| Efter en hård sæson med RLR Msport i 2016 har teamet oprustet markant og stiller i denne sæson til start med et kører line-up, som internationale medier har spået gode resultater. Foruden Morten Dons kører også britiske Alex Kapadia og den canadiske gentleman driver, John Farano.
   (Foto: Xynamic Automotive Photography)
 For Morten Dons’ vedkommende var testen vellykket, og selvom tiden på banen var begrænset da en del konkurrenter kørte af banen i løbet af de to dage, fik han den italienske asfalt godt ind under huden.
 - Jeg har aldrig været på Monza før, så jeg har kun forberedt mig ved at køre på banen i simulatoren hos min coach, Tommy Schröter. Derudover gik vi en tur banen rundt mandag eftermiddag for at få en fornemmelse af svingkombinationer og ujævnheder i asfalten - men det er stadigvæk lidt anderledes når man så nærmer sig chikanen for enden af langsiden med tæt på 300 km/t...
 Når ELMS-feltet vender tilbage til Monza om godt halvanden måned er det derfor med en topmotiveret og hurtig dansk racerkører om bord i den hvide Ligier JS P3-racer. Selvom teamet ikke fokuserede de to dages test omkring omgangstider var der ingen tvivl om at bilen med nummer 15 på siden kan være med helt i toppen.
 
 
 
   Morten arbejder tæt sammen med Alex Kapadia (til højre) for at have den bedst mulige bil til sæsonpremieren på Silverstone (Foto: Xynamic Automotive Photography)
 
 - Alex og jeg har fundet en masse fart i bilen og os selv, så vi kan være med helt i toppen af feltet, når vi taler omgangstider. Samtidig har John overgået alle forventninger man kunne have til en gentleman driver, og han har kørt nogle virkelig stærke omgange på banen. 
 - Selvom John ikke kender alle de baner vi skal køre på i år - for eksempel Silverstone, hvor sæsonen starter om to uger - så er han lærenem og meget målrettet i sit arbejde, så han kommer til at gøre en stor forskel for vores resultat i løbene.
 Med kun to uger tilbage til sæsonstart er det for alvor begyndt at krible i fingrene på den vestjyske racerkører, som får rigeligt at se til frem mod sæsonstart:
 - Jeg har en række møder med potentielle sponsorer og samarbejdspartnere, og derudover rejser jeg allerede til England mandagen inden løbet for at deltage i en træningsdag på Silverstone. Derfra har jeg lige halvanden dags tid i Danmark før jeg flyver tilbage for at gøre klar til løbet. Det bliver en hård uge, men jeg glæder mig meget til at komme i gang med sæsonen.
 Sæsonstarten på Silverstone køres samme weekend som verdensmesterskabet (WEC) køres på banen, så der er garanti for et højt tilskuerantal og en sublim stemning på banen. ELMS-løbet køres lørdag d. 15. april og starter kl. 13.00 dansk tid. 
 
 Morten Dons Racing
 www.mortendons.com 
 Læs mere om: Morten DonsMonzaSilverstone29/03/17 - Monza - ELMS15/04/17 - Silverstone - ELMS |