Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Citroën DS3 Cup

Svensk hjemmesejr på Kinnekulle

Citroen DS3 Cup 
29/07/17 

Vejret satte for første gang i denne sæson sit præg på et løb i Citroën DS3 Cup, da 1. heat på svenske Kinnekulle bød på en del regn. Det udnyttede Filip Sandström på hjemmebanen til at sikre sig sin anden sejr i træk.
 


Trængsel i starten på Kinnekulle
(Foto: Bengt-Åce Gustavsson / Racefoto.se)

På startgridden var det ellers den mesterskabsførende Morten Jespersen, der tog teten fra start. Nordjyden fik en god indledning på løbet, og satte hurtigt farten, mens Jonas Lynge i 2. position kæmpede hårdt for at få gang i sine dæk. Det lukkede flere konkurrenter forbi, og gav helt fra begyndelsen Filip Sandström muligheden for at presse på i kampen om føringen. Svenskeren gjorde arbejdet færdigt allerede på første omgang og bragte sig i spidsen. Der blev han løbet ud, men det skete ikke uden et hårdt, vedvarende pres fra Jespersen.

Sonny Nielsen kom godt fra start, og tog tredjepladsen fra Jonas Lynge, men kunne ikke holde den unge nordjyde tilbage. Sonny Nielsen faldt ned på fjerdepladsen, og endte sidenhen sit løb i en duel med Kenn Bach. Begge spandt ud i duellen. Mens Kenn Bach fik sin bil tilbage på banen og listede en ottendeplads hjem, blev Sonny Nielsen desværre ramt af Louise Frost, så de begge måtte udgå. Resten af løbet blev kørt bag safetycar, og dermed kunne Filip Sandström tage sæsonens anden sejr foran Morten Jespersen. Jonas Lynge kæmpede sig tilbage til tredjepladsen, mens finske Erkka Lindstedt blev nummer fire.


Dette sammenstød kostede dyrt for Sonny Nielsen og Kenn Bach. Mens Kenn Bach kom videre fra sandet, snurrede Sonny Nielsen desværre tværs over banen og blev ramt i siden af Louise Frost. Begge kørere er okay, men der skete en del skader.
(Foto: Bengt-Åce Gustavsson / Racefoto.se)

Efterfølgende viste den tekniske kontrol af finnens bil, at køleropsætningen ikke var som reglementet foreskriver det. Det betyder, at Erkka Lindstedt er udelukket fra heat 1 og starter søndagens finale fra bagerste plads. Det trækker samtidig Isac Aronsson frem på fjerdepladsen, mens Mads Frederiksen blev nummer fem og norske Kristian Moe Sætheren sekser.

I morgen bytter de seks forreste plads, og dermed er nordmanden på pole position.


Filip Sandström tog lørdag eftermiddag sæsonens anden sejr i DS3 Cup
(Foto: Bengt-Åce Gustavsson / Racefoto.se)

Det sagde de efter løbet:

Filip Sandström, vinder:
- Jeg fik en god start, og efter nogle sving fik jeg overhalet Morten. Han forsøgte mange gange at komme forbi mig, men det lykkedes mig at holde ham bag mig helt til målflaget. Det er superfedt at vinde på hjemmebane, og især her på Kinnekulle.

Morten Jespersen, P2:
- Tæt race! Vi tager gerne en andenplads med hjem fra vores første regnvejrsløb med den her bil, men det kunne godt være blevet til mere. Sandström slap godt fra at lave en hård overhaling, så han kom forbi, og jeg pressede hårdt på for at svare igen. Desværre lykkedes det ikke helt at få en mulighed, der var så stor, at jeg kunne forsvare at gøre det. Jeg var klart hurtigst, men kunne bare ikke slippe afsted med det. Sådan kan racing også være.

Jonas Lynge, P3:
- Det var lidt en kamp at få greb i dækkene fra start, og det kostede lidt pladser i begyndelsen. Jeg fik sidenhen dækkene til at virke igen, og fik kæmpet mig op på tredjepladsen, men da var Morten og Filip for længst stukket af.

Søndagens løb i Citroën DS3 Cup køres i morgen og kan ses live på sbfplay.solidtango.com. Du kan også følge med på facebook.com/ds3cup som vanligt.

Insight Racing DK


Læs mere om:
  • Kinnekulle
  • 30/07/17 - Kinnekulle - Citroen DS3 Cup
  •