Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

ELMS

Stærk dansk indsats i fransk rutschebanetur

ELMS 
28/08/17 

Morten Dons havde årets hidtil bedste weekend i den europæiske Le Mans serie, ELMS. På Paul Ricard sluttede han og RLR Msport-teamet på syvendepladsen efter fire timers intenst race i den franske sommervarme.
Hele weekenden startede højt, da teamet i fredagens frie træning satte hurtigste tid af alle LMP3-biler. En præstation som ikke mindst Morten Dons var glad for.
 

- Det er ingen hemmelighed at vi har kæmpet med opsætningen på bilen i år, og efter vores testdag i onsdags gik vi alle rundt med en god mavefornemmelse omkring weekenden. At vi var hurtigst i træningen gav helt sikkert blod på tanden, fortæller Morten Dons.


(Foto: Xynamic Automotive Photography)

Teamkammeraten, britiske Alex Kapadia, sikrede endnu et godt resultat da kvalifikationen blev kørt lørdag. Næstbedste omgangstid blev bil nummer 15 noteret for, og dermed blev søndagens løb startet fra første række. Her præsterede Kapadia at lægge sig i front fra første omgang og levere bilen til teamets gentleman driver, John Farano, med et forspring på et halvt minut til nærmeste modstander.

- Alex kørte et flot stint, og det var rart at vi som team fik lidt anerkendelse efter en hård første halvdel af sæsonen. John gjorde også et flot stykke arbejde derude på trods af at han spandt af banen efter at være blevet ramt af en konkurrent, og vi mistede samtidig en del tid på uheldige småfejl i pitten.


Der var ros til især Morten Dons efter weekendens løb
(Foto: Xynamic Automotive Photography)

Det var derfor Morten Dons’ opgave at indhente det tabte, da han sprang i bilen kort efter at løbet rundede to timers kørsel. Det var en svær opgave, da der var et stort hul op til de forankørende, men Morten var blandt de absolut hurtigste LMP3-chauffører på banen og nåede at køre bilen tilbage på fjerdepladsen, inden John Farano satte sig bag rattet og kunne køre over målstregen på en syvendeplads.

- Det har været en vigtig weekend for teamet, og jeg tror at det har pustet lidt selvtillid ind i alle mand igen. Vi kan godt være med helt oppe i toppen, og nu ser det ud til at vi har fundet formlen. John kørte to fine stints på trods af lidt udfordringer med de høje temperaturer i cockpittet, og jeg tror at de sidste to løb bliver gode for os.


RLR Msport-teamet tabte tid under deres pitstops - forbedringer i vente til næste løb
(Foto: Xynamic Automotive Photography)

Om en lille måned går turen til belgiske Spa-Francorchamps, som i ELMS-regi må siges at være Mortens hjemmebane. Inden da når han at have ikke mindre end fem arbejdsdage på banen, så forberedelserne bør være i orden:

- Jeg har efterhånden kørt flere omgange på Spa-Francorchamps end på Jyllandsringen i min karriere - det er en bane som jeg virkelig nyder at køre på, og jeg håber at vi kan gøre det godt der. Jeg kommer til at bruge en del af september måned på banen, da jeg er blevet hyret som instruktør af McLaren i nogle dage, og så kommer jeg også til at køre et lidt anderledes løb weekenden inden.


Om få uger sætter Morten Dons sig bag rattet på denne fuldblods Ferrari 575M GTC på Spa-Francorchamps
(Foto: Dave Adams)

- Jeg skal køre en tidligere Le Mans-bil, en Ferrari 575 GT1, i et historisk løb på banen. Det er ejeren af teamets LMP3-biler, der spurgte om ikke jeg havde lyst til at prøve kræfter med sådan en - og sådan et tilbud siger man ikke nej tak til! Det bliver en vild oplevelse som ikke er mange forundt!

www.mortendons.com


Læs mere om:
  • Morten Dons
  • Paul Ricard
  • 27/08/17 - Paul Ricard - ELMS
  •