Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

En travl uge forud for Baku

Formel 1 
22/06/17 

En lille hurtig optakt
Der har været gang i snakken i optakten til weekendens løb i Baku. Løbet, der skal køres for anden gang, må siges at være lidt af en gøgeunge i sporten. Måske bliver det engang rigtig adopteret, men indtil videre kigger vi lidt skeptisk på banen og overvejer om den egentlig hører til.
 

Sauber har fået ny chef siden sidst. Eller rettere - de har mistet deres chef. Monisha Kaltenborn blev tidligere på ugen fyret af de ejere der sidste år overtog de trængte team. Angiveligt skulle der have været uenighed om opbakningen til kørerne. Kaltenborn skulle være imod at Ericsson skulle have første prioritet. Udfra det rent sportslige virker det meget logisk at tænke sådan. Wehrlein har mindre erfaring og gør et bedre job, omend han ikke har været så imponerende som han visse steder blev spået til at være.

Hvilke konsekvenser det får for Sauber er alt for tidligt at sige, men det er sjældent at man fjerner en chef, uden at det får en eller anden form for konsekvens.

Den anden varme kartoffel den forgangne uges tid har været tragedien om McLaren/Honda. Honda lover og lover - men leverer aldrig og McLarens tålmodighed nærmer sig tydeligvis bristepunktet. Mercedes har været nævnt som en erstatning - men også Alfa Romeo har været nævnt som en mulig leverandør af motorer. Alfa Romeo skal selvfølgelig ikke til at opfinde en ny motor, det vil være en Ferrari motor med et andet navn.

McLaren har i øvrigt haft en Alfa Romeo motor i raceren en gang. Tilbage i 1970 fik sportsvognskøreren Andrea de Adamich McLaren til at bygge en ekstra bil, hvor han selv leverede motoreren, han kørte for Alfa Romeo i sportsvognsklassen.

FIA har i denne og kommende weekender fokus på olie. Der har været rygter fremme om at nogle teams havde fået den fantastiske idé at have en stor olietank, med alt for meget olie - og så kunne man jo passende brænde det overskydende olie af, og på den måde få ekstra power. Det er bare ikke lovligt - og nu vil FIA altså slå hårdt ned på det.

Der er også et løb der skal køres. I Canada fejlede Ferrari - eller rettere - Vettel blev slået ud af kurs, da Verstappen strejfede hans næse - og de næser der, er altså alt for sårbare. Konsekvensen kender vi. Hamilton var i sit overlegne humør og vandt en storslået sejr.

Vi kan håbe på mere spænding i Baku, men vi skal nok ikke forvente for meget. Indtil videre er det ikke kommet til mange direkte konfrontationer mellem de to udfordrere til VM titlen. Den ene weekend er det Mercedes, den anden Ferrari. Hvad det bliver denne weekend må vi se.

Resten af feltet skal mere eller mindre bare koncentrere sig om at hænge på. Der er point man kan slås om, men med to Ferrari racere, to Mercedes racere, to Red Bull racere er der ikke mange pladser tilbage. Samtidig har Force India også lidt lagt sig fast på to pladser - så i virkeligheden er der næsten kun 9. og 10. pladsen tilbage for resten af feltet at slås om.

Liberty Media har lovet meget, forandringer kan allerede spores. Men først og fremmest har de lovet bedre underholdning. Forudsigeligheden har dog stadig overtaget.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Baku
  • 25/06/17 - Baku - FIA Formula 2
  • 25/06/17 - Baku - Formel 1 - FIA F1
  •