Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser
ASETEK SIMSPORTS

Formel 4

Christian Lundgaard kan vinde endnu et Formel 4 mesterskab

Formel 4 
09/11/17 

Den danske Renault Formel 1 juniorkører Christian Lundgaard kan i weekenden vinde sit andet Formel 4 mesterskab i år. 16-årige Christian vandt allerede i august det nordeuropæiske FIA mesterskab, SMP Formel 4 NEZ og i weekenden kan han føje endnu en FIA titel til en fantastisk sæson, hvis han vinder det spanske Formel 4 mesterskab.
 

Sammen med sit hollandske team MP Motorsport stiller han til start ved sidste afdeling, der afvikles på Estoril i Portugal.

Christian Lundgaard har hele sæsonen været indsat fra løb til løb i det spanske mesterskab, da SMP Formel 4 NEZ var første prioritet. Derfor har forberedelserne ikke altid været optimale. Men det, der havde været tiltænkt som en ekstra mulighed for at lære, udnyttede Christian så godt, at han fører mesterskabet med 3 point inden weekendens tre sidste løb. Nærmeste konkurrent til titlen er russiske talent Alexander Smolyar, der udnyttede Christians problemer ved seneste løb på Nogaro, Frankrig. Her havde Christian problemer med koblingen på sin Formel 4 racer, hvilket kostede i starterne og betød, at Christian uvant ikke fik en sejr kørt i hus i et af de tre løb.


(Foto: Lundgaard Racing)

"Det er tæt i toppen, så jeg skal virkelig køre op til mit bedste for at sikre titlen" fortæller Christian Lundgaard. "Smolyar er virkelig hurtig over en enkelt omgang, så første fokus bliver at være hurtigere end ham i kvalifikationen. Ved sidste løb havde vi lidt problemer og det er der ikke plads til i denne weekend, hvis det skal lykkes at vinde mesterskabet. Det vil være helt fantastisk at vinde, da jeg nogle gange har været indsat så sent til løbene, at de andre kørere havde en dags ekstra træning på banen før jeg kom. Men jeg håber vi er godt forberedt denne gang og kan få endnu en titel kørt hjem".

Efter at have sikret sig SMP Formel 4 NEZ titlen har Christian ellers haft fokus mod forberedelserne til næste sæson. Hans manager Alessandro Alunni Bravi, chefen for Renault Formel 1 teamets Junior Academy Mia Sharizman, MP Motorsport Chef Sander Dorsman og DASUs Bo Baltzer Nielsen har i fællesskab overvejet det næste skridt for Christian. Formel Renault 2.0 er det mulige næste skridt og Christian har allerede gennemført de første tests i den hurtige formelbil. Første gang i den nye racer var han kun 0,17 sek. fra at blande sig i top tre i det 37 biler store felt med flere erfarne kørere i feltet. Sidenhen har der været testet på grandprix banen Spa og yderligere tests på grandprix banerne Monza, Paul Ricard, Silverstone og Barcelona er allerede planlagt.

"Formel Renault 2.0 raceren er meget anderledes end Formel 4 raceren" forklarer Christian Lundgaard. "Den kræver mere tilvænning, før jeg rigtig vænner mig til den. Den har mere downforce og er derfor en del hurtigere i svingene, men det har jeg ikke problemer med. Jeg savner lidt mere respons fra bilen, så jeg bedre kan føle, hvad den gør, men det skal nok komme med de tests vi har planlagt".


(Foto: SMP Formula 4)

Tidsplan for Formel 4, Estoril.
Første kvalifikation, der afgører startplaceringer til løb et og to, afvikles lørdag kl. 8.15. Løb 1 afvikles kl. 10.45 og løb 2 kl. 13.15.
Søndag afvikles kvalifikationen til løb tre kl. 8.30 og kl. 14.25 afvikles det tredje og sidste løb.

På Facebook opdateres "Lundgaard Racing" løbende.

Lundgaard Racing Press

Jan Kaiser

Læs mere om:
  • Christian Lundgaard
  •  



    ASETEK SIMSPORTS