” fortæller Michael Schröter.

Han er selv en erfaren underviser, da han siden 2013 har været ansvarlig for Danmarks eneste Gokartlinje, der udbydes på TronsøSkolen, for unge kørere der drømmer om at blive professionelle.

Med en baggrund som racerkører i blandt DTC-serien har Michael Schröter masser af erfaring at trække på i forhold til at lære fra sig og skabe interessante events i gokarthallen. Det kombineret med Maria Louise Jensens baggrund som grafiker, webdesigner og eget skilte- og reklamebureau, så er fundamentet på plads i forhold til at udbyde en række nye produkter i fremtiden i Odense Gokart Hal.

”Vi har planer om at starte en erhvervsklub for lokale firmaer. Her vil vi arrangere firmarace og lave en løbsserie for de tilmeldte virksomheder. Vi gør også plads til, at virksomheder kan afholde dagsmøder i vores mødelokaler, hvor der så bliver mulighed for gokart i pauserne,” fortæller Maria Louise Jensen. Hun flytter samtidig med overtagelsen sit skilte- og reklamebureau Sign-House ud på samme adresse.


Med en baggrund som racerkører har Michael Schröter masser af erfaring at trække på i forhold til at lære fra sig og skabe interessante events i gokarthallen

Bedre fynske kørere
Parret vil skabe et øget samarbejde med gokartklubber omkring undervisning, og andet som kan gavne gokartkørere.

”Vi ser en god synergi i for eksempel at hjælpe Søndersø Karting Klub til bedre forhold. Hvis vi kan styrke klubbens kørere, så er jeg sikker på, at interessen for at køre gokart vil stige her i Odense, og dermed får vi også flere mennesker herud i hallen,” påpeger Michael Schröter.

De nye ejere vil fejre overtagelsen med gode og spændende arrangementer i løbet af foråret, de vil blive offentliggjort på gokarthallens facebookside, Odense Gokart Hal.

Fakta
I februar 1993 åbnede Danmarks første indendørs gokartbane - Odense Gokart Hal. Banen var baseret på banerne i England og blev placeret i nogle gamle lagerhaller bag banegården i Odense.
Parret Maria Louise Jensen og Michael Schröter overtager Odense Gokart Hal pr. 23. januar 2018.
Odense Gokart Hal ligger på adressen Cikorievej 32, 5220 Odense SØ
www.Gokart-hal.dk

Michael Schröter