Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally

Sommerferien blev en arbejdsferie for Rally Team Mejer.

Rally 
08/08/17 

Anderup El Rally i juni gav arbejde i sommerferien. Lige op til feriesæsonen i juni, blev Anderup El Rally 2017 kørt på Fyn. Her blev den 7. hastighedsprøve skæbnesvanger for Heino Mejer og Bo Mølgaard.
Med et brag, nærmest eksploderede bagtøjet i bilen, og de måtte kapitulere, efter de igennem hele løbet at have ligget i top 3 med rigtigt gode tider på alle de foregående hastighedsprøver.
 

Heino Mejer og Bo Mølgård har brugt sommerferien på reparationer og vedligehold.
Skaden på Heino Mejers Volvo 242 Turbo var så omfattende, at sommerferien er brugt til at fremskaffe, og skifte stort set hele driv linjen, fra gearkassen og bagud på bilen.
Det har været en kamp at skaffe de rigtige dele, og at få det hele til at fungere. I den forgangne weekend blev bilen monteret færdig, så den atter kører optimalt. Heino Mejer er nu fortrøstningsfuld, og ser optimistisk hen imod den kommende efterårssæson, hvor der er mange løb, som trækker den hurtige Volvo ud af værkstedet.


Heino Mejer og Bo Mølgård inden bilens bagtøj brød sammen i Anderup El Rally i juni måned
(Foto: Rallypics.dk)

Kurt Mejer og Vagn Åge Hansen fik tid til at holde ferie.
Det stod lidt bedre til med Kurt Mejers fine Volvo 242 Turbo, som er stort set identisk med Heino Mejers. Kurts Mejers bil holdt bedre til forårets strabadser. Når man ser på tiderne på hastighedsprøverne, bliver den heller ikke belastet helt så meget som Heino Mejers. Som Kurt siger: ”Hvad hjælper det, at man kører ”jævle” hurtigt, når man ikke kommer i mål. Vi har kunnet nøjes med en omgang vedligeholdelse af bilen, og udskiftning af diverse sliddele.
Vi er klar til 2. halvdel af sæsonen, og har haft tid til at holde lidt ferie inden sæsonen går i gang fredag den 11. august i Fårvang”.

Bruger BIRCH Tvilum Rallyshow og Munkebjerg Hill Climb som sæsonopvarmning.
Hele Rally Team Mejer bruger BIRCH Tvilum Rallyshow i Fårvang den 11. august, samt Munkebjerg Hill Climb med start ved Munkebjerg Hotel i Vejle den 3. august, som opvarmning til efterårets udfordrende rally-sæson, som starter med Sydjysk Rally ved Vejle, den 26. august.
Der vil, både ved BIRCH Tvilum Rallyshow i Fårvang, og ved Munkebjerg Hill Climb, være rig mulighed for at komme ud at se de mange fine rallybiler der deltager. Rally Team Mejer er parat til en god rallysnak og fremvisning af bilerne i serviceområderne ved begge løb.


Kurt Mejer og Vagn Åge Hansen er helt klar til efterårets mange løb. Her fanget i en hurtig kurve i Anderup El Rally i juni
(Foto: Rallypics.dk)

Efteråret bliver hektisk for Rally Team Mejer
Efterårets løbskalender er omfattende. Der skal køres om både det danske mesterskab i rally – det danske mesterskab i mini rally – det danske mesterskab for historiske biler, og endelig kæmpes der om placeringerne i den lokale Mini Rally Syd – turnering.

Rally Team Mejer ser frem til efterårssæsonen, som gerne skulle køres uden afkørsler og mekaniske problemer.

Rally Team Mejer
Viggo Poulsen - Rallypics.dk