Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Thundersport Championship

Topplaceringer i to danske mesterskaber for Magnussen Racing Experience

DTC 
02/10/17 

DTC - Danish Thundersport ChampionshipDM-Finalen 2017: Mens Jan Magnussen sluttede på en andenplads i Danish Thundersport Championship søndag eftermiddag, tog Christian Rasmussen tredjepladsen i det danske Formel 4-mesterskab.
 

Årets udgave af DM-Finalen på Jyllandsringen udløste store pokaler til Magnussen Racing Experience, da Jan Magnussen og Christian Rasmussen endte på podiet i henholdsvis Danish Thundersport Championship og Formel 4 Danish Championship.


(Foto: Dennis Risager)

Jan Magnussen: Fantastisk med spænding
– Det var fedt at være med i kampen om mesterskabet helt indtil sidste løb, og at slutte på en andenplads i kørernes mesterskab uden at have kørt alle sæsonens afdelinger er bestemt godkendt. Det ville have været suverænt at tage mesterskabet, men Lasse Sørensen har været en benhård konkurrent og har virkelig gjort det godt i år, og vi ønsker ham alle tillykke med mesterskabet, lyder det fra Jan Magnussen.


(Foto: Dennis Risager)

Jan Magnussen, som til DM-Finalen var sponsoreret af den landsdækkende værkstedskæde AutoPartner og havde fyldt sit hospitality op med VIP-gæster, havde ellers sat næsen op efter at vinde årets sidste løb. Med en andenplads i første kvalifikationsheat og en enestående sejr i andet skulle den tredobbelte mester starte forrest i den afgørende finale. Han blev imidlertid overhalet af en flyvende Ronnie Bremer, som tog starten og efterfølgende gjorde alt for at holde Magnussen bag sig. Magnussen lagde først lidt afstand, men fik så greb i asfalten og gik i angreb.


(Foto: Dennis Risager)

Længe kæmpede de to kamphaner kofanger mod kofanger, og først på sidste omgang lykkedes det for Jan Magnussen at få sin blå og røde Chevrolet Camaro forbi og indtage førstepladsen – men kun i en brøkdel af et sekund, da Ronnie Bremer straks efter kom for tæt på Magnussen og lavede dét, der lignede en sejr om til en parkering i gruset.


(Foto: Dennis Risager)

– Ærgerligt at slutte sæsonen på dén måde. Jeg ville utroligt gerne have givet mit team og alle vores gæster og samarbejdspartnere en finalesejr, men sådan skulle det ikke være. Jeg er nu ret sikker på, at de fleste følte sig godt underholdt, og jeg fortryder naturligvis ikke, at jeg udnyttede den chance, selvom jeg endte med at blive skubbet af banen. Heldigvis havde jeg point nok til at bevare min andenplads i mesterskabet.


(Foto: Dennis Risager)

Michael Markussen: En skuffende afslutning
For teamets unge DTC-talent, Michael Markussen, forløb weekenden langtfra som håbet. Den forsvarende vicemester lagde ellers stærkt ud med at sætte næsthurtigste tid i kvalifikationen, men måtte udgå allerede før starten på første kvalifikationsheat grundet en mekanisk defekt.


(Foto: Dennis Risager)

Markussen måtte således starte andet kvalifikationsheat fra bageste position og var godt i gang med at æde sig op gennem feltet, da han uforskyldt blev indblandet i et større harmonikasammenstød forårsaget af en bil, der holdt parkeret på tværs af banen. Kolding-køreren kunne selv køre tilbage til pitlane, men ødelæggelserne var så omfattende, at den Lundbeck & Hansen-sponsorerede Chevrolet Camaro måtte kapitulere for resten af dagen.

– Det er svært at sætte ord på så ekstrem en skuffelse. Efter en enormt udfordrende sæson havde jeg glædet mig til at være med i kampen om DM-Finalen og give mine mange samarbejdspartnere og gæster en fantastisk oplevelse og måske endda en sejr. Desværre fik jeg aldrig muligheden, og det var trist at skulle overvære finalen fra pitlane, lyder det fra Michael Markussen.


(Foto: Dennis Risager)

Michael Markussen nåede dermed ikke at hente yderligere point til mesterskabet og sluttede på en ottendeplads i den samlede stilling.

– Trods vores udfordringer har vi hele tiden samarbejdet som et team, og jeg er stolt over de gutter, som har været omkring mig og min bil i år. Vores løbssejre i Aarhus og på Jyllandsringen beviser, at vi har farten til at være med helt fremme, og kvoten for sorte uheld må da også være opbrugt efter i år. Jeg er allerede begyndt at tælle ned til Åbningsløbet i 2018.

Formel 4: Christian Rasmussen sejrede i årets løb
Foruden Danish Thundersport Championship kæmpede Magnussen Racing Experience også for et topresultat i det danske Formel 4-mesterskab i weekenden, og 17-årige Christian Rasmussen gik som altid til makronerne. Efter en udfordrende sæsonstart havde det hurtige motorsportstalent fra Dragør efterhånden fundet farten i den benhårde serie, og han kunne stille op til DM-Finalen med en mulig andenplads i mesterskabet indenfor rækkevidde.


(Foto: Dennis Risager)

– Førstepladsen var givet på forhånd, men jeg kunne måske kæmpe mig fra en tredjeplads til en andenplads i mesterskabet, så vi var alligevel fyldte med spænding i ugen op til weekenden. Det danske Formel 4-felt er en hård serie med flere hurtige kørere, og at tage en sejr i årets sidste løb ville være en fed afslutning, lyder det fra Christian Rasmussen.

Som sagt, så gjort. Rasmussen endte med at bestige podiet hele fire gange i løbet af weekenden. Første løb blev kørt i silende regn, og her sikrede den unge Formel 4-kører sig en andenplads, mens andet heat udløste en tredjeplads. Til tredje og sidste løb kom Christian Rasmussen igen godt afsted og havde længe en nervepirrende duel med Frederik Vesti, før han endelig krydsede målstregen som vinder af løbet til stor jubel for teamet og de mange tilskuere.

– En fantastisk afslutning på sæsonen! Det er en helt ny serie, og vi har lært utroligt meget i løbet af året. Teamet omkring mig har kæmpet for at komme fremad, og mens første halvdel af året var temmelig udfordrende, syntes resultaterne efterhånden at komme i løbet af sommeren. Vi fik vist vores evner til årets sidste løb, og der findes næppe nogen bedre måde at afslutte sæsonen end med en sejr.


(Foto: Dennis Risager)

Christian Rasmussen fik efter modtagelsen af sin sejrspokal overrakt pokalen for sin tredjeplads i Formel 4 Danish Championship.

Magnussen Racing Experience


Læs mere om:
  • Christian Rasmussen
  • Jan Magnussen
  • Michael Markussen
  • Jyllandsringen
  • 17/10/01 - Jyllandsringen - DTC
  • 17/10/01 - Jyllandsringen - Formel 4 DK
  •