Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

SportsCar Championship

Jan Magnussen tæt på sit tredje amerikanske GT-mesterskab

SportsCar
Championship 

26/09/17 

Med en fjerdeplads i sæsonens næstsidste løb på Laguna Seca-banen natten mellem søndag og mandag lykkedes det Jan Magnussen og Antonio Garcia at komme endnu tættere på det prestigefulde amerikanske IMSA-mesterskab.
Corvette-duoen skal nu blot starte finaleløbet i næste måned for at sikre sig titlen.
 

Der er lagt i kakkelovnen til en succesfuld sæsonafslutning for Jan Magnussen og Antonio Garcia, der med søndagens fjerdeplads i IMSA-sæsonens næstsidste afdeling står i en stærk position til at tilegne sig mesterskabet. Faktisk behøver de to Corvette Racing-kørere blot at sætte sig i bilen til finalen på Road Atlanta i næste måned for at erklære sig mestre.


(Foto: Richard Prince)

– Det er så stort, og vi er så glade for at stå i den her position inden finalen! Det er en optimal situation, der samtidig giver os mulighed for at jagte sæsonens sidste topresultat i stedet for at køre defensivt og forsvare titlen, lyder det fra Jan Magnussen.

Det var danskeren, som var første mand i bilen på Laguna Seca-banen og startede feltet fra en syvendeplads efter en skuffende kvalifikation lørdag. Her stod det klart, at den gule Corvette manglede fart, og det fik som altid teamet, med chefingeniør Kyle Millay i spidsen, til at lægge en strategi, hvor det måtte handle om setup fremfor topfart.


(Foto: Richard Prince)

– Vi lagde en god plan for løbet, som dog var hård at eksekvere, da den betød, at vi ville være synligt langsommere i begyndelsen af løbet grundet hårdere dæk. Men allerede på vej mod vores første pitstop, hvor jeg skulle give bilen videre til Antonio, begyndte tingene at vende, og jeg kunne lukke hullet til konkurrenterne.

Strategien sendte vigtigst af alt Magnussen og Garcia op foran de tætteste rivaler i GTLM-mesterskabet, BMW #25 og Ford #66, og med en slutplacering lige uden for podiet sikrede Corvette-duoen sig desuden point nok til, at mesterskabet nu er så tæt på, som det kan være. Lykkedes det at sikre titlen, vil det være Jan Magnussens tredje i den populære amerikanske GT-serie. Danskeren har tidligere vundet American Le Mans Series for Corvette Racing i 2008 og 2013.


(Foto: Richard Prince)

Magnussen: Et år præget af strategi

– Det har ikke været nemt for os i år, men på grund af enormt dygtige folk som for eksempel vores chefingeniør, Kyle Millay, er det alligevel lykkedes os at få mere ud af de forskellige løb, end vi burde have haft. Havde det kun handlet om fart, var vi blevet slået for længst. Hver gang vi har været bagud på power, har vi lagt en plan, udført den og alligevel taget hjem med gode point.

Jan Magnussen og Antonio Garcia har sammen med resten af IMSA-feltet – deriblandt også Christina Nielsen og Alessandro Balzan, som tog GTD-sejren på Laguna Seca og ligeledes fører mesterskabet i deres klasse – nu kun ét løb tilbage af sæsonen. Det 10 timer lange Petit Le Mans afvikles på Road Atlanta den 7. oktober.


(Foto: Richard Prince)

Inden IMSA-finalen har Jan Magnussen imidlertid en anden vigtig opgave på kalenderen, nemlig sæsonfinalen i Danish Thundersport Championship, hvor køreren fra Magnussen Racing Experience også her er med i kampen om mesterskabet. DM-Finalen afvikles allerede den kommende weekend, 30. september og 1. oktober, på Jyllandsringen.

JAN MAGNUSSEN RACING
MAGNUSSEN RACING EXPERIENCE


Læs mere om:
  • Antonio Garcia
  • Jan Magnussen
  • Corvette Racing
  • Laguna Seca
  • 24/09/17 - Laguna Seca - SportsCar Championship
  •